Kaffehus-stemning i Frankfurt, hvor en ungarsk litteratur, der er splittet mellem nyt og gammelt, er årets tema
Bogmesse
FRANKFURT - Det billede af Ungarn, der viser sig for den besøgende, når han træder ind i hal seks på bogmessen, er overvældende. For lige efter indgangen er der stillet stole op, med retning mod et panel af ungarske forfattere og tyske eksperter i ungarsk litteratur, der skiftes til at gøre en retorisk indsats for ungarsk kultur, alle med indledningen: "Sehr geehrte Damen und Herren! Die ungarische Literatur ist die Literatur eines kleines Landes, das ungarische Volk ist ein literarisches Volk, Ungarn ist ein literarisches Land, ein grosses, kleines Land der schönen Literatur."
Man må undskylde den lange periode på tysk, men alt i denne udstilling foregår på et tysk, der leder tanken hen på centraleuropæiske kaffehuse, og på melange, den uforlignelige kaffesort fra Wien og Budapest. Sådan et foredrag kan godt rumme mange overraskelser, således satte en ungarsk litteraturprofessor trumf på, da hun gennemgik en nyere ungarsk forfatter og især fremhævede hans i Ungarn kendte værk om ungarske vinsorter med den interessante tilføjelse, at der lige bag os var en stand, med smagsprøver på de vine, der var beskrevet i bogen.
Der er i forbindelse med messen udgivet næsten 100 ungarske bøger på tysk, især skønlitterære fra det 20. århundrede, og faktisk fra de allerseneste år. Samtidig er der mange udstillinger i hallen med belysning af ungarsk litteratur under det østrig-ungarske kejserrige, Tysklandsbilledet i den ungarske litteratur, Ungarnsbilledet i den tyske litteratur.
Det går op for den besøgende, at der hele tiden er noget, han har forventet at se: noget om fyrigheden, noget om solnedgang over pusztaen, noget om lidenskaber. Men at man ikke får bekræftet sine fordomme, er netop en pointe ved denne udstilling, og jo længere man opholder sig her, jo mere kommer man til at holde af denne nye linje og det nye billede, udstillingen giver af Ungarn.
Voldsom debat
Den giver først og fremmest et billede af en spaltet, ungarsk litteratur og kultur. Det kan selv ikke de muntre indslag af kulinarisk art camouflere. For litteraturen er spaltet mellem de nationale og de urbane, mellem puszta-besyngerne og europæerne. Og før udstillingen har der fundet en meget voldsom diskussion sted i Ungarn, i parlamentet.
De nationale mente, at deres standpunkt var blevet bortcensureret, og at der især var tale om en kulturradikal, venstreintellektuel udstilling. Det er delvis rigtigt, og det rører ved et åbenlyst problem. For når der er tale om en udstilling i udlandet, så må det jo komme frem, at de, der i forvejen er kendt og oversat til de europæiske hovedsprog, det er netop de urbane, det er storbyforfatterne, der ser Paris og Berlin og New York som idealer.
Det er navne som György Konrad, Imre Kertesc, Péter Nádas, György Dalos, Péter Esterhazy, og Arpád Göncz. Sidstnævnte er den ungarske præsident, tidligere dissident, fængslet under Janos Kadar, og som litterat mere kendt i udlandet end i Ungarn - minder i sin dobbeltrolle om Havel - og det var Arpád Göncz, der holdt ungarsk åbningstale her i Frankfurt.
Digterpræsidenten Göncz fremsatte en tese om, hvorfor de urbane ungarske forfattere slår så klart igennem i Tyskland, at en af dem, Imre Kertész, får udgivet sine samlede værker på tysk under bogmessen. Arpád Göncz tilskriver det forfatternes "eksakte, a priori begrebslige tyske tænkemåde."
Velgørende blasfemisk
Dette gælder måske især for Nádas, Konrád, men ikke Pétér Esterházy, som præsidenten meget diplomatisk kalder "velgørende blasfemisk." Og når han hævder om samme Esterházy, at der bag hans blasfemi gemmer sig en alvor og en fornemmelse for værdier, så bliver disse ord sat på en hård prøve, når man tænker på den tale, Esterházy holdt, hvor han stolt henviste til sine rødder i det østrig-ungarske aristokrati og ironiserede over Ungarn som den lille og Tyskland som den store.
Han spiller i talen klovnens rolle, han parodierer mange roller og synspunkter, gemmer sig bag spraglede citater på ungarsk og latin og tysk og udfolder på den måde på det fornemste det centraleuropæiske essay som indbegrebet af en mosaikkultur.
Hvis de andre kun ser aksen Ungarn-Tyskland, så har i det mindste han sans for den næsten glemte men vigtige betydning, som østrigsk litteratur har haft for ungarsk litteratur, og selvfølgelig også omvendt. Esterházys skepsis taler for sig selv, og under talen ved man ikke, om han tager publikum alvorligt eller har alle til bedste.
Billeder af Ungarn
En af de spændende opdagelser på Ungarnudstillingen er to værker af Nádas, der er kendt i Danmark for sin store roman Erindringens bog. Han har skrevet en roman med titlen Fotografiets smuk-ke historie om en kvinde der i 20'erne tager billeder af Triest fra et luftskib, men desuden udkommer også en stor bog med billeder forsynet med korte prosastykker.
Som ung arbejdede han som fotograf for et tidsskrift i Budapest, og lærte to ting: Kun at give motiverne 'noget lys,' uden at overbelyse dem, og retoucheringens kunst.
Det billede, der så toner frem på bogmessen af Ungarn, er dobbelt. På den ene side fejrer man det land, der som det første rev hul i jerntæppet for ti år siden og som nu præsenterer sig med sine modernistiske og storbyintellektuelle forfattere. På den anden side er disse forfattere ikke til sinds at retouchere i billedet af Ungarn, at være optimister.
De stiller stadig spørgsmål til jødetransporterne under Anden Verdenskrig, til fremskridtets mening, demokrati som drøm og som virkelighed, markedsøkonomien som drøm og mareridt osv.
Og hvis disse profeter ikke er elsket overalt i deres hjemland, hvor de stadig i visse kredse kaldes intellektuelle jøder, så er det især dem - de i forvejen kendte - der fejres i Frankfurt, fordi de holder fast i de gamle, klassiske temaer om en historie, der rammer dybt ned i den tyske historie, som tyskerne måske har lettere ved at læse om, når den fortælles af andre end dem selv, men i en kulturkritisk tradition de kender fra sig selv.
