Læsetid: 6 min.

A.P. Møllers Tidende

16. oktober 1999

Ville de danske erhvervsspidser eje en avis, som jagtede dem?

Mediekontrol
Knud Sørensen står der på kontorskiltet, som hænger lige over for elevatoren på anden sal i det Berlingske Hus. Skiltet er det første, journalisterne på Berlingske Tidende møder, når de går ud af elevatoren og ind på redaktionen.
Knud Sørensen, der siden 1. oktober har været formand for bestyrelsen i Det Berlingske Officin, illustrerer bedre end nogen anden den tætte sammenfiltring mellem Danmarks ældste dagblad og landets absolutte erhvervstop.
Fra 1990 til 1998 sad Knud Sørensen som øverste direktør i Den Danske Bank, hvorefter han blev valgt ind i bestyrelsen for Dampskibsselskabet af 1912, der bestyrer A.P. Møller-imperiet.
Med udnævnelsen til bestyrelsesformand i Det Berlingske Officin har Knud Sørensen, der går under øgenavnet 'Sorte Knud', fået Danmarks måske mest indflydelsesrige retrætepost.
Bestyrelsen, og dermed ejerne, af de Berlingske aviser, er kendt som yderst aktive interessenter, der ikke går ad vejen for at blande sig direkte i indholdet af Berlingske-aviserne, som tegner sig for langt over en tredjedel af det samlede danske avisoplag.

Dyr Redningskrans
Indblandingen har været en realitet siden 1982, hvor et konsortium af Danmarks største erhvervsvirksomheder reddede Det Berlingske Officin fra døden.
Efter den store typografkonflikt i 1977, hvor Berlingske Tidende ikke udkom i 141 dage, kæmpede koncernen de næste fem år mod et økonomisk sammenbrud.
Det ville have manifesteret sig, hvis ikke skibsredder Mærsk Mc-Kinney Møller var gået i spidsen for en redningsaktion, der skaffede de 160 millioner kroner, som var nødvendige for at sikre Officinets overlevelse.
Prisen for redningskransen var dyr. Møller og konsorter krævede noget til gengæld: Indflydelse.
Enhver tvivl om, at de faktisk fik det, forsvinder med et blik på Officinets bestyrelse, der ud over Knud Sørensen er befolket med en stribe af de mest indflydelsesrige erhvervsfolk i Danmark.
nIb Christensen, formand for Dansk Industri og koncerndirektør i FLS Industries.
nWalther Paulsen, økonomidirektør i Carlsberg.
nKarl-Johan Levinsen, tidligere direktør i Skandinavisk Tobakskompagni.
nOluf Engell, advokat for Den Danske Bank (blandt andet i Hafnia-sagen).
nKurt Fromberg, tidligere direktør i Gyldendal.
Den nøjagtige ejerandel for de enkelte virksomheder er uklar, idet hovedparten har holdt sig under den grænse, hvor de skal oplyse Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om deres aktiepost.
Men det står klart, at Den Danske Bank ejer 28 procent, Unibank otte procent og Carlsberg syv procent.

Møllers avis
Mystikken opstår primært, når det gælder A.P. Møllers ejerandel, der ikke er noteret. Men det antages, at de forskellige A.P. Møller-fonde ejer en betragtelig del af Berlingske-aktierne, ligesom bankanalytikere anslår, at A.P. Møller-fonde ejer omkring en tredjedel af Den Danske Bank.
På jævnt erhvervsdansk er der altså ingen tvivl om, at A.P. Møller har kontrollen over Det Berlingske Officin.
Det har derfor ikke været behageligt for Berlingske Tidendes chefredaktør, Peter Wivel, da tre af hans dygtigste journalister for tre uger siden bekendtgjorde, at de nu ville grave i den rolle, A.P. Møller spillede under besættelsestidens første år. Journalisterne var især optaget af A.P. Møllers ejerandel på 26 procent af Dansk Industri Syndikat, der producerede våben til værnemagten.
Fra det øjeblik Peter Wivel blev bekendt med journalisternes arbejde, var han skeptisk.
I et brev til journalisterne kræver han svar på en lang række spørgsmål og slutter med at understrege, at de foreliggende oplysninger om A.P. Møller ikke vil "blive bragt i en avis, jeg (Wivel, red.) har ansvaret for."
Samtidig advarede Wivel mod at bruge oplysningerne fra den danske efterretningsofficer Volmer Gyth, der nærede mistanker om A.P. Møllers forhold til værnemagten.
"Hvis vi vælger at publicere en sådan artikel, tillægger Berlingske Tidende rygterne værdi. Dermed drages A.P. Møllers nationale redelighed i tvivl," påpeger Wivel i brevet til journalisterne, der sidste uge var tæt på at få Berlingske-journalisterne til at nedlægge arbejdet.

Klassisk konflikt
Konflikten mellem ejerne og redaktionerne i Det Berlingske Hus er klassisk, lyder det samstemmende fra en række tidligere redaktører og journalister i Det Berlingske Hus.
Selvom den sjældent manifesterer sig som i sidste uge, hænger konflikten som en konstant skygge over aviserne.
Erhvervsredaktionen er den primære skueplads for sammenstødene. Det er erhvervsstoffet, der har ejernes primære interesse.
Det mærkede erhvervsjournalist Jakob Elkjær tydeligt i november 1996. Efter en række afslørende artikler om A.P. Møllers rolle i sagen om den omstridte statsstøtte til danske skibsværfter blev Jakob Elkjær kaldt til møde hos den daværende chefredaktør, Anne E. Jensen.
Til Jakob Elkjærs store overraskelse var Anne E. Jensen ikke alene, da han trådte ind på hendes kontor. Både A.P. Møllers topchef, skibsreder Jess Søderberg, og A.P. Møller-direktøren Knud Pontoppidan sad og ventede sammen med Anne E. Jensen.
De to A.P. Møller-chefer anklagede Berlingske-journalisten for at have bragt en række faktuelle fejl i artiklerne om værftsstøtten. De blev dog dog afvist af både Jakob Elkjær og Anne E. Jensen.
Mødet havde ingen umiddelbare konsekvenser for Jakob Elkjærs arbejde med sagen, men kort tid efter lød der nye toner fra chefredaktøren. Hun mente nu, at avisen risikerede "at kede læserne," hvis artiklerne om værftssagen fortsatte. Samtidig fik Jakob Elkjær at vide, at han ikke længere skulle være på erhvervsredaktionen men i samfundsredaktionen.
Er klart signal om, at chefredaktionen ville stoppe artiklerne om A.P. Møller og værftssagen.
Jakob Elkjær arbejder i dag som erhvervsjournalist på Politiken.

Industriprodukt
Men det er ikke kun A.P. Møller, der blander sig. Også Carlsberg brokker sig via bestyrelsen, når Berlingske-artikler ikke behager bryggeriet, siger flere Berlingske-journalister. Men selvom ejernes indblanding genererer journalisterne, må de affinde sig med den, mener en tidligere redaktør. Han karakteriserer Berlingske Tidende som et produkt i en ganske almindelig industrikoncern.
"Virksomhedens formål - at tjene penge - går forud for journalisternes lyst til at skade ejerne. Det ville da være åndsvagt at betale løn til nogle journalister, som arbejder indædt og målrettet på at skade Den Danske Bank og A.P. Møller," siger han. Men den holdning er problematisk, mener Tøger Seidenfaden, der i dag er chefredaktør på Politiken. Han var fra 1987 til 1992 chefredaktør på Weekendavisen, der også ejes af Det Berlingske Officin.
"Avisen kan blive nødt til at anlægge nogle andre journalistiske normer. Men det er jo ikke Berlingske Tidendes selvforståelse redaktionelt, at man anlægger en linje, hvor man skåner det store erhvervsliv for kritisk journalistik. Chefredaktionen tilslutter sig på lederplads de samme principper om redaktionel uafhængighed og objektivitet, som alle andre aviser," påpeger Tøger Seidenfaden.
Han oplevede selv en meget aktiv bestyrelse i sin tid på Berlingske Tidende, hvor den tidligere Carlsberg-direktør Ole Scherfig var bestyrelsesformand.
Scherfig, der var formand fra 1982 indtil 30. september i år, introducerede blandt andet et fast punkt på bestyrelsesmødets dagsorden med overskriften 'Kommende sager'.
Under det punkt skal redaktørerne fremlægge journalistisk research, der kan risikere at skaffe aviserne sager på halsen, ligesom klager til bestyrelsen over avisernes redaktionelle indhold bliver behandlet.
En procedure, som ikke kendes fra andre aviser, hvor det er chefredaktørernes afgørelse, om den slags tages op i bestyrelsen.

Markante holdninger
Scherfig var en mand med markante holdninger til avisernes indhold. Han blandede sig i alt lige fra sprog til kommentar-emner og gik også i enkelte tilfælde uden om redaktører.
Han gik heller ikke af vejen for at fyre redaktører. Tøger Seidenfaden var en af dem.
Men selvom han fik sparket efter uenighed om Tamil-sagen og to andre sager, mener Seidenfaden ikke, at det i sig selv var et problem, at bestyrelsesformanden blandede sig. Det er det derimod, når ejerinteresserne spiller direkte ind.
"Der er den vigtige pointe, at det dengang var Ole Scherfig, der selv havde nogle holdninger, som han argumenterede for. Han var sin egen mand. Det meget problematiske i den nuværende sag er, at det ser ud til, at redaktøren varetager et hensyn til ejerne."
Men betydningen af de meget aktive ejere er ikke entydig, understreger Carsten Steno, der var redaktør på Berlingske Tidende fra 1992 til 1998, heraf en stor del af tiden på erhversredaktionen.
"Når man har den ejerkreds, Berlingske Tidende har, kan man komme i situationer, hvor journalisterne synes de har svært ved at skrive nøgternt om ejerne - både når de gør noget positivt og når de gør noget, nogen finder kritisabelt.
Af natur er journalister kritiske. Når de ved, at ejerforholdet er som det er, vil de som udgangspunkt have svært ved at skrive noget om ejerne, som kolleger eller nogen i offentligheden kan opfatte som værende for positivt. Det er i strid med deres faglige etik."
"Derimod vil de altid være på vagt overfor noget, der kan kritiseres hos ejerne og insistere på, at det bliver dækket i avisen. For redaktører på Berlingske Tidende er en af de sværeste journalistiske udfordringer at skabe den nødvendige nøgternhed i disse situationer," siger Carsten Steno.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her