Læsetid: 6 min.

Aldeles udansk

15. oktober 1999

Camre anskuet som et psykologisk problem: Hans stærkt selektive hukommelsestab og videnshuller er for velanbragte til at kunne være andet end voldsomt kalkulerede

Qlummen
Dumme svin. Det er ikke tit, jeg tænker sådan, men sådan tænker jeg tit, når jeg ser Mogens Camre i tv eller læser hans skriverier om muslimer. Hans seneste rolle som kuglestøberen af Dansk Folkepartis forslag om at sende kriminelle indvandrere og deres familier ud af landet satte blot prikken over i'et i skældsordet.
Jeg mener: Mogens Glistrup siger ting, der er værre, men med en stråleglans af mildt vanvid, der gør ham komisk og derfor ufarlig. Søren Krarup har i mange år taget patent på en danskhed, der får mig til at føle mig uden for klubben.
Jeg henholder mig til den danske tradition, som allerede blev nedfældet på skrift i Jyske Lov i 1241. Den, der begynder "Med Lov skal Land bygges, men vilde enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme Ret, da behøvede man ikke nogen Lov," og længere nede fortsætter med, at det er "Kongens og Landets høvdingers Embede at overvaage Domme og gøre Ret og frelse dem, der tvinges med Vold, saasom Enker og værgeløse, Børn, Pilgrimme og Udlændinge og Fattige - dem overgaar der tiest Vold - ..." Den tradition, som videreførtes i danske biskoppers protest over nazisternes aktion mod jøderne i 1943 - som blev illegalt omdelt og oplæst i de fleste danske folkekirker under Gudstjenesten. Men Krarup har dog i det mindste konsekvent fastholdt sine standpunkter over tid.
Mogens Camre har jeg derimod svært ved at finde formildende forklaringer på.
Sceneskiftet fra Socialdemokratiet til Dansk Folkeparti og hans ny politiske raid mod muslimer virker så .... kalkuleret til at give ham en politisk position og en vellønnet taburet.

Eksempelvis når han skriver, at: "Fælles for de muslimske lande er en uhæmmet, ødelæggende befolkningstilvækst, som kan begrundes i islams holdning til antikonception. Muslimerne hævder, at de tror, at en overjordisk gud har befalet dem at tilsløre kvinderne og gøre dem til retsløse fødemaskiner. Virkeligheden er, at en afstumpet, dybt reaktionær mandskultur fortsat hævder sin dominans ved en massiv kvindeundertrykkelse," i en kronik i Jyllands-Posten sidste sommer.
Et er den nedvurderende omtale af Allah som "en overjordisk gud" stavet med lille - uden hensyntagen til, at Allah og Gud er den samme som jødernes Jehova i Det Gamle Testamente (med mindre Camre mener, at det er mennesket, som skaber Gud i sit billede og ikke omvendt - men lad det nu ligge).
Et andet er, at han sætter denne "værste-udgave" af islam i modsætning til "bedste-udgave" af kristendommen, dvs. den humane, demokratiske, lighedsorienterede og kvindefrigjorte. Og glemmer de kristne diktatorer, som har hærget Latinamerika og Europa. Glemmer, at den mest indædte modstander af prævention er den katolske kirke, som i globale befolkningspolitiske sammenhænge indgår en uhellig alliance med den mest konservative udgave af islam - uanset at aids er ved at slå Afrika og stykker af Asien ihjel. Glemmer, at veluddannede muslimske kvinder får omkring samme antal børn som danske kvinder, mens deres fattige, ofte analfabetiske medsøstre får et barn hvert år, ligesom vore danske oldemødre gjorde. Glemmer, at imamer i en lang række muslimske lande gør et stort arbejde for at udrydde den misforståelse, at Koranen forbyder prævention.
Den slags stærkt selektive hukommelsestab eller videnshuller er for velanbragte til at være andet end kalkulerede.

I andre sammenhænge påberåber Camre sig ret præcist kendskab til Koranen. Eksempelvis når det gælder tørklæder: "det må for det første slås fast, at tørklæder ikke har nogen ægte religiøs begrundelse ... Koranen kan alene udlægges derhen, at kvinder ikke må optræde i udfordrende påklædning, og det kan ingen normale mennesker mene er tilfældet, fordi hovedet eller håret er utildækket ... Regeringen vil have, at vi skal acceptere en adfærd, der indebærer, at mænd med en totalt afsporet seksuel opfattelse skal kunne gennemtvinge deres normer i Danmark," skrev han i Information i august måned.
Hva' behar? Tag lige billedet af kvindernes takketog til kong Christian d. 10. efter at kvinder fik valgret i 1915, frem af hukommelsen, og se på de fodlange kjoler, korsetterede taljer, opsatte hår og store hatte.
Det er ikke så frygtelig længe siden, at små danske drenge voksede op i den tro, at kvinder kørte på hjul og gode danske mænd fandt synet af en kvindeankel meget stærkt. Uden at de af den grund kunne kaldes unormale eller seksuelt afsporede. (Og så vis mig i øvrigt den gode, moderne danske mand, som ikke har noget erotisk med kvinders hår, lige som han har det med deres øjne og fremspringende attributter).

Men Camres engagement i muslimske kvinders frigørelse er blot en brik i et større puslespil. I samme debatindlæg i Information beskriver han, hvordan den islamiske magtfilosofi er, at islam skal "underlægge sig hele jorden og udrydde andre kulturer. Det er åbenbart, at de islamiske lande teknologisk og militært er vesten underlegen. De kan ikke erobre Europa med våbenmagt. Men de kan overtage Europa indefra; ved en befolkningsekspansion, der dels finder sted i Europa, dels udenfor Europa, så der overalt udøves et pres på nabolandenes grænser. I denne ekspansionsfilosofi er undertrykte kvinder en nødvendighed ... De skal føde børn i alle deres frugtbare år, og det gør de kun, fordi de er tvunget til det."
Stillet over for denne ny udgave af en klassisk konspirationsforestilling, var det jeg begyndte at overveje, om Camre måske egentlig ikke er et dumt svin, men har en mindre skrue løs.
Visse pile i hans livshistorie peger i den retning. Da han sad i Folketinget, gik der en historie i presselogen om, at Camre kørte i verdens sikreste bil, en Volvo, udstyret med to sikkerhedsseler og en styrthjelm ... måske ikke en helt detaljesikker historie, men den antyder dog et lettere neurotisk karaktertræk.
Og så er der den virkeligt virkelige historie fra 1972, hvor Camre blev grebet i at smugle en pistol gennem lufthavnstolden for den fængslede Andreas Papandreou, en personlig ven, der senere blev Grækenlands ministerpræsident. Engagementet i Grækenland, Kongeligt diktatur eller Folkestyre, som han betitlede sin bog fra 1967, var måske styret af den slags temperament, hvor ideologi bliver at sammenligne med tro. Og temperamentets besidder en kriger i en højere sags tjeneste. Lige som korsfarerne i sin tid betragtede sig selv i deres hellige krig mod de vantro. Lige som de kristne missionærer, der fulgte i hælene på Vestens imperialistiske hæres globale erobringstogter. Og lige som Camre tilsyneladende betragter sig selv i sit vestlige felttog mod muslimerne.

Eller måske er han bare en skuffet, halvgammel mand, livet har bragt for langt væk fra den unge, begavede cand. polit, der forlod universitet i 1967 med årets højeste gennemsnit. Ham, der blev ansat i Finansministeriet, og valgt ind i Folketinget i 1968, hurtigt blev en af Jens Otto Krags protegéer, og så en lys ministerfremtid forude.
Men som kom i klemme mellem den gamle generation af socialdemokrater og den unge - Bjerregaard, Weiss, Auken, Degn med flere - der kom i Folketinget i 1971. Han blev ikke inviteret med i deres kaffeklubber. Anker Jørgensen var heller ikke vild med ham. Så han fik aldrig den ministerpost, hans begavelse og drømme attråede.
Drømmene brast endeligt, da han blev fyret som folketingskandidat i 1988, hvor Ekstra Bladet afslørede Camres deltagelse i en - godt nok lovlig - skattespekulation med værdipapirer for lånte penge, som blev doneret til hans egen valgkamp.
Så måtte han vende tilbage som fuldmægtig i Finansministeriet. Nederst i hierarkiet af embedsmænd.
Set i det lys, er det næsten synd for ham, og på nippet til at være forklarligt, at han griber til at spinde vilde konspirationsteorier om en farlig muslimsk fjende for at skaffe sig en politisk post med en indkomst, der svarer til hans vaner.
Men sympatisk er det eddermuggeme' ikke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her