Kædereaktionen var ude af kontrol i Japan. Men forinden havde Moritzen og Pilmarks forudset det hele på Frederiksberg
Teater
Da jeg hopper ind i taxaen på Frederiksberg Allé, er Radioavisen i fuld gang:
"16 kg uran er anbragt i saltpetersyre," siger oplæseren. "Kun 2,4 kg er tilladt... Kædereaktionen er ude af kontrol... USA har tilbudt at yde assistance ved at indsende robotter i strålingsområdet..." Og så det officielt beroligende af manden fra Beredskabsstyrelsen: "Men dette må endelig ikke forveksles med en
atomkraftulykke..."
Det regner på Vesterbrogade. Pludselig ser vandet mørkt og faretruende ud. Jeg kan ikke greje, hvor ulykken er foregået - jeg er dumpet ned midt i nyhedsindslaget, og de gentager ikke stedet; København er det nu næppe.
Men tankerne bliver
uoverskuelige, jeg må vide, hvad der er sket. Jeg bliver rastløs, taxaen virker klaustrofobisk med radioens øvrige ligegyldighedsnyheder. Jeg må ud, og det kan ikke gå hurtigt nok.
Angsten for spaltningen
For jeg har været midt i atomangsten hele aftenen. Og på mange måder kunne jeg ikke have fået en mere suveræn introduktion til den skrækindjagende virkelighed end netop København, altså Betty Nansen Teatrets premiere på Michael Frayns teaterstykke.
Stykket handler om Heisenbergs møde med Niels og Margrethe Bohr i 1941, da formodentlig både tyskerne og de allierede forsøgte at knække atomkraftens gåde.
Replikkerne virker umiddelbart blot som resultatet af solidt, journalistik håndværk; Frayn har læst sig grundigt ind på både sine hovedpersoner og atomfysikken. Men det er i Frayns gisninger om de to mænds ansvarsfølelse for hele menneskeheden, at stykket hæver sig over det konstruerede - og giver gåsehud. Det er i beskrivelsen af den enkeltes mands historie, både i fredstid og i krigshelvedets tilfældighed, at tankerne bliver medrivende - og giver våde øjne.
Og det er i fremhævelsen af den danske besættelsestid, at stykket pludselig virker samlende på publikum. Den ellers så sjældne fællesskabsfølelse dukker op og lader taknemmeligheden sænke sig - som på en nyforelsket 5. maj.
Uimodståelig Pilmark
Men så heftigt ville stykket næppe føles, hvis ikke det var blevet fortolket så eminent af Peter Langdals håndplukkede trio.
Søren Pilmark spiller Heisenberg, så han (i sin himmel?) ikke kan ønske sig nogen bedre fortaler. Pilmark er kejtet og klumpet som tyskeren, der dukker op på besøg i det besatte og aflyttede Danmark og tror, at alt kan være som før. Men han er uimodståelig og knusende elskelig, når han (formodentlig) smider det forløjne og blot fortæller om sin egen rædsel. Pilmarks øjne brænder, og hans hænder glider gennem håret i desperation, mens hans pæne krop stepper frem og tilbage i længsel efter igen at blive Bohrs åndelige søn.
Venskab i verdenskrig
Som Bohr skildrer Henning Moritzen alle faderrollens aspekter. Hans hjertelighed er så meget stærkere end hans nag - og hans sorg over at have mistet sine to rigtige sønner forplanter sig i hans forhold til Heisenberg. Han ved, at oprigtigt venskab er alt for værdifuldt at sætte over styr på grund af petitesser. Men på grund af en verdenskrig?
Moritzens krop vandrer omstændeligt over scenen, og hans blik zoomer kun langsomt. Men når det har fæstnet sig, giver det ikke slip igen, før det har registret, hvad det ville. Sådan må det have været at stå ansigt til ansigt med Bohr.
Som Margrethe Bohr er Lily Weiding årvågenheden selv. Hun har blik for alle de små nuancer i relationen mellem de to mænd - lynafleder for brud på både etiketten og etikken. Hun står solidt i sine højhælede snørresko og forstår disse to mænd bedre, end de formodentlig forstår sig selv. Og så gør hun rollen betydeligt mere interessant end den er fra forfatterens side; takket være sin naturlige værdighed og myndige stemme.
Selv holder Langdal sig tilbage i instruktionen - lader stemmerne bære historiens mange skift, mens kroppene diskret kommenterer samtalens troværdighed. Og Steffen Aarfings minimale scenografi - en firkantet scene med tre stole og en kæmpelampe - sætter de tre personer i søgelyset uden nogen form for beskyttelse. Til gengæld er Lily Weidings spadseredragt noget af det smukkeste; jakkens snit er fascinerende at se på samtlige 150 minutter.
Desværre får stykket jo ret. De to mænds epokegørende opdagelser fra den teoretiske fysik bliver praktisk mere farligt, end disse to atomveteraner kunne ane det - end ikke i deres værste ansvarsangst.
Da jeg tænder for radioen hjemme, forstår jeg, at det igen er Japan, der har måttet lægge krop og angst til atom-uansvarligheden. 300.000 mennesker er evakueret, mener man - men det var jo også bare et 'oparbejdningsanlæg', som teknikerne ville sige.
Og hvad med mig? Jeg har i hvert fald fået skabt min egen, pinlige angst for at køre i taxa.
*København af Michael Frayn. Overs.: Jesper Kjær. Instr.: Peter Langdal. Scen.: Steffen Aarfing. Betty Nansen Teatret til 20. nov.
