Analyse
Læsetid: 5 min.

Venezuelas elite i vildrede

2. september 1999

Lukningen af Kongressen mindsker de gamle partiers spillerum - mens Chávez kæmper mod tiden

Magtkampen mellem Vene-zuelas præsident Hugo Chávez og de gamle og gennemkorrupte partier blev i denne uge kraftigt skærpet, da den Nationale Forfatningsgivende Forsamling Asamblea Nacional Constituyente (ANC), søndag og mandag fratog Kongressen næsten alle dens beføjelser med henvisning til, at den ikke fungerer tilfredsstillende, hvilket ifølge ANC's formand kunne betyde en lammelse af regeringens arbejde, bl.a. fordi Kongressen nægtede at træde sammen for at behandle en række hastesager.
Efter de senere ugers kolli-
sionskurs mellem ANC - der blev valgt i slutningen af juli for at udarbejde en ny forfatning i løbet af fire måneder - og det etablerede politiske apparat repræsenteret ved parlamentet og domstolene - har præsident Hugo Chávez og hans tilhængere foreløbig overtaget, mens omverdenen, herunder Washington foreløbig forholder sig afventende.
Oppositionen, der fortrinsvis består af de to gamle partier, som havde delt magten fra oberst Marcos Jiménez' diktaturs fald i 1959 frem til Hugo Chávez' tiltrædelse for syv måneder siden, har været handlingslammet, siden den tidligere kupoberst vandt præsidentvalget i november sidste år. Mens Chávez - med bred opbakning i befolkningen (de seneste meningsmålinger viser, at 70 pct. af vælgerne støtter ham) - har beholdt det politiske initiativ, har det socialdemokratiske Acción Democrática (AD) og det kristelig demokratiske COPEI været præget af rådvildhed.
Rådvildheden er blevet for-stærket af Hugo Chávez' enkle målsætninger og initiativer: bekæmpelse af det gamle systems grasserende korruption, genopretning af økonomien og sanering af det politiske system gennem vedtagelsen af en ny forfatning. Forslaget til ny forfatning skal udarbejdes af ANC, som blev valgt i juli med et overvældende flertal for Chávez' tilhængere. AD og COPEI forsøgte at sabotere valget. Resultatet blev, at oppositionen næsten ikke er repræsenteret i ANC.

Hugo Chávez har travlt. Venezuelanerne er godt og grundigt trætte af det såkaldt demokratiske system, hvor en politisk og økonomisk elite gennem 40 år delte magten og malkede landet for rigdomme i en grad, så olielandet Venezuela i dag er i store økonomiske vanskeligheder med en bl.a. et voksende offentligt budgetunderskud svarende til 7,8 pct. af BNP, mere end halvering af de samlede investeringer siden 1978, fald i BNP siden 1978 på 19 pct. og en samlet kapitalflugt de sidste 14 år på mere end 30 milliarder dollar.
Selv om noget af denne udvikling kan forklares med lave oliepriser, er det den ineffektive offentlige administration og den udbredte korruption, der må las-tes for det meste.
Venezuelanerne har nu vendt det gamle system ryggen og ønsker et nyt og effektivt system, som også kan sikre en bedre fordeling af goderne og reducere arbejdsløsheden.
Det er det, Hugo Chávez står for i flertallets øjne. Han repræsenterer med sine enkle budskaber og sin appel til hæderlighed og nationalisme, samt sin handlingsorienterede facon det eneste gangbare alternativ for det store flertal, hvoraf de fleste lever under eller i nærheden af fattigdoms-grænsen.
Foreløbig har den gamle politiske og økonomiske elite været lammet af overraskelsen over den tidligere kupobersts effektivitet og popularitet. Men det kan kun være et spørgsmål om tid, før den kommer sig og begynder at kæmpe imod. Det kan ske gennem økonomisk sabotage, politiske provokationer og måske endog væbnede aktioner, som kan skabe et billede af en ineffektiv regering, der skaber mere kaos og holder udenlandske investorer borte.
Derfor har Chávez travlt med at opnå resultater. Valget af ANC, som skal have et forslag til ny forfatning klar til folkeafstemning i november er et skridt på vejen. Især fordi han bruger ANC til begrænse den gamle, korrupte politiske elites handlemuligheder ved at få ANC til at overtage en del af Kongressens funktioner. Det betyder, at Chávez kan få vedtaget love og godkendt bevillinger til bl.a. sociale formål, og derved fremvise resultater, der direkte kommer hans vælgere og tilhængere til gode. Men det, der haster mest, er vedtagelsen af den nye forfatning. Hvis den får den udformning, Chávez ønsker, er det tanken at afholde nyt præsidentvalg og valg til Kongressen i december. Medmindre Chávez' popularitet styrtdykker, vil han være sikker på at blive genvalgt og på at få et parlament, hvor oppositionen - i modsætning til den nuværende Kongres - er i mindretal. Derfor er det vigtigt at holde oppositionen i skak resten af året.

Imens holder udlandet vejret. Chávez er ikke USA's kop te, men det hidtidige system var det efterhånden heller ikke. Chávez' tilnærmelser til Cuba og Libyen er af nogle blevet set som tegn på, at han ville trække Venezuela i deres retning. Det er dog næppe tilfældet. Det skal snarere ses som en tilkendegivelse af, at han ikke vil lade sig binde udenrigspolitisk til nogen side.
Når USA tøver med at vende sig mod Chávez, skyldes det ikke mindst Venezuelas strategiske betydning som leverandør af olie. Amerikanske og andre udenlandske investorer har foreløbig holdt sig borte. Man er usikker på Chávez' evner og muligheder for at sikre politisk og social stabilitet. Og ikke mindst er man usikker på hans økonomiske planer. Regeringens økonomiske program er bredt, vagt og uklart, men venstreorienterede økonomers fingeraftryk er tydeligt i regeringens økonomiske analyser og foreløbige handlingsplaner til afløsning af den hidtidige, katastrofale kasino-økonomi.
Hvis udlandet bliver ved med at holde igen, kan det starte den onde cirkel, som Cuba og Nicaragua blev presset ind i af USA's blokadepolitik, og som var med til at undergrave deres økonomi. Ganske vist har Venezuela et aktiv i olien, men olieindtægterne alene kan ikke dække de skrigende behov for nye investeringer og sociale og uddannelsesmæssige reformer.

Foreløbig har Chávez og hans grundlovgivende forsamling holdt sig til de demokratiske spilleregler. Men skærpes situationen, og det lykkes for oppositionen og eliten at skabe uro og kaos, er en eller anden form for selvkup - som et flertal af befolkningen kan tænkes at støtte - ikke utænkeligt.
Dybest set er udviklingen i Venezuela også et opgør med den form for overfladedemokrati, som ikke mindst USA var så ivrig til at støtte i forbindelse med militærdiktaturernes fald i løbet af 80'erne. Den brede befolkning fik imidlertid aldrig reel indflydelse eller forbedrede forhold, tværtimod - og afreagerer i dag med voksende kriminalitet og vold. Den udvikling kan måske vendes i Venezuela. Spørgsmålet er så til hvilken pris.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her