Læsetid: 4 min.

Blodets slumrende intelligens

25. oktober 1999

Nogensinde hørt om de væmmelige Noocyter? Greg Bear har beskrevet dem nøje i 'Blood Music'

Klassikere
Det er ikke så lang tid siden, at et får fra Skotland ved navn Dolly blev klonet. En kopi af livet blev skabt, og videnskabelige og etiske diskussioner bølgede frem og tilbage i den vestlige verden. Endnu et kapitel blev føjet til historien om genmanipulation, skaberværk og fremtidens muligheder.
I dag snakker nogle om at gro organer i tanke fyldt med livgivende væsker, nogle forkynder, at DNA indeholder udødelighedens gåde, mens andre taler om muterede organismers potentielle fare for menneskehedens fortsatte eksistens, og andre igen ser nanoteknologi og biologiske computere som løsningen på alle fremtidige kvaler og problemer.
Men tilbage i 1985, længe før fåret og Xeroxmaskiner på genplan, så den amerikanske science-fiction forfatter Greg Bear bioteknologiens enorme muligheder og skrev romanen Blood Music.

Den bløde og hårde sf
Inden for science-fiction skelner man typisk mellem blød og hård stil. 'Blød sf' lægger fokus på de psykologiske aspekter, hvor menneskets følelser, tanker og bevæggrunde bliver omdrejningspunktet i de ofte episke fortællinger om koloniseringer af fjerne verdener. Modsat står den 'hårde sf', der har sat teknologien i centrum, med tænkte teknologiske landvindinger og realistiske bud på morgendagens mekaniske muligheder som motoren i fortællingerne.
Greg Bears Blood Music hører til den sidste af de to stilarter. Handlingen i bogen er i sin ide forbløffende enkel på trods af de mange indviklede biokemiske passager. At tale om en egentlig hovedperson kan være svært, fordi fortællervinklen skifter flere gange i romanen, men det overordnede plot forløber nogenlunde som følger:
Virgil Ulam er en nørdet videnskabsmand, der udfører frontforskning inden for biochips og molekylærbiologi. Efterhånden udvikler han sin egen teori kaldet biologik, og ved hjælp af den lykkes det ham at rekonstruere blodceller, således at de efterhånden udviser svage tegn på intelligens - Noocyter.
Forskningen foregår halvt i hemmelighed og under ekstreme sikkerhedsforanstaltninger, og da Genetron afskediger Ulam på grund af en misundelig overordnet, vælger han at forsøge at smugle sit forsøg ud, ved at sprøjte væsken med de intelligente celler ind i sin egen blodbane. Chancen for, at Noocyterne skulle kunne overleve er minimal, og Ulam tænker ikke mere over sagen, indtil en række forandringer i hans fysik indtræffer.

Lyksaligt trip
Forbedret syn, forøget virilitet og stærkere kropsbygning er blot de begyndende tegn på, at forsøget har overlevet og spreder sig i hans system.
Noocyterne begynder at ændre andre celler i hans krop, og hurtigt opbygges et samfund med en art fælles bevidsthed. Gennem udforskning af hjernens neuroner opdager de verdenen uden for Ulams krop, og de begynder at kommunikere med ham for at opnå mest mulig information om dette makrokosmos. I starten er Ulam fascineret af sit eget værk. Han taler med Noocyterne om deres samfund, værdier og virkelighed, og da han opdager konsekvenserne, er det for sent. Cellerne har fuldstændigt overtaget, og de begynder at sprede sig til andre livsformer.
Noocyterne koloniserer efterhånden alle livsformer på det amerikanske kontinent og omdanner den samlede biomasse til et amorft plasma.
Selvom individerne ikke selv har valgt at blive indlemmet i dette samfund, oplever de alle en enorm lykkefølelse. De er alle del af den samlede bevidsthed og alligevel dem selv. På grund af en teori kaldet "informationsmekanik" - en blanding mellem informationsteori og kvantemekanik - kan cellerne ikke sprede sig yderlige, fordi informationstætheden ville generere huller i rumtiden.
Derfor vælger de at emigrere ud i verdensrummet for at blive et med universet. Tilbage ligger en øde verdensdel.

Det bliver altid værre
Hvis det hele lyder flippet, er det fordi, det er det. Blood Music er en roman, der hele tiden er et skridt længere ude end læseren. Bedst som man tror, at nu kan det hele umuligt komme længere ud, bliver plottets skrue drejet endnu en halv omgang.
Dette karakteristika bør imidlertid ikke afskrække nogen fra at læse romanen, for der holdes hele tiden et rum fri til refleksion.
Til forskel fra mange andre science-fiction romaner handler Blood Music ikke om tiden efter apokalypsen, men om tiden før. Et Dr. Jekyll and Mr. Hyde tema i femte potens ligger og spøger i baggrunden, som en løftet pegefinger til minde om videnskabens frygtindgydende potentiale.
Men samtidig er romanen en analogi på det ultimative mål for informationstidsalderen. Noocyternes samfund er kendetegnet ved en enorm informationstæthed. Race, køn og social status spiller ingen rolle i informationssamfundets utopia, hvor alle er både del af en fælles bevidsthed og individuelle individer.
Hvad vi kender i dag fra chatgrupper og virtuel virkelighed føres ud i sin yderste konsekvens i et bevidsthedens slaraffenland, hvor grådighed og egoisme er blevet erstattet af fælles bevidsthed af informationer. Problemet er bare, at ingen bliver spurgt, om de vil være en del af dette samfund.
Konsekvenserne er skræmmende, men ideen er smuk, og netop på grund af sin vedvarende fordrejning af informationssamfundets glæder og sorger forbliver fortællingen nærværende. Blood Music er en fantastisk fortælling, der - som svar på læserens på en gang overbærende og nervøse smil - pointerer, at det usandsynlige og det utænkelige bestemt ikke er det samme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her