Læsetid: 7 min.

Anden Verdenskrig for retten

22. september 1999

Under krigen brugte tyske virksomheder slavearbejdere fra kz-lejrene og de besatte lande. 54 år efter venter slavearbejderne stadig på deres ret

Langt opgør
BERLIN - Sårene efter Anden Verdenskrig lader sig ikke læge.
Rundt om i verden lever flere hundredetusinde overlevende efter nazismens kz- og arbejdslejre. Under krigen blev de tvunget til slavelignende arbejde for Tyskland og tysk industri.
Efter krigen voksede mange af de tyske virksomheder sig store; slavearbejderne fik intet eller meget lidt - og slet ikke nok til at bøde for en umenneskelig behandling og et ødelagt helbred.
I de seneste år er regnskabets time rykket nærmere. Under truslen om dybe ridser i tysk industris image og en deraf svigtende omsætning har indtil videre 17 af landets virksomheder erklæret sig villige til at betale en godtgørelse til nazismens slavearbejdere. Men der er stadig lang vej til løsningen, og de 17 virksomheder er stadig kun en brøkdel af de flere hundrede, der profiterede af slavearbejdernes indsats.

Kapitalistisk nazisme
Det nazistiske Tyskland fungerede på kommercielle vilkår - når staten købte varer hos virksomhederne, betalte den ved leveringen. Derfor tjente de tyske virksomheder på krigsførelsen, men efterhånden som de arbejdsduelige mænd blev sendt i krig, opstod der mangel på arbejdskraft.
Løsningen fandt man i fængsler og kz-lejre samt i de besatte lande, hovedsageligt Østeuropa og Sovjetunionen. Fangerne blev lejet ud til virksomhederne, som afregnede med SS, men som ikke gav løn til slavearbejderne. Spørgsmålet om den manglende løn er siden blevet det svage punkt i de tyske virksomheders argumentation mod en godtgørelse til de tidligere slavearbejdere.
"Godtgørelse er et forkert ord - det handler om løn. Den tyske industri vil lave en humanitær historie ud af det," påpeger forskeren Klaus von Münchhausen, docent ved universitetet i Bremen og en af drivkræfterne bag slavearbejdernes kamp.
"Når en person arbejder, har denne person ret til løn. Men hvis man med magt tvinger folk til at arbejde, giver man dem ingen løn. Hvorfor nægter vi disse mennesker deres penge? Det spørgsmål kan ingen besvare for mig. Det handler ikke om moral eller nazisternes forbrydelser; det handler kun om løn," siger Klaus von Münchhausen til Information.

Image-skader
I årevis var de tyske virksomheder ment sig sikre mod sagsanlæg: Forbundsrepublikken Tyskland hæfter juridisk for Det Tredje Rige, dermed kunne de ikke drages til ansvar.
Men de seneste år har det vist sig, at slavearbejder-spørgsmålet ikke bliver afgjort af domstolene, men af forbrugerne og tyskernes forretningspartnere. Især i USA har virksomheder i lighed med de schweiziske banker oplevet modvilje og boykotaktioner, efterhånden som sagerne om slavearbejdere og nazi-guld i Schweiz' bank-bokse kom frem.
Deutsche Banks overtagelse af amerikanske Bankers Trust i år blev således forsinket af indflydelsesrige jødiske kredse i flere måneder. Banken havde hjulpet SS med finansieringen af kz-lejren Auschwitz.
Samtidig er truslen fra retsvæsenet også vokset: En række retssager i USA kan ende med enorme erstatningsbeløb.

Første skridt
I lyset af den dårlige omtale og for store erstatninger efter retssagerne i USA enedes 12 tyske virksomheder i febraur i år om principperne for en fælles fond, der i en fart skal udbetale penge til slavearbejdere. Blandt dem var Deutsche Bank, forsikringselskabet Allianz, medicinalfirmaet Hoescht, elektronikfirmaet Siemens og bilkoncernen Volkswagen.
De 12 er siden er blevet til 17, men de er stadig en forsvindende lille del af de mange hundrede virksomheder, som beskæftigede slavearbejdere. Med tiden er det håbet, at alle tyske virksomheder vil tilslutte sig fonden, der hæfter solidarisk for virksomheder, som ikke findes mere. Den tyske stat skal garantere retsgyldigheden.
"Fonden kan kun betale, hvis det dermed er sikret, at virksomhederne definitivt er fri for yderligere krav," sagde forbundskansler Gerhard Schröder i februar.
"Hvorfor skulle slavearbejderne dog vende tilbage med nye krav mod virksomhederne," spørger Klaus von Münchhausen, "de dør jo!"
En af dem, det er for sent for, er Willy M. Jensen fra Aabenraa. Han døde i sommer, før det kom til en afslutning på hans sag mod firmaet Bosch.
Willy M. Jensen var sammen med Ove Toft Hansen medlem af en modstandsgruppe i Bogense og blev fanget i august 1943. Efter omstødelsen af sin dødsdom blev han sendt til afsoning i Brandenburg tugthus, hvor han lavede dele til V2-raketterne. Forholdene var så dårlige, at Willy M. Jensen fik varige men, og ikke siden var i stand til at passe et arbejde.

Mange milliarder
Hvor mange slavearbejdere, der stadig lever, er uvist; tal mellem 300.000 og en million menesker nævnes.
I erkendelse af den ukontrollable milliard-regning, der var på vej, forsøgte den tyske stats rådgivningsgruppe at indføre forskellige satser for, hvor meget der kunne tilkomme de forskellige na-tionaliteter. I juni udtalte et medlem af gruppen, professor Lutz Niethammer fra Jena, at naturligvis skulle en amerikansk jøde have mere end en russer - fordi et givent beløb er mere værd i Rusland, end i USA. Oveni fremførte han de forhold, som slavearbejderne arbejdede under:
"Der er stor forskel på, om de var i industrien eller i landbruget. Sikkert findes der skrækkelige skæbner også i landbruget, men der findes også nogle - især fra Stalins Sovjetunion - som mindes deres tid på en tysk bondegård som den dejligste tid i deres liv."
De forskellige løntakster er siden taget af bordet. Det åbenlyse forsøg på at 'spare' på østeuropæerne, udløste heftig kritik i USA. Spørgsmålet om lønnen til slavearbejdere beskæftiget i kommuner, hos bønder og hos SS er fortsat uløst. Den tyske stat mener, at den har betalt nok via fonde og pensioner til nazismens ofre. Pengene er dog kun gået til ofre i den vestlige verden; ofrene bag jerntæppet fik intet.

Moralsk ansvar
To store tyske virksomheder, Volkswagen og Siemens, der er med i fondsinitiativet, har valgt at vedgå et moralsk ansvar. Sidste år oprettede de fonde til fordel for 'deres' slavearbejdere, der hver får et standard beløb - ca. 38.000 kr.
"Volkswagen holder sig til lov og ret. Eftersom Forbundsrepublikken Tyskland er Det Tredje Riges juridiske efterfølger, kan sådanne (slavearbejdernes, red.) krav udelukkende rettes mod staten. Men uafhængigt af det retslige forhold består en historisk og politisk forpligtelse, som Volkswagen uden indskrænkninger bekender sig til," meddelte Volkswagen-koncernen, da fonden blev dannet i juni sidste år.
Er det skadesgodgørelse eller efterbetaling af løn?
"Det er en humanitær udbetaling," svarer en talsmand for koncernen. "Vi betinger os ikke, at modtagerne frafalder yderligere krav mod koncernen - det kan vi kun håbe."
Fonden bestyres af en ekstern instans, revisionsfirmaet KPMG, der under opsyn af bl.a. Shimon Peres udbetaler pengene.
I alt beskæftigede virksomheden 15.000-20.000 slavearbejdere i fremstillingen af bl.a. køretøjer, V1-raketter og miner, indtil nu har 700 modtaget den 'humanitære udbetaling'. Hvor mange der i alt kommer på tale, har Volkswagen intet overblik over; arkivet gik til under krigen.
Noget klart billede af, hvor mange sager, der er i gang mod hvem, er det ikke lykkedes Information at få.
En advokat i Köln, der repræsenterer tre danskere, vil eksempelvis hverken fortælle hvem, hans klienter er, eller navnet på det sagsøgte firma.
"Dels er det ikke tilladt, efter tysk lov at oplyse klientens navn uden hans tilladelse, dels har vi erfaring for, at amerikanske advokater forsøger at kapre vores klienter, hvis de i aviserne er i stand til at identificere dem," siger han.

Enkelt- og massesager
Andreas Plake, Forbundsforeningen til Information og Rådgivning af Nazismens Ofre, skønner, at der i Tyskland er ca. 5.000 enkeltsager på vej gennem retsvæsenet, og i USA 'nogle dusin masse-sager', hvor flere hundrede slavearbejdere er gået sammen.
At påstanden om de glubske amerikanske advokater ikke er grebet ud af den blå luft, kan man læse på advokatfirmaet Cohen, Milstein, Hausfeld & Toll's hjemmeside på Internettet, hvor mennesker, der ønsker at søge erstatning for slavearbejdet, opfordres til at "rådføre sig med dette kontor før (De) underskriver nogen aftale, der kan begrænse Deres mulighed for godtgørelse ved retssagerne."
Selvom dette advokatfirma fører sagerne 'pro bono' og således ikke tager salær, bekræfter hjemmesiden Kölner-advokatens frygt; flere andre fører sagerne efter 'no cure, no pay'-princippet, hvor advokaten aflønnes med procenter af erstatningssummen.

Nyt tilbageslag
I sidste uge led en gruppe slavearbejdere nederlag ved retten i Newark, New Jersey. Dommeren her afviste at behandle deres sag mod Siemens og Degussa.
"Vi ved endnu ikke, om afgørelsen vil få betydning for de øvrige sager rejst i USA," siger Andreas Plake til Information.
Hvis de øvrige amerikanske dommere afviser at behandle sagerne, må de føres i Tyskland, hvor retten ikke tillader massesøgsmål med hundredevis af sagsøgere - hver enkelt skal anlægge sin egen sag. Men værre er det, at slavearbejderne fjernes fra den amerikanske dagsorden, mener Andreas Plake. I Tyskland har spørgsmålet ikke tiltrukket sig synderlig opmærksomhed.
"Dermed mindskes presset på virksomhederne. Sagerne har jo kun fået omtale, fordi de foregår i USA og truer deres image," siger Andreas Plake, der frygter, at de virksomheder igen vil trække tiden ud.
Forhandlinger om fonden fortsætter i næste måned.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu