Læsetid: 3 min.

Demonstranter udråbt som homoseksuelle

5. oktober 1999

Det serbiske styre skruer op for angreb på demonstranter og betegner dem som homoseksuelle og personer med hormon-forstyrrelser

Det serbiske styre synes at tage alle midler i brug mod demonstranter og betegner dem blandt andet som homoseksuelle. Det serbiske samfund lider af angst over for homoseksualitet og regimet håber på den måde at skræmme serbere væk fra demonstrationerne, der er vendt mod præsident Slobodan Milosevic.
I forvejen er demonstranterne blevet betegnet som NATO's lejesoldater og forrædere, efter at NATO bombede Serbien i foråret.
Sammenligningen med homoseksuelle faldt i en erklæring fra det lille, men magtfuldte parti, der ledes af Slobodan Milosevic' kone Mira Markovic. Partiet, der hedder Det Jugoslaviske Venstre, er med i regeringen og tæller mange virksomhedsejere.
Det Jugoslaviske Venstre er lagt for had af demonstranter, der foragter den uforsonlige Mira Markovic og anser partiets erhvervsspidser for mafiosi.
Under en demonstration i sidste uge smed flere af de protesterende med sten mod partiets hovedkvarter i det indre Beograd. Derefter svarede partiet igen med at udsende en skarp erklæring vendt mod demonstranterne.
Udtalelsen blev læst op i den vigtigste nyhedsudsendelse i det serbiske stats-tv, der kontrolleres 100 procent af styret og er langt den vigtigste kilde til nyheder for de fleste serbere.

Familier med blakket ry
Erklæringen opregner demonstranterne som nogle "få kriminelle, forsømte teenagere, et vist antal personer med hormon-forstyrrelser og folk, som har problemer med deres plads i politik, på arbejdet og i ægteskabet. Disse kadrer, som NATO har udvalgt i Serbien, har ringe evner. De nyder ikke folkets respekt, de flygtede fra landet under bombardementerne, deres familier har et blakket ry. De mistænkes for at have en svaghed for det samme køn. De er kendt som allierede med deres eget folks mordere."
Partiets meddelelse gør meget ud at sætte demonstranterne i forbindelse med NATO's bombardement af Serbien og Montenegro i foråret.
I erklæringen står der også, at "måske NATO's kadrer var på udkig efter bedre hjælpere, men de, som er bedre, ville ikke stille sig til rådighed. De måtte tage sig til takke med bundfaldet, de ubrugelige, som ikke kan bruges til noget andet end dette."
Dele af erklæringen er blevet bragt i det britisk-baserede Institute for War and Peace Reporting, der blandt andet rapporterer om medieforholdene på Balkan.
Efter at partiets meddelelse blev læst op i den bedste sendetid, fulgte det serbiske stats-tv op med en erklæring fra den jugoslaviske sammenslutning af homoseksuelle, der støttede oppositionsgruppen Alliancen for Forandring.

Led i en mediehetz
Denne udtalelse blev siden bragt i det regeringstro dagblad Politika. Men erklæringen var falsk, og sammenslutningen af homoseksuelle benægtede, at den havde noget at gøre med erklæringen.
"Det er første gang, at jeg ser homoseksuelle beskyldninger blive brugt så direkte," siger Sonja Biserko, der leder den serbiske Helsinki-komité, som overvåger menneskerettighederne.
"Det er et led i en medie-hetz, som bliver mere og mere vulgær, fordi regimet er løbet tør for argumenter," siger hun.
Sonja Biserko tvivler på, at hetzen virker, selv om det serbiske samfund er konservativt og patriarkalsk.
"Folk bliver væk fra demonstrationerne, fordi de tvivler på, om protesterne nytter - ikke fordi, de er bange for at blive beskyldt for at være homoseksuelle."
Beskyldninger om homoseksualitet er almindelige i Serbien. Den yderligtgående viceregeringschef Vojislav Seselj har anklaget politiske modstandere for det, men han er også selv blevet beskyldt af oppositionspolitikere for at være homoseksuel.

Psykologisk pres
Hetzen mod demonstranter er et led i det serbiske styres tiltagende kamp mod oppositionen.
I sidste uge stod serbiske politibetjente bag brutal vold mod protesterende, der begyndte daglige demonstrationer over hele Serbien for to uger siden.
En af de førende oppositionsledere Zoran Djindjic advarer om, at styret har planer om at sende politiprovokatører ind blandt demonstranterne for at fremprovokere vold.
Djindjic siger, at han har disse oplysninger fra folk tæt på Milosevic.
Den planlagte vold under en demonstration skulle være et påskud for at gribe ind og standse protesterne fuldstændig.
Det serbiske politi har også skabt et psykologisk pres ved at offentliggøre, at politiet vil undersøge borgeres folkeregisteradresse eller deres legitimationspapirer. Mange serbere er ikke tilmeldt dér, hvor de bor, blandt andet for at undgå at betale skat. Men endnu har ingen set eller hørt politiet skride ind mod borgere, så presset synes mest at være psykologisk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her