Læsetid: 3 min.

En barsk søndag

20. oktober 1999

Loppemarked i Vestsjælland er en barsk forestilling for en naiv københavner, der regner med at gøre det store kup

Lampefeber
Stik imod alle dogmeregler springer jeg ud af sengen søndag morgen kl. otte.
Hele natten har jeg fantaseret om jalousiskabe, Confettistel, 50'er-lamper, trendy sofaer - ting, der inden dagen er omme, skal blive mine, og som skal få vennekredsen til at gispe af beundring - og gerne en smule misundelse.
Selv om fattigrøvstilværelsen på SU er et overstået kapitel for flere af vennerne, er der stadig prjjestige i at få fat i de fede marskandiserfund så billigt som muligt, så man nonchalant kan sige: "Nå den - den fik jeg for en ti'er."
Sagen er den, at jeg har udset mig et loppemarked så langt væk fra København, at de professionelle antikvitetsopkøbere umuligt kan have opsnuset det.
Jeg har bevidst valgt ikke at tage nogen veninder med - der er jo ingen grund til unødig konkurrence.
Alt går som planlagt, indtil jeg og kæresten kommer ned i gården.
Her går det til min store rædsel op for mig, at bilen, som skal transportere os og alle herlighederne, er punkteret.
Efter en del telefoneren frem og tilbage bliver kærestens mors Skoda inddraget, og langt om længe går turen sydpå med en tophastighed på 120 km/t.
Destinationen er Ydun forsamlingshus i Hulby, en lille flække mellem Korsør og Slagelse.
Da vi endelig når frem, må jeg synke en ekstra gang ved synet af de mindst 150 biler, der holder parkeret rundt omkring i de landlige omgivelser.
Febrilsk prøver jeg at orientere mig i det kaos, der nødvendigvis må opstå, når 400 bonderøve - ja undskyld mig, men det ligner de - tramper rundt på nakken af hinanden.
Møblerne, der er stablet op uden for forsamlingshuset, fremstår som et sammensurium af brunt.
Jeg ser for mig, hvordan den fede lædersofa allerede er blevet solgt til en af de lokale, der alligevel ikke har forstand på god smag - ak hvilket spild.

Så skal der rykkes
Efter forgæves at have rodet rundt i kasser med alskens ragelse, nærmer dagens højdepunkt sig.
Klokken halv tolv skal der være auktion over udvalgte genstande.
Jeg har udset mig en mønstret glaslampe, som uden tvivl ville koste en mindre formue i Ravnsborggades antikvitetsbutikker.
Auktionarius, en ældre herre med westernhat og slet skjult vestsjællandsk accent, træder op på scenen og giver sig til at dirigere slagets gang med en kæmpemæssig blå grydeske.
Gulvvaser, Bjørn Wiinblad-platter, servantefade og andre uinteressante objekter bliver solgt for en slik. Men nu kommer den.
Lampen bliver hevet frem, jeg holder vejret, og råber med tilkæmpet ligegyldighed i stemmen "ti kroner" - de andre skal jo nødig få det indtryk, at den er noget værd.
Stilhed, og jeg er lige ved at tro, at den skal blive min uden kamp.
Men så melder en dame iført stramme gamachebukser og træsko sig på banen.
Med et interval på en femkrone, som de siger derude, får vi støt og roligt presset prisen i vejret, og da vi nærmer os 100 kr., kan jeg mærke, at min selvsikre grimasse stivner en smule.
Min konkurrent gør stadig ikke mine af at ville overgive sig.
Da konen skingrer 100 kr gennem lokalet, har jeg fået nok. Jeg er ikke kommet helt herud, hvor kragerne vender, for at betale, hvad den slags koster i København.
Jeg erkender mit nederlag og lader lampen forsvinde i den viljefastes hænder.
Men om jeg begriber, hvad hun vil bruge den til.
Efter den udmattende forestilling giver jeg mig slukøret til at rode videre i bunkerne. Jeg nægter at tage tomhændet hjem.
En kitschet urtepotteskjuler, tre bøger af John Steinbeck, som jeg vist nok har læst engang, en citronpresser og en sukkerskål bliver dagens høst.
"Jeg har en kasse på loftet, hvor jeg tror, det vil passe udmærket," siger kæresten uforskammet, da vi er på vej hjem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu