Læsetid: 2 min.

Akut mangel på skattefolk

20. oktober 1999

Om fem år vil der mangle mere end 1.000 skattefolk. Skatteeksperter frygter stigende skattesnyd

Der er udsigt til smult vande for landets skatteål. Afvandringen fra landets skattekontorerne er nu så voldsom, at der i løbet af fem år vil mangle over 1.000 skattefolk. Det svarer til, at hver tiende bord på skattekontorerne vil stå tomt.
Vurderingen kommer fra Skatterevisorforeningen, hvor formand Mogens Elgaard frygter en svækkelse af erhvervsligningen.
Med den stigende mandskabsmangel bliver det sværere at kontrollere skatteoplysningerne fra de private virksomheder.
"Jo færre skattefolk, jo større er motivationen for at snyde," konstaterer Mogens Elgaard
Frygten deles af Ole Bjørn, der er formand for Skatteministeriets Ligningsråd og professor i skatteret.
"Bliver der ikke iværksat betydelige uddannelsesmæssige foranstaltninger, får vi store problemer med den tunge ligning, hvor det er mere komplicerede virksomheder, vi kontrollerer," påpeger Ole Bjørn.

68 procents gevinst
Det er især den tunge ligning, der giver pote. Sidste år ændrede skattevæsenet i skatteoplysningerne hos 68 procent af de kontrollerede virksomheder. Det flyttede i alt otte milliarder kroner over i statskassen.
Den lille Ravnsborg Kommune på Lolland er et af de steder, hvor skattekontoret har svært ved at følge med.
I den nye opgørelse over antallet af kontrollerede virksomheder, som kommunerne afleverede fredag i sidste uge, måtte skattechef Erik Nielsen konstatere, at Ravnsborg Kommune kun nåede at kontrollere 24 procent af kommunens virksomheder.
Ifølge Skatteministeriets måltal skulle tallet være 32 procent.
Forklaringen på forskellen er enkel.
"Vi mistede en medarbejder for halvandet år siden. Det er ikke lykkedes at få stillingen genbesat," siger Erik Nielsen til Lolland-Falsters Folketidende.
Samme billede gør sig gældende i resten af landet, hvor især landkommunerne har svært ved at skaffe medarbejdere. Skatterevisorforeningen anslår, at der i øjeblikket er omkring 130-140 ubesatte stillinger.
Mogens Elgaard peger på to hovedårsager.
For det første går de private revisionsselskaber på rov i kommunerne og tilbyder lønninger, som kommunerne ikke kan konkurrere med.
Dernæst har kommunerne sparet på uddannelsen af skatterevisorer.

Dystre udsigter
"Der er jo ikke stemmer i skatteligning. Der er kun stemmer i børn, veje og omsorg til de ældre," siger Mogens Elgaard, som samtidig betegner skattefolkenes alder som et stigende problem.
"Gennemsnitsalderen på de kommunale skattekontorer er 47 år. Det betyder, at vi i øjeblikket udsættes for et stort dræn, fordi folk går på pension."
Og selv om der næste år oprettes 90 nye uddannelsespladser på Handelshøjskolerne, hvor man kan uddanne sig som skatterevisor, kalder Ole Bjørn fremtidsudsigterne dystre.
"Det er helt sikkert utilstrækkeligt. De første kommer først ud i år 2003, og problemet er langt mere akut. Kommunerne skal presses til at bruge flere penge på uddannelse," siger han.
Det lykkedes ikke tirsdag at få en kommentar fra skatteminister Ole Stavad (S).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her