Læsetid: 3 min.

Yo, Nô -

24. september 1999

Odinteatret fejrer sin 35-års fødselsdag med tre orientalske gæstespil af højeste karat og et seminar om uddøende arter inden for traditionelt teater

Teater
Det er ikke til at standse: Danskerne interesserer sig i stigende grad for verden uden for borgmestrenes chauvinistiske medisterverden. Da Eugenio Barba for 35 år siden slog sig ned i Holstebro og begyndte at invitere de nationale klenodier fra andre kulturer til Danmark, interesserede det et par håndfulde unge skuespillere og en lille udvalgt skare af teater-freaks. Når Gagaku gæstede Det kongelige Teater, udvandrede halvdelen af publikum i pausen.
Når Nô-teatret nu gæstespiller i Albertslund Musikteater, er salen fuld og selv de ord- og musikløse pauser får lov at stå rent og dramatisk, uden rådløs hosten fra publikum.
Naturligvis forstår vi ikke en brøkdel af nuancerne i dansen og musikken, men det gør vi jo heller ikke, når vi ser de nyeste værker af danske koreografer. Teateroplevelsen indfinder sig i vore dage efter Addi Köpckes gamle Fluxus-opskrift: Fill with own imagination, og det kommer i høj grad både spillere og tilskuere til gode.

Tradition
Kawamura-familien, som er den ene af de tre teatergrupper, der er kommet til Danmark for at gæste og hylde Odin-teatret, er ikke meget ældre end kultur-laboratoriet i Holstebro. Så sent som i 1956 byggedes deres scene i Kyoto, men repertoiret rækker tilbage til en tid, hvor civilisationen i Japan lå lysår foran den i Jylland.
Gæstespillets første scene stammer fra en af verdenslitteraturens mest fascinerende skatte, romanen Genjis Eventyr af hofdamen Murasaki fra det 11. århundrede. Bogen er fuld af spøgelser, kunstfærdige kærlighedsbreve, debatter om gammel og ny billedkunst eller musik - og desværre ikke oversat til dansk.
Nô er den helt stiliserede, næsten abstrakte teaterform, hvor handlingen er det mindst betydningsfulde, mens kunsten at kunne tegnene og de sindssygt smukke og rasende raffinerede dragter kan bringe kenderen til ekstase eller til tårer. Og kendere er mange, selv i dagens Japan, hvor et stort publikum selv 'går til Nô' og derved lærer teatrets spilleregler til bunds. Dog er det som her i landet: langt hovedparten af disse teaterkyndige er kvinder.
Blot at se Nô-skuespillernes kostumer er mageløst, men det er også en oplevelse at høre den helt abstrakte lydmagi i trommeslagernes signalråb: 'Yo-o-oh, yo-oh', halvkvalte og med sære udtyndinger.

Bali og Korea
De øvrige grupper, der giver gæstespil i København og Holstebro er det balinesiske Gambuh-teater, hvis traditioner går tilbage til det 15. århundrede og det koreanske Ssitkim Kut-teater, hvor de shamanistiske ingredienser kan spores fra det 16. århundrede. Eugenio Barba taler i denne forbindelse om en 'tavs viden', hvor kunsten gives fra mester til elev i en lang række af generationer. Ved Nô-forestillingen så vi dette princip i form af drengen fra Kawamura-familien, der med total koncentration var ånden af en dræbt mestermusiker, barnet ved navn 'himlens tromme'. Straks derefter sås truppens førende garvede voksne i en formidabel løvedans med fejende røde og hvide manker.
Disse kunstnere er levende kulturskatte, og det har været en berigelse af det danske teaterlandskab, på scenen og blandt publikum, at Eugenio Barba har gjort horisonten så vid i nu 35 år.

*Kawamura Kanze Noh Troupe gæstespiller fredag i Musikteatret HolstebroHallen. Ligeledes fredag i Musikteatret Albertslund gæstespiller Gambuh Pura Desa Troupe (Bali), som er i Holstebro lørdag d. 25. Lørdag den 25. september er Jindo Ssitkim Kut Ensemble (Korea) i Albertslund

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her