Læsetid: 3 min.

Fra alle verdenshjørner

15. september 1999

Med 400 film fra 68 lande demonstreredes i Montreal, at den sande filmiske kreativitet skal søges fjernt fra Hollywood

Filmfestival
Montreal har netop været ramme om den største filmfestival i Nordamerika, le Festival des Films du Monde. Det var menneskeligt umuligt at se alle 400 film, men en daglig dosis på blot en fire-fem film var dog tilstrækkelig til at give indtryk af den frodige filmiske kreativitet over hele kloden.
Den officielle konkurrence med 19 spillefilm var mindst spændende. Udvalget bestod mest af konventionelle, ofte gabende kedsommelige filmatiseringer. Værst var spanieren Mario Camus' The City of Marvels, der fortæller Barcelonas historie i dette århundrede i glansbilleder, og tyskeren Ottokar Runzes rungende rædsel, Der Vulkan, om tyske intellektuelle i eksil fra nazi-styret.
Til de bedre hørte canadiske Patricia Rozemas Mansfield Park, en ganske original bearbejdning af Jane Austens roman. Og Gérard Depardieus anden film som instruktør, Un pont entre deux rives, om ægteskabsbrud i en lille fransk provinsby i 1960'erne, var nok lidt af et
lyserødt glansbillede, men trods alt et ganske talentfuldt sådant.

'Trøstpræmie' til Saura
Også de to gamle sydeuropæiske kæmper, Ettore Scola og Carlos Saura, havde film med i konkurrencen. I La Cena fortsætter Scola elegant, men også noget skematisk, linjen fra Le bal og La famiglia - her er rummet blot en lille restaurant, hvor Scola skaber et tidsbillede af de menneskelige skæbner omkring bordene.
Scola måtte drage hjem til Italien uden nogen pris, mens hans spanske kollega Carlos Saura, noget skuffet måske, kunne inkassere den økumeniske pris for sin Goya en Burdeos, der i umådeligt smukke tableauer beretter om maleren Goyas sidste dage. Filmen er næsten for smuk. Sauras klassisk skønne billeder harmonerer dårligt med Goyas værker.

Ung kreativitet
Jeg vil gå hurtigt hen over iranske Majid Majidis The Colour of God, for mage til udspekuleret festivalfilm skal man lede længe efter. Men historien om den lille blinde dreng, der er så god som dagen er lang, gik klokkerent ind hos juryens formand, Bibi Andersson - den belønnedes med juryens store pris.
Så var der langt mere gods i Huo Jianqis klassisk perfekte kinesiske Postmen in the Mountains - en ganske historie, fortalt med uhyre stringens og sensibilitet, om en far og en søn der bringer post ud til fods i en fjern bjergegn. Den vandt publikums pris.

Lovende debutant
Den canadiske debutant, Louis Bélanger demonstrerede stor sensibilitet og forståelse for ensomme skæbner i den særegne film, Post Mortem, om en kvinde, der bliver dræbt, men genopvækkes, da lighusbetjenten elsker med hende. Han modtog prisen for bedste instruktion og rosende omtale fra den internationale kritikerjury.
Min personlige favorit var dog den skæve ungarske Close to Love. Til denne film om en ung knægt fra landet, der bliver politibetjent i storbyen Budapest og forelsker sig dødeligt i en kriminel kinesisk pige, som han ikke kan kommunikere med, har den unge instruktør András Salmon tilsyneladende ladet sig inspirere såvel af 60'ernes tjekkiske nybølge som af aktuelle instruktører som finske Kaurismäki og Wong Kar-Wai fra Hong Kong. Det er en rigtigt god film - der fortjener at blive importeret til danske biografer, ligesom i øvrigt Postmen in the Mountains og Post Mortem.

Syngende døde
Fra den bedste ende af det enorme overflødighedshorn skal fremhæves Krsto Papics kroatiske tragikomedie When the Dead Start Singing om gæstearbejdere i Tyskland, der lader sig erklære døde for at kunne blive sendt hjem til familien i Kroatien i en kiste. Meget kan naturligvis gå galt - og går galt - undervejs. En lige så grotesk som hjertevarm komedie, der både begynder og ender i blodig alvor.
Også Alexander Rogozhkins poetiske krigsfilm Checkpoint - Ruslands svar på The Thin Red Line, om man vil, blot lysår bedre - fortjener særlig omtale. Den er en lige så intens som uortodoks skildring af en gruppe soldaters hverdag på en fjern udstationeringspost i Tjetjenien.
Og så deltog Werner Herzog med et kosteligt portræt af 'sin kæreste fjende', skuespilleren Klaus Kinski. I Mein liebster Feind delagtiggøres vi i de to deciderede gal-
ninges indbyrdes forhold - det er hysterisk, også hysterisk morsomt, og aldrig kedeligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her