Læsetid: 4 min.

Appelsinfri socialrealisme

21. oktober 1999

Ole Michelsens 'Den dansende dæmon' en fortrinlig vejviser for alle, der erfaret vild på dødsruten

Alkoholisme

Ole Michelsen plejede at bruge det udtryk om en god drink, at man blev et helt nyt menneske, og det nye menneske skulle da også have en drink.
På den måde blev der hurtigt fuldt hus, og det blev til temmelig mange drinks. Det var da også muntert nok, så længe det varede, men med årene tog drinksene magten fra Michelsen, der var og er kendt både i og uden for bodegaerne som filmmagasinet Bogarts stilsikre vært.
Festen sluttede i starten af halvfemserne, hvor gode venner venligt men bestemt opfordrede Michelsen til at tage et kursus i 'selvudvikling', nærmere bestemt et femugers ophold på et Minnesota-behandlingshjem i Jylland.
Der sad Bogarts far så og kukkelurede i ti dage. Da spritten var dampet af, pakkede han sin kuffert og gik ind på kontoret og sagde: "Det her er en omgang oppustet hjernevask for folk, der ikke har ret mange brikker at flytte rundt med. Jeg tager hjem nu!"

Opdragelsesanstalt
Men det gjorde Michelsen ikke. Det lykkedes eksperterne i mindcontrol at overtale den hårdhudede kritiker til at blive, og han kom ud af behandlingen som et helt nyt menneske, som nu i otte år har holdt sig fra den altafgørende lille én, der hos alkoholikere med usvigelig sikkerhed udvikler sig til en meget stor én.
Alkoholikeren Ole Michelsen fik de ram på, men kritikeren med den skarpe replik kom helskindet gennem hjernevasken, og derfor er det en til tider meget morsom beskrivelse af Minnesota-behandlingens 'opdragelsesanstalt', Michelsen leverer i sin bog om opgøret med Den dansende dæmon, alkoholdjævlen.
"Behandlingen var," skriver Michelsen, "som en socialrealistisk film af den type, jeg højst ville give to hatte." Paraderne er oppe, men Michelsen overgiver sig gradvis til kurstedets bønnemøder og hjernevask, og frem af bogens champagneperlende velskrevethed dukker tragedierne, traumerne og den blodige alvor samt forfatterens 100 procent appelsinfri forsøg på at se tingene, som de er uden omsvøb.

Karl Ottos exit
Bogen kommer så vidt omkring i tid og sted og fortællersynsvinkel, at man kunne fristes til at kalde den en alkoholismens samtidsroman, hvis ikke det var så tydeligt, at Ole Michelsen her øser ud af sin egen usminkede livshistorie. Når han skifter til fiktion, er det kun for at belyse alkoholismens mere uudgrundelige sider som i afsnittene om slagtermesteren Karl Otto, der er i behandling samtidig med forfatteren men rejser hjem for med succes at drikke sig ihjel på kort tid.
Alkoholisme er den eneste dødelige sygdom, der begynder morsomt, skriver Michelsen. Så er tonen slået an. Karl Ottos bratte exit (uden tvivl baseret på en virkelig hændelse) er med til at afvæbne forfatterens benægtelse, som det kaldes i de kredse, når man ikke vil indrømme overfor sig selv, hvad klokken er slået.
Erkendelsen af diagnosen (eller tilstanden, om man vil) alkoholiker er i Minnesota-regi første skridt på vejen til overvindelse af dæmonen, der danser, før den dræber, og et af midlerne er total afholdenhed. Det er på det punkt, Minnesota-modellen kommer i konflikt med det etablerede sundhedsvæsens dogme om, at alkoholisme skyldes uheldige vilkår, som kan rettes op på, hvorefter alkoholikeren igen kan drikke socialt.
"Man kan bruge uhyggelig megen tid på at finde ud af, hvorfor man drikker," skriver Ole Michelsen. "Det er et emne, jeg har drøftet i timevis på værtshuse med andre, der også var overbevist om, at de drak for meget, og som kunne sige mange intelligente ting om det tøjlesløse drikkeri i hele samfundet. Vi var enige om, at vi var skubbet ud i det af en række interessante grunde. Vi var også klar over, at vi drak for meget, men omstændighederne taget i betragtning kunne det ikke være anderledes."
"Og det var lige den, de ikke købte på behandlingshjemmet. De sagde direkte til os: I drikker, fordi I er alkoholikere, og (det var næsten det værste) vi er principielt ikke interesserede i at høre om jeres ulykkelige baggrund."
Efter bogen at dømme har Ole Michelsen sådan set ulykkelig baggrund nok til at bortforklare en syndflod af drukture, men han lader flasken stå og prøver i stedet at acceptere fortiden som den er og være til stede i nuet. Hvad det fører til, skal ikke afsløres her, men det tegner godt.

Forskellige fløje
Den dansende dæmon kommer forbløffende vidt omkring i alkoholismens virvar af psykologiske mekanismer, det sindrige net af løgne og selvbedrag, der holder alkoholikeren og hans/hendes nærmeste fanget i en destruktiv spiral. Som sådan kan den med chance for stor gevinst læses af alle, der har med alkoholisme eller alkoholikere at gøre.
Alle andre (hvis der er nogen?) kan nyde bogen som rendyrket, femhattet socialrealisme. Forhåbentlig kan bogen i tilgift bidrage til en bedre forståelse mellem alkoholbehandlingens forskellige fløje. Der er unægtelig mange svært fordøjelige amerikanismer og visse sekteriske træk ved Minnesota-modellen, men den virker, det kan også undertegnede, som har været tørlagt siden et 'selvudviklingskursus' for ni år siden, skrive under på.
Ole Michelsen bringer med glimt i øjet jargonen ned i muldjordshøjde og glemmer heller ikke at kreditere selvhjælpsmiraklet AA, som både er sikkerhedsnet under og forbillede for Minnesota-kuren, og hvortil enhver kan komme ind fra gaden og blive tørlagt, uden at det koster mere end vilje til at gøre noget ved problemet og fem kroner til en kop kaffe.
Det er imod AA's principper at reklamere for sig selv, men Michelsens bog siger det indirekte: Man er i godt selskab i den klub.

*Ole Michelsen: Den dansende dæmon. 184 s. 249 kr. Forlaget Møntergården.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu