Læsetid: 3 min.

Bedre end juleaften

18. oktober 1999

I aften skal vi være kulturelle, sagde folk til hinanden - om ikke andre aftener så i hvert fald i aften

Kulturnat
Kulturnatten har længe konkurreret med juleaften. Men i år var den bare bedre. Halvmånen skinnede perfekt et sted ude over Langebro, mens hele Sjælland tålmodigt trippede i kø uden om Den sorte Diamant. Erland Konge Nielsen stod selv i egen højfippede person og tog imod køen i korte skjorteærmer, for denne aften kunne ingen bekymre sig om hverken forkølelse eller brugerbetaling.
De fleste vandrere lod ellers til at være blevet ramt af Kultursygen. Med det hellige natbadge på jakken vaklede de omkring som svagtseende på udflugt, fra den ene kø til den anden, når de da ikke klyngede sig til hinanden under lygtepælenes alt for svage skær for at finde rundt i det opsvulmede kulturnathæfte.
Kultursygen bredte sig, ligesom den spontane hygge juleaften. I aften skal vi være kulturelle, sagde folk til hinanden - om ikke andre aftener så i hvert fald i aften. Og så styrtede de afsted mod næste kø og endnu et kryds i oversigten.

Luksusliner
Alle ville sætte kryds ved Det Kongelige Bibliotek, der lå så uforskammet dragende som en anden luksusliner på vej ud i natten. De, der faktisk nåede frem og gennem svingdørene, klatrede rundt på alle etager som små hamstere - den øverste gangbro var klart den foretrukne. Og når de til slut måtte tage rullebåndet ned mod jorden igen, var det med ansigter fulde af andagt og tilfredshed. Hér havde man for en gang skyld fået noget for sine skattepenge, man kunne være stolt af. Og hvor var det da godt, at den slags også er tilgængeligt for almindelige mennesker. Stoltest var de, der trykkede på kontrolknappen og fik den til at lyse rødt - tænk, at nogen troede, de havde læst en bog.
Og tænk, at nogen troede, at de troede på Gud. Når de sådan kom helt frem til altergitteret i Slotskirken, blev de godt nok mærkeligt matte i knæene, men det var nu kun, fordi køen havde været lidt tumultagtigt med klapvognene op ad alle trapperne, og fordi der var så overdrevent meget guld i alt det hvide - eller også var det omvendt. Og så siger de, at Folkekirken har et problem...
Det var da også gæstfrit af ministerierne sådan at åbne dørene, og hvor er vi heldige, at vi bor i et demokrati, hvor den slags kan lade sig gøre. Tænk bare at gå lige ind fra køen og møde sin minister.
Miljøministeriet var ellers det mest imødekommende - med noget avanceret optræden i entréen, hvor to hvidsminkede kvinder trissede afsted med lysslanger om halsen, og en mand sang "Speaking words of wisdom."

Svulstig kø
I Finansministeriet var det til gengæld umuligt at se, hvad der blev budt på, fordi køen var så svulstig. Men alle lysene brændte lovlig lystigt. (Det gjorde de forhåbentlig ikke på Københavns Rådhus, for så var der jo ikke grund til at spare på børneinstitutionerne... Men det var nu de færreste, der turde tjekke netop dette.)
Skråt over for Rådhuset, på H.C. Andersens Boulevard, var køen af acceptabel længde. Glyptoteket viste installationer af nogle udenlandske visionsmagere, men de gamle ægyptiske statuer virkede altså stærkere i sig selv. Ikke mindst fordi de lå hen i halvmørke, så man kunne gå omkring med gravfornemmelser - eller bare kysse i fred bag en forlængst glemt, men sikkert dybt kulturel hersker.

Faraoens hjemmeside
I dag ville sådan en farao sikkert have lagt alle sine og slægtens portaler ud på Internettet. Og jo flere timer, nattens kultursyge havde været væk fra skærmen derhjemme, desto stærkere blev deres tilsvarende trang til afstivning af den kulturelle hjemmesideprofil.
Adskillige havde regnet med at få problemet klaret ved at gå i Gallerie Rasmus på Hauser Plads - her kunne man nemlig få scannet 'navlen bag badget', om man så må sige, og lægge det sort-hvide mystik-billede på nettet. Men ak, navlescanneren meldte afbud. Og der stod man så og måtte indse, at selv kulturnattens træer ikke vok-ser ind i en skyfri himmel.
De udasede klingede sig til illusionen om businessverdenens kulturelle væsentlighed og drog mod Illums Bolighus, hvor kostumieren Lise Klitten havde udstyret en mande-gine med en Montana-reol om halsen, sådan en af de dyre med mange skuffer, og med den ene miniskuffe trukket strategisk ud som politisk korrekt potensforlænger.
De ustyrlige valgte at slippe den indre kvinde - eller mand - løs ved H.C. Ørstedsparkens kønsfest, hvor tre smalhoftede drags i guldlamé genopfriskede hele melodigrandprix-repertoiret fra de gyldne waterloo-dage.
Bedre end juleaften - hvordan kan nogen overhovedet tvivle?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her