Læsetid: 3 min.

Ved vejen

4. september 1999

Den dybe tallerken

Mulrany eller Mallaranny i County Mayo i Irland hører til en af de lange byer. Et stykke af landevejen med en husrække på begge sider. Når man kommer ude fra The Achill Islands ligger byen som en solbeskinnet streng i kystsvingningen.
Oven over det jævne og muntre liv med gennemkørende trafik ligger The Great Southern Hotel som en resigneret majestæt. Engang var det stedet for lang rituel avislæsning på terrassen og eftermiddagslur i dagevis. Middagsgongongen afbrød stilheden, og lidt efter kom de myldrende nede fra stranden. I den næste halvanden time genlød alle sale af de hidkaldte badegæster. Deres stemmer var indstillede til at overdøve havet, og de bragte sød-sure-lugte af solbeskinnet hud og evigt klamme badekåber med sig. Lugte, der fordi de var nye, næsten overdøvede, hvad det tætliggende køkken kunne levere af kål, kød og dampkogte kartofler.
Sådan var det måske. The Great Southern er for længst lukket. Med krydsfinerplader for vinduerne ligger det nu som en luftspejling af en fordums storhedstid og skuer ud over de småøer og landtanger, Atlanterhavets tidevand skiftevis adskiller og samler.
Lige neden for på vejen ligger Moynish House. Det er ikke stort, og det er ikke et hotel, i hvert fald ikke af navn - sikkert noget skatteteknisk - og når man kommer ind, lugter der stærkt af bacon med en lidt ram overtone af gris, der kunne have været bedre. Morgenmaden til gæsterne er overstået, og familien Moran er nået til selv at få lidt at spise. Sønnen tygger stadig lidt, da han kommer frem i den lille reception. Her er hyggeligt, det mærker og ser man med det samme. Ja allerede udefra, det var jo derfor, vi stoppede. Det ligner det, det skal, et sted ved landevejen, hvor man kan overnatte, få lidt at spise, måske, i hvert fald noget at drikke. Der står Guinness på facaden. Værelserne er fine og gammeldags enkle. Men de har el-
kedel, tv og eget bad, og de, der ikke har, kan bruge badeværelset på gangen. Værelset har også havudsigt, og prisen er 160 kr. per person. Nede ved siden af receptionen, ud imod vejen, er der en fjernsynsstue med gamle højryggede stole i uopskåren mekka, et barometer, en udstoppet tropefisk, gamle kriminalromaner og en tør stemning af, at sådan har her set ud i 50 år.
Og så er der publokalet. Her er småt, mange flasker og malet mørkerødt og en lille tørveovn, man kan sidde omkring, hvis det skulle regne et par dage i november. Pubben hænger sammen med 'panoramasalonen'. Hér kan man stadig sidde og læse sin avis, mens man holder øje med tidevandets kommen og gåen. Og man kan drikke øl og ryge cigaretter, for askebægrene er store og stolene polstrede, og man må gerne sætte fødderne op på nabostolen, bare man tager skoene af. Det gør gammelfar i hvert fald selv, mens han læser sin Irish Independent.
Om aftenen kan man spise på en af de to små fiskerestauranter, der i takt med det irske turistboom også er kommet til Mulrany. Det er ikke særlig godt. Fisken er så frisk, som man kan drømme om, men de koger/steger den til sarkofagstadiet. Men skide være med det, så kan man jo se sig mæt på udsigten. Ned ad vejen på en pub er der lokal havsnegleudpilnings- og østersåbningskonkurrence, så blodet springer fra fingrene. Man vinder æren og retten til at spise endnu flere østers. Senere på aftenen kaster den utrættelige ungdom sig over fade med friskdampede muslinger. Det giver kræfter til en lang nat i et opstillet discotelt. Her er ret forskelligt fra Harboøre.
Tilbage på den hjemlige pub sidder gammelfar stadig med sin avis. Nu er der begsort uden for vinduerne, og han småsover. Man bliver muligvis stærk af Guinness, men også træt. Sønnen passer baren. Han laver gerne gin-tonics, hvis bare han kunne finde den citron, de havde. Det er godt, man selv har en i sin medbragte 'rejse-bar'.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her