Læsetid: 4 min.

Debat eller vås?

19. oktober 1999

Fem forfatteres forsøg på at opdatere venstreorienteringen er, mere end de selv ved, i slægt med konservatisme

NY BOG
Al tale om socialisme har været lavmælt siden murens fald. Mærkeligt nok, for mange erklærede socialister sagde jo ellers, at det, der engang var øst for muren, ikke var socialisme. Men gamle højrøstede aktivister blev tavse, og selv SF har undladt for alvor at diskutere, hvad socialisme betyder i dag. Bent Blüdnikow og andre borgerlige har til gengæld med monoman skingerhed krævet, at de gamle venstreorienterede gjorde op med deres fortid og 'fejltagelser'.
Forfatterne til denne nye bog er i politisk ståsted og erfaringer forskellige. Men de mener, at uden venstreorienterede initiativer forbliver den politiske debat "forhistorisk, detaljeorienteret og på et bureaukratisk plan". De vil en opdateret venstreorienterethed. Ordet socialisme står ikke med store bogstaver i deres ordbog. Og visionen om den nationale socialisme er for dem en taber-strategi. Revolutionsbegrebet anses for forældet, eller: Revolutionen er noget helt andet end det, man troede, den var, nemlig en ny industriel og ejermæssig revolution, som har afskaffet klassesamfundet. Kapitalisterne er nu mest institutionelle investorer.
Der er opstået en ny klasse af ekspert-funktionærer. 'Arbejderen' er forsvundet eller findes kun i fjerne lande. Vi har samtidig fået en "decentreret, virtuel offentlighed", takket være moderne IT og et netværkssamfund med særlige værdier. I den virtuelle offentlighed skal værdier mere end interesser brydes.
Blandt forfatternes helte anes Hal Koch med hans særlige demokratiopfattelse. Målet er nemlig 'den informerede konsensus'. Men udviklingens gode fé er for Danmark nok mest den globale arbejdsdeling. Og så er medlemskabet af EU langt mere positivt, end venstreorienterede normalt vil indse. Det er vores egen fejl, at vi har konkurreret med andre lande om at sætte selskabsskatten ned. Det kunne vi da bare have ladet være med.

Den snedige borger
At være moderne venstreorienteret er at gå ud fra, at mennesket skaber verden og at gå imod markedskræfterne. Det er 'at sætte mennesket i centrum', at se uligheden i et globalt perspektiv. Modsætninger i Danmark går ikke mellem rige og fattige. Venstrefløjen bør være internationalistisk og offensiv i EU. Men så taber forfatterne tråden og fremhæver, at man i Danmark skal huske, at nøglen til (en bevarelse af den nuværende ulighed?) er uddannelse hos os. Vi skal udbygge rigdommen ved at støtte udviklingen af den snedige og konkurrencedygtige borger for at få råd til at være anstændige.
Forfatterne angriber 'lejrtænkningen', som de hævder tegner dagens venstrefløj. Den grundlæggende modsætning i den går mellem den offentlige og den private sektor. Bogen får rigtig bid i dens fremstilling af lejrtænkningens naive forsvar af status quo i den offentlige sektor. Venstrefløjen har vaklet mellem at se staten som klasseundertrykker eller som den gode velfærdsstat. Den sidste opfattelse er nu den dominerende.
Forfatterne romantiserer dog. F.eks. når de i kontrast til den gamle venstrefløjs evige sure kritik hævder, at åbenhed og demokratisering af den offentlige forvaltning er gået fremad siden 70'erne. Her menes næppe personaledemokrati, og her tales ikke om den fatale modstand mod åbenhed, som fortsat findes i forvaltningen. De er begejstrede for Socialdemokratiet. Uden selv at være det, fremhæver de disses gennemførelse af "en stor mængde demokratiske reformer". Hvad præciseres dog ikke, men det er næppe fagbevægelsen, der tænkes på. Bogen hævder også, at det forvaltningsmæssige ankesystem i de senere årtier er udvidet. Der er nu faktisk en del eksempler på, at det også er gået den anden vej. Mere ræson er der i dens velgørende angreb på det infantiliserende forsøg på at sætte brugeren i stedet for borgeren.

Naiv futurisme
Som helhed er den sympatisk og polemisk velskrevet. Retorikken er dog til tider trættende uvarieret og repetitiv. Sine steder er det, som tjener den terapeutiske formål for forfatterne. De kan have ret i, at den gamle venstrefløjs forståelse af interesser var simplificeret og skematisk. Men de forekommer naivt idealistiske, når de mener, at økonomiske interesser ikke længere spiller større rolle i politik, og megen af deres egen argumentation modsiger dette. De anbefaler bl.a., at vi stiller krav til os selv og hinanden og at vi ikke bare roser børn. Vi skal se mere fremadrettet på EU og være parate til at afgive suverænitet.
De politiske partier skal være mere sexede, og vi skal af med pamperiserede kredsformænd. Partiprogrammerne skal erstattes af 'koncepter', nogle få ideer som f.eks. lov og orden eller bilisme og parcelhuse, NATO og EU. Partierne skal bryde med det lokale princip og dække hele landet. De venstreorienterede skal ind i den fleksible kapitalismes uhierarkiske 'Virtuelle Folkeparti', der ikke tror på det gamle højre/venstre skel og som ikke kræver medlemskab. (Måske kommer Fremskridtspartiet nærmest dette meget løse ideal?).
Vi skal kunne tåle afsavn og lægge krævementaliteten væk. Vi skal acceptere, at kønnene er forskellige, hvis vi vil ligestille dem. Kvinder skal have mere tid til børnene, mens de er små.
Arbejdsmarkedet skal have en 'diskursændring' og indrette sig på kønnenes forskellighed. Vi skal have almenvel, næstekærlighed, medfølelse, solidaritet, dannelse, ansvar, retskaffenhed osv. Det er svært at være uenig.
Det bliver aldrig helt klart, hvorfor forfatterne tror sig venstreorienterede. De er, mere end de selv ved, i slægt med ægte konservatisme og den katolske kirkes synspunkter om solidaritet på tværs af klasser. På andre områder er de i slægt med socialdemokratismen. Men de er også lidt futuristiske centrumsdemokrater.
Bogen er ikke overbevisende og kølig analyse, forsøger sig snarere med suggerende retorik, men er alt for lang i forhold til budskaberne. Det lykkes dog en del gange at stille tingene op på en overraskende måde. Kan anbefales, hvis man vil se velkendte problemer på en ny måde og få sin vanetænkning udfordret.

*Christine Antorini, Henrik Dahl, Lars Goldschmidt, Jens Reiermann og Signe Wenneberg: Borgerlige ord efter revolutionens. 212 s., 198 kr. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her