Om tørklæder og anden påklædning
Beklædning
Der har i nogen tid raset en debat i diverse medier om muslimske kvinders brug af tørklæde på deres arbejdsplads. I stedet for at have så travlt med andres forhold til påklædning, skulle vi måske kigge lidt på vores eget?
Da min mor lærte min far at kende i 1949, syntes min farmor, at mors praksis med at gå barhovedet udendørs var upassende. Farfar var maskinmester i flåden og familien boede derfor i Nyboder i København.
Farmors reaktion på mors manglende hovedbeklædning passer meget godt med, at det først er efter anden verdenskrig, at kvinder og unge piger for alvor er begyndt at gå uden hat og tørklæde udendørs. Et godt stykke ind i dette århundrede ansås påklædningen først for færdig, når hovedet også havde fået sin beklædning.
Jeg har også tænkt over mit eget forhold til at afdække hhv. tildække min krop:
Jeg kan ikke lide at bære meget stramtsiddende tøj. Jeg kan ikke lide at gå i korte nederdele og kjoler. Jeg kan ikke lide at gå uden for min have iført solbluser med meget smalle skulderstropper eller iført shorts.
Disse forbehold skyldes hverken utilfredshed med mit udseende eller en idé om passende og upassende men derimod et ubehag ved at mangle en afgrænsning over for omverdenen i form af beklædning. Ved hjælp af tøjet skaber jeg åbenbart mit eget private rum i forhold til det fælles rum. Og det har betydning for mig, at jeg ved hjælp af tøjet selv kan bestemme, hvor tæt andre kan komme på mig.
Med hensyn til meget korte skørter og de såkaldte leggings, har jeg yderligere den særhed, at jeg opfatter begge dele som børnetøj, eller rettere, iført sådan beklædning, oplever jeg, at jeg modarbejder min alder, erfaring og voksne seksualitet.
Til gengæld kan jeg godt lide stærke farver, flotte snit, stofrige, lange nederdele. Jeg har i årevis syntes, at moden har været dødkedelig både mht. farver, materialer og snit. Og det synes jeg stadig, for jeg er ikke puritaner, og mit tøj må gerne signalere fest, farver, eventyr, personlighed.
Jeg kan ikke lide, når det store udbud af kvindetøj er en slags rør af forskellig længde, ofte i sjaskede kunststoffer, måske nødtørftigt forsynet med ærmer, alt efter om de skal fungere som bluser, kjoler eller nederdele. De fleste kvindekroppe kommer i disse kunststofhylstre ærlig talt til at ligne temmelig ens, dårligt stoppede spegepølser.
Og måske er det ensartetheden, jeg ikke kan lide. Eftersom jeg bruger mit tøj som afgrænsning i forhold til det fælles rum, må jeg jo gøre modstand mod det ensartede. Og måske er det også det, der generer mig ved afdækningen af kroppen, at det i en vis forstand er uinteressant, at vi er fælles om at have en nøgen krop?
