Læsetid: 2 min.

Dansk Folkeparti er gode nok

11. oktober 1999

Statsministeren har travlt med at distancere sig fra Dansk Folkeparti. Men på lokalplan
har hans partifæller ingen berøringsangst

Når det gælder om at få magt og indflydelse i amter og kommuner, er socialdemokratiske lokalpolitikere ikke så kræsne som deres partiformand Poul Nyrup Rasmussen. Statsministeren tog torsdag skarpt afstand fra Dansk Folkeparti med meldingen om, at partiet "aldrig blev stuerent" nok til at få parlamentarisk indflydelse.
Men i amter og kommuner landet over indgår socialdemokrater rask væk politiske aftaler med Dansk Folkeparti.
I Københavns Amt er Vibeke Storm Rasmussen (S) f.eks. amtsborgmester på Dansk Folkepartis forgodtbefindende. S, SF og Dansk Folkeparti indgik efter sidste kommunalvalg en konstitueringsaftale, og Storm Rasmussen snuppede på den måde amtsborgmesterposten for næsen af den radikale Per Kleis Bønnelycke.
"Hvis Bønnelycke havde inviteret på morgenkaffe ligesom Vibeke Storm Rasmussen, så havde det sikkert set anderledes ud," siger Aase Steffensen, viceborgmester og medlem af Dansk Folkeparti. Partiet blev ligeledes repræsenteret i alle amtsrådets udvalg.
I Gladsaxe Kommune fremhæver byråds- og Folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Klaus Kjær, ligeledes det glimrende samarbejde med Socialdemokratiet, der har borgmesterposten. Partiet har netop indgået budgetforlig med S, V og K. Mens Enhedslisten og SF stod af: "Ét er, at statsministeren siger, at vi aldrig bliver stuerene. Men virkeligheden i kommuner og amter ser anderledes ud," siger Kjær.
Som et eksempel på det gode samarbejde henviser han til, at Dansk Folkeparti på næste byrådsmøde stiller forslag om afskaffelse af halal-kød i kommunens institutioner. I den forbindelse har partiet samarbejdet med formanden for socialudvalget, socialdemokraten Erling Schrøder, der stiller et lignede forslag.
Kommunens borgmester, Ole Andersen (S), mener, at der er forskel på landspolitik og kommunalpolitik, fordi arbejdet i kommunerne har en mere teknisk karakter og bl.a. handler om at administrere landets love.
"Jeg deler fuldt og helt statsministerens holdning. Vi har oplevet, at Dansk Folkeparti er meget ivrige efter at komme med i budgetforligene. Det har de så fået lov til. Men det beror i høj grad på deres eget initiativ," siger Ole Andersen. Med hensyn til partifællens forslag om forbud mod halal-kød, påpeger borgmesteren, at det står for det Schrøders egen regning.

Fælles fodslag
Også i Middelfart kommune er Dansk Folkepartis ene medlem af byrådet, Bent Rasmussen, godt tilfreds med samarbejdet med Socialdemokratiet. Dansk Folkeparti har her indgået en konstitueringsaftale med S og K, sidder nu på formandsposten i teknik- og miljø-udvalget og er repræsenteret i økonomiudvalget.
"Vi har formået at holde fælles fodslag i de forskellige sager i perioden siden kommunalvalget. Der har kun været noget med flygtningepolitikken, hvor jeg har stemt imod et socialdemokratisk forslag," siger han.
I Socialdemokratiets top er man ikke specielt begejstrede for kommunalpolitikeres brug af Dansk Folkepartis stemmer:
"Socialdemokratiet er ikke et centralistisk parti, hvor vi som folketingspolitikere kan blande os i, hvad de laver i kommuner og amter. Men vi diskuterer det da, og det er ikke noget, vi er specielt begejstrede for. Men det må vores kommunalpolitikere finde ud af og så stå til ansvar for," siger Jacob Buksti, partiet politiske ordfører.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu