Læsetid: 10 min.

City sex

1. oktober 1999

I det senmoderne samfund er den mandlige homoseksuelles særlige livsform blevet almen, og hans eksistens opløst i nye smagsfællesskaber, hævder kultursociologen Henning Bech
- der bekender sig til byens fremmedgjorte livsvilkår, mens han angriber de øko-intellektuelle for at hænge fast i forestillingen om et utopisk landsbyfællesskab

I læsningen af Henning Bechs tekster, der umiddelbart synes at handle om den mandlige homoseksuelles livsform, genkender man en smule overrasket sig selv og de livsbetingelser, der er ens egne.
"Den homoseksuelle må - for så vidt som han vil være homoseksuel, uanset hvordan han nu er kommet på den idé - gå ud af det givne, sikre og selvfølgelige samvær, som han ellers er levet ind i. Han må gå ud for at "realisere sig," skriver Bech i sin bog Når mænd mødes.
Ifølge modernitetsteorierne er det nøjagtigt den situation, det senmoderne menneske står i som kulturelt frisat fra kollektive moral- og værdinormer.
Det er netop en af Bechs pointer i den doktordisputats, han for nylig forsvarede ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet.
Han bruger den homoseksuelle livsform som lup i studiet af det sociale liv og beskriver på en gang de moderne livsvilkår, mens han peger mod nogle nye i det senmoderne.
"Den homoseksuelle blev presset ud i og følte sig tiltrukket af de moderne livsbetingelser, som i dag er blevet almene. Han kommer for eksempel ud i byen - i en verden af fremmede. Det samme har mere og mere sat sig igennem for andre. Hvor man tidligere forestillede sig
eksempelvis parforholdet som noget fast og sikkert, ved man godt i dag, at det kan briste. Man svæver i parforholdet med en anden trapezkunstner og brister det, falder man først mod venskabsnetværket, der tit har store huller, fordi nogle tråde ikke bærer. Man falder igennem og ned i byens mængder af fremmede."
Denne ensomhed og udsathed karakteriserede tidligere især den homoseksuelle livsform, ligesom uroen, udlængslen, rastløsheden, accepten af det serielle (næsten)monogami og det frie forhold uden fast rollefordeling.
Men efterhånden er sådanne stemninger og handleformer alment gældende for livet, som det leves og opleves af hetero- såvel som homoseksuelle. Mens dette sker, forsvinder den mandlige homoseksuelle som kulturelt produkt - ikke fordi mænd holder op med at gå i seng med mænd - men fordi de livsbetingelser, der tidligere i særlig grad var deres, nu er blevet et vilkår for alle.

Byen som eksistensens ramme
Hvad er det så nærmere bestemt for livsbetingelser?
Bech har ved at bruge den homoseksuelle livsform som optik for studiet af samfundslivet især undersøgt byen som en dominerende ramme for menneskers eksistens.
I byverdenen er alle fremmede for hinanden, og dermed opstår et vilkår, som Bech kalder æstetisering.
I byens verden af fremmede udvikler der sig en slags løsrevet overflade på mennesker og ting, som man ikke kendte til i det gamle landsbysamfund. Der mødte man Peter Jensen på vej til marken. Man vidste, han havde tre børn, og hvornår de skulle konfirmeres osv. I et byrum møder folk kun hinanden som overflader - ikke som mennesker med et navn, de kender. På samme måde forholder det sig med 'telebyen', hvor fjernsynet også repræsenterer en verden af fremmede, der på skærmen ikke optræder som andet end overflader.
"Æstetisering er mit ord for det forhold, man har til overfladerne. Man kan ikke forholde sig til overflader ud fra moralske eller psykologiske kriterier. Vi ved ikke om den person, vi møder, er et godt menneske eller tæsker sin kone. Derfor bliver vægten i interaktionen forskubbet til, at man registrerer den æstetisk. Man bliver sig bevidst, at man har en overflade i forhold til andre, som skal styles og kreeres ud fra æstetiske kriterier; som noget grimt eller smukt, chokerende eller hæsligt"
"Når vi går i byen for at handle, ser vi ikke ud som derhjemme. Og går vi der for at møde andre mennesker; træffe seksualpartnere er vi udmærket klar over, at det er kreationen af ens overflade, der tæller. Det gælder nu om dage for både kvinder og mænd."

Pornovideoen i soveværelset
Byen giver samtidig rum for en seksualisering af menneskers forhold til hinanden, påpeger Bech.
"Nogle tager bogstavelig talt fjernsynsskærmen og pornovideoen med ind i soveværelset, når de har sex. Måske er det de færreste, men de måder at opleve mennesker og deres overflader på, som man har vænnet sig til fra fjernsynet og byens rum, flytter med ind i soveværelset. Så kan der opstå problemer, hvis den andens overflade ikke passer til de tilvænnede æstetiserede overflader - fordi kropslugten er for påtrængende, eller den, man har sex med, ikke er glamourøs eller sexet nok. Man kan dæmpe lyset eller lukke øjnene for at få den skærm, som svarer til pornovideoens skærm, for sit indre øje. Her kan man projicere de seksualiserede billeder frem, den anden ikke kan give en."
Stemningen af fremmedgjorthed og menneskelig distance, er umiskendelig.
Og nu skulle man måske tro, at kultursociologen lægger op til at svinge den civilisationskritiske pegepind og spidde modernitetens tomhed og overflade.
Men i stedet retter Bech sin kritiske brod mod, hvad han kalder de øko-intellektuelles forestilling om utopia.
"Både venstre- og højrefløjens samfunds- og kulturkritikere har siden midten af forrige århundrede taget afstand fra byen ved at beskrive den som fremmedgørende. Under venstrefløjens marxistiske storhedstid så man mennesket som offer for vare æstestikken og moden, der blot var resultatet af kapitalens behov for at forøge omslagshastigheden og dermed profitten. Kapitalen var skyld i al overfladiskheden og seksualiseringen. Den afstandtagen klinger stadig igennem i meget samfunds- og kulturvidenskabelig åndsudfoldelse."
Og fordi Henning Bech interviewes til Information, kan han heller ikke lade være med at præcisere, hvem og hvad hans ord er møntet på:
"Den kritik klinger igen - også i Informations scenarier af øko-undergang, Jean Fischer-gulerødder (Fischer er kultursociolog og kommentator i Information, red.) og forestillingen om et kommunitaristisk samfund, hvor individuel frihed er afskaffet til fordel for pligten mod fælleskabet."
"Blandt disse kritiske intellektuelle og en del sociologske cirkler bedriver man en - efterhånden modereret - kritik af kapitalen og staten og forsøger at værne om det, man kalder livsverdenen eller civilsamfundet - et utopia, der fremstår som trængt af to monstre. Utopien svæver i den blå luft uden fæste i virkelighedens byliv og gøres til et sted, hvor folk kommer hinanden ved, og hvor moralske og etiske forhold mellem mennesker kan udfolde sig; hvor der ikke er udstødte, hvor mennesker i hvert fald ikke ser fjernsyn med mindre det handler om at kommunikere om politiske emner, hvor kvinder ikke styler sig op og mændene ikke går i sexet kluns, men hakker gulerødder i stedet for."

Glemmer byens rum
Bechs særlige anke mod store toneangivende sociologer som Jürgen Habermas er, at deres teorier om civilsamfundet og livsverdenen helt udelader byen, som er en basal del af menneskenes livsvilkår.
Hvad både de intellektuelle og sociologerne altså glemmer eller ignorerer, er ifølge Bech, at folk lever i byens rum.
"Scenen i soveværelset er fremmedgjort, ja. Men sådan er betingelserne for livet nu. Vi kan lige så godt se det i øjnene og få det bedst mulige ud af det. Det lykkedes jo også i vid udstrækning - især hvis folk ville opgive de bizarre fantasier om at kunne undgå det helt og aldeles."
"Selvom vi i vores vildeste fantasi kunne forestille os at kapitalen kunne afskaffes ville fremmedgørelsen, æstetiseringen, overfladiskheden og seksualiseringen stadig være der. For disse fænomener har deres rødder meget dybe steder. Nemlig i den telemedierede by, hvor flere og flere mennesker lever. At forestille sig en afurbaniseret verden på globalt plan er vanvid. Det eneste historiske eksperiment er foretaget af Pol Pot i Cambodja, der forsøgte at flytte byen ud på landet og begik folkemord samtidig."
Henning Bech ønsker at fortælle en anden historie end den, der tager udgangspunkt i et senmoderne undergangsscenario og søgen efter utopia. En af disse historier handler om den homoseksuelles forsvinden og i særlig grad, hvad der kommer efter.
Hermed er vi tilbage ved brydningerne mellem den moderne og den senmoderne "formation" - som Bech udtrykker det for at indfange det forhold, at de to epoker glider ind over hinanden - og tilbage til Bechs lup, der forstørrer de homoseksuelles på sin vis avantgardistiske fremfærd.

Smagen i fokus
I 1987 skriver Bech i Når mænd mø-des :
"Nogle af mine bekendte, der har læst i den nyere franske filosofi, yndede en overgang, når jeg mødte dem på bøssebarerne, at underholde mig med at den homoseksuelle allerede var død. Alt det der engang havde været hans særlige ejendom og gjorde ham til den enestående historiske skabning han var - hans outrerede outfit, hans kunstlede manerer, hans hysteriske fascinationer - alt det var diffunderet ud og blevet hver mands eje. (...) Den slags radikal snak gør mig svimmel; og jeg måtte redde mit liv og stive mig af med en plat henvisning til virkeligheden ('jamen hvad står vi så her for?' [...])"
I 1999 har Bech gjort vennerne og de franske filosoffer kunsten efter og som svar på sit eget spørgsmål samt den kendsgerning, at bøsser stadig mødes på bøssebarer, siger han:
"Det, der foregik på en bøssebar i 1950'erne, og det der foregår på en bøssebar i 1999, kan spille helt forskellig rolle. I 50'erne kom man der, for at mødes med sine 'følelsesfæller'. Man udvekslede erfaringer for eksempel om livet i byen og om sit problematiserede køn: det ikke at vide, hvor meget man var mand og hvor meget man var kvinde. I det sikre, lille indelukke kunne man give udtryk for og samtidig opdyrke historier om den mandlige homoseksuelle livsform. I 1999 er der stadig efterklange, men det at stå på en bøssebar i dag er mindre et udtryk for den homoseksuelle eksistensform. Det er helt andre historier, der er i fokus. Dem vil jeg gerne fremme ved at fortælle om det, der kommer efter den homoseksuelles forsvinden; nemlig samværsformer og rum som har smag i fokus. Disse fællesskaber dyrker en bestemt smag - erotisk eller æstetisk. For eksempel er der en radiostation for jazz, og folk mødes for at diskutere de oplevelser, de har med jazzen. Også bøssebaren er blevet et sted, hvor man kultiverer en bestemt smag via bestemte æstetiske symboler, som har mistet den betydning, de havde tidligere."

Kvinder er over det hele
De to kritiske spørgsmål, der uvægerligt må stilles Bech, er for det første, hvor kvinderne er i hans analyser, og for det andet, om han ikke har en bias i et projekt, der handler om at gøre den - socialt udstødte - homoseksuelles adfærd acceptabel ved at give den ud for at være almen.
"Kvinderne er over det hele. De er med til at drive moderniteten frem. Da kvinderne marcherede ind i de sfærer, der hidtil var forbeholdt mænd, startede de det, jeg kalder, kønsproblematisering. Mænd reagerede ved at 'hævde' deres kønsorgan, og ved at forsøge at 'underlægge' kvinderne seksuelt - og de mænd, der ikke gjorde det, blev opfattet som feminine."
"På den måde kom kvindeligheden ind i den mandlige homoseksuelle livsform. Først senere opdagede andre mænd, at køn ikke kommer som en pakke, hvortil der hører, at man udfører nogle bestemte ting."
Den kvindelige homoseksualitet blev ligeledes efterlyst af Bechs kvindelige opponent under forsvaret af doktordisputatsen.
"Jeg siger ikke, at lesbiske har udviklet en forsinket eksistensform i forhold til den mandlige homoseksuelle. Kvinder og mænd svarer forskelligt på modernitetens livsbetingelser. Den homoseksuelle mand kom ud i byens rum, i langt større omfang end den homoseksuelle kvinde gjorde. Det har noget at gøre med kulturelt konstrueret mandighed og kvindelighed."
Derimod er Bech sjældent blevet mødt med en kritik af, at han projicerede homoseksuelt storhedsvanvid i sin forskning, selvom han ikke vil afvise, at den kritik måske cirkulerer bag hans ryg.
"Man putter mig snarere i en boks, og snakker om det, jeg laver, som om det kun havde med homoseksualitet at gøre. Og samtidig bliver man så i stand til at holde øjnene lukkede for, hvad jeg i øvrigt beskæftiger mig med.
Når jeg bruger den mandlige homoseksuelle eksistensform som lup til at studere det moderne og senmoderne samfund, finder jeg frem til byen, telebyen, æstetiseringen osv. som langt de fleste teoretikere, der beskæftiger sig med det civile samfund, ikke har fundet plads til i deres måde at beskrive verden på, eller den måde de fantaserer om at verden skal se ud - uagtet, at de så at sige alle lever i den byverden, udnytter den og nyder, at de gør det."q

*Henning Bechs afhandling omfatter bl.a. bøgerne: 'When Men Meet' og
'Fritids Verden'. Og artiklerne: 'Report from a Rotten State', '(Tele)Urban
Eroticisms', 'CITYSEX' og 'A Dung Beetle in Distress'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu