Læsetid: 5 min.

Atomkrig tættere på

16. oktober 1999

I dag er der endnu større risiko for, at atomvåben vil blive brugt i en krig mellem Pakistan og Indien, end der var under Kashmir-konflikten tidligere på året

Udefra
Præsident Bill Clintons nederlag i forsøget på at få Senatet til at ratificere traktaten om forbud mod atomprøvesprængninger er endnu en milepæl på vejen mod en uundgåelig atomkrig.
Senatorernes afvisning af traktaten med stemmerne 51-48 foregik efter kuppet i Pakistan og altså i fuld bevidsthed om, at et militærregime, som ikke står til ansvar over for nogen civil myndighed, nu har direkte kontrol med et lands atomarsenal.
Det er blot endnu et udtryk for, at stemningen i den amerikanske Kongres i foruroligende grad er ude af trit med udviklingen i verden.
Det er et klart signal til resten af verden om, at amerikanerne ikke vil engagere sig i våbenkontrol, selv om et stop for prøvesprængninger er til deres egen fordel.
Vi ved alle, at USA er i stand til at reagere på en katastrofe, men tilsyneladende savner ledende politikere den instinktive, fremsynede fornuft, der kan forhindre den i at opstå.

Mafia-elementer
Det er stadig usandsynligt, at det kommer til atomkrig mellem USA og Rusland. Men i dag er der endnu større risiko for, at atomvåben vil blive brugt i en krig mellem Pakistan og Indien, end der var under Kashmir-konflikten tidligere på året, da de to lande efter mange iagttageres mening legede med ilden.
Man kan også forestille sig, at atomvåben vil blive taget i brug i Mellemøsten eller af mafia-elementer, der kan skaffe sig materiale og viden fra Ruslands atomlaboratorier.
Spredningen af atomvåben er nu blevet så omfattende, at de muligheder for at stille atom-uret tilbage, der syntes at være til stede efter afslutningen på Den Kolde Krig, nu er næsten forpasset. Det er svært at hævde med overbevisningen i behold, at tiden arbejder for os.
Som den tidligere chef for USA's strategiske (atom)styrker, general George Lee Butler, har sagt, kunne USA som sejrherren i Den Kolde Krig have indtaget en moralsk førerstilling i bestræbelserne for at skaffe verden af med atomvåben.

Slyngelstat
I dag har jeg stor sympati for de kræfter - især på den amerikanske højrefløj - der arbejder for, at USA så hurtigt som muligt skal opbygge et defensivt skjold, som kan standse indkommende missiler fra en slyngelstat - men ikke et massivt atomangreb fra en supermagt.
Problemet er ikke det instinktive ønske om beskyttelse; det er mulighederne for at realisere planerne. Det er ganske enkelt en håbløs opgave. Et missilskjold vil ikke hjælpe mod en bombe anbragt i en kuffert på Grand Central Station i New York.
Og hvis USA ikke kan standse de utallige små både og fly, der fører narkotika ind i landet, hvordan skal man så forhindre en atombombe i at komme ind på samme måde?
Det var denne indsigt, der fik general Butler til at spørge, om Den Kolde Krig var en slags trojansk hest, "der smuglede atomvåben ind i verden og gjorde dem til en acceptabel del af den måde, verden fungerer på."
Vi er, siger han, blevet forledt "til at tænke det utænkelige, retfærdiggøre det, der ikke kan retfærdiggøres, og rationalisere det irrationelle."
Men for hver general Butler, der nu kan se vanviddet i at klynge sig til atomvåbnene, er der en Bill Clinton - en politiker ved magten eller med magten i syne - der gør ét, selv om hans hjerne siger noget andet.
Intet illustrerer det bedre end Clintons udtalelse for 15 måneder siden, efter at Pakistan og Indien havde afprøvet deres atombomber. Han sagde:
"Jeg kan ikke tro, at det 21. århundrede skal begynde med, at det indiske subkontinent gentager det 20. århundredes værste fejltagelser, når vi ved, at det ikke er nødvendigt for at sikre fred, tryghed, velstand, national storhed eller virkeliggørelsen af nationale drømme."

Forspring bevares
Men hvad har Clinton gjort for at forandre den amerikanske psyke, der inderst inde - af alle de grunde, han udadtil håner - finder det absolut nødvendigt at holde fast ved atomarsenalet, også efter at Den Kolde Krig er forbi?
Traktaten om forbud med atomprøvesprængninger - engang præsident Kennedys idealistiske drøm - var ment som et redskab til at standse atomkapløbet. Efter 40 år og mange komplicerede forhandlinger er den stort set reduceret til et påskud for at forhindre nye atommagter - især Indien og Pakistan - i at gøre deres relativt primitive atomvåben mere sofistikerede.
På dette stadium er prøvesprængninger absolut nødvendige, mens USA og de andre etablerede atommagter sagtens kan bevare deres store forspring ved hjælp af computersimulation.
Når republikanerne i Senatet nu har skrottet traktaten, skyldes det en ren refleksmæssig modvilje mod den demokratiske administration. I virkeligheden modarbejder de USA ved at hjælpe de lande, der vil gå deres egne veje.
Atomvåbenkontrol og i sidste ende nedrustning, som var hovedhjørnestenen i amerikansk udenrigspolitik under så forskellige præsidenter som Kennedy, Nixon, Carter og Reagan, er blevet noget, der kun interesser et forsvindende mindretal.
Hverken Clinton eller hans udenrigsminister, Madeleine Albright, har nogensinde givet udtryk for den mindste lyst til at gå i brechen for en seriøs, radikal politik på området og følge den op med en vedholdende oplysning af befolkningen. Hvis ikke det russiske atomarsenal var ved at gå i opløsning på grund af manglende vedligeholdelse og tilgang af nye våben, kunne man konkludere, at nedrustningen nærmest var gået i stå.
Den anden Traktat om Reduktion af Strategiske Våben, som blev underskrevet i 1993, er ikke ratificeret af den russiske Duma. Først tog den republikanske formand for Senatets udenrigsudvalg, Jesse Helms, al fremdriften ud af processen, og derefter fulgte de kommunistiske og nationalistiske politikere i Rusland trop.

Dødvande
Det er afgørende nødvendigt at bryde dette dødvande. For et år siden lod højtstående embedsmænd i Pentagon forstå, at de var rede til at gå ind for ensidig amerikansk reduktion, i det mindste på samme niveau som de faktiske nedskæringer i Rusland. Men Det Hvide Hus nægtede at tage tråden op - igen efter pres fra senator Helms og hans kolleger.
I normale tider skulle man tro, at kuppet i Pakistan ville åbne øjnene på dem, der på en eller anden måde tror, at vi kan leve med status quo. Men de partipolitiske stridigheder i USA er så heftige, at rationel tænkning må vige for en farlig skizofreni.
Atomvåben har altid været den største trussel i verden, og i dag er de det mere end nogensinde. Vi var en hårsbred fra en atomkrig under Den Kolde Krig - ikke én, men flere gange. I dag er udsigten endnu værre.
Og den amerikanske præsident og det amerikanske Senat, som hver på sin måde løber fra ansvaret, har kun tanke for urealistiske projekter, der skal frelse USA fra Armageddon.

Jonathan Power er britisk journalist med speciale i internationale forhold.

Oversat af Birgit Ibsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu