Læsetid: 4 min.

Drillepind til det sidste

30. oktober 1999

Henrik Stangerups sidste bog rummer præcise erindringsglimt

Ny bog
Gennem det år, der blev hans sidste, skrev Henrik Stangerup til stadighed på en bog. At skrive eller dø skulle den hedde og helst forme sig som skarpe erindringsglimt. Ikke en selvbiografisk roman som Fjenden i forkøbet (1978), ejheller klassiske memoirer, men en snes beretninger, der frit sprang frem og tilbage mellem nutid og fortid, imens der zigzaggedes gennem 40 års forfatterliv med billeder af centrale oplevelser og små portrætter af gamle venner.
Projektet blev ikke realiseret, canceren tog overhånd, kræfterne og tiden slap op. Men det lykkedes Stangerup at færdiggøre seks 'barske essays', som Politiken bragte i rap julen '97, og at gennemarbejde fire tidligere offentliggjorte tekster, herunder et afsnit fra erindringsromanen om skolegangen på Stenhus, således at i hvert fald ti dele stod klar til at fylde den planlagte ramme ud.

Den bedste løsning
Takket være forfatterens ven siden 1956, hans litterære eksekutor Hans Hertel, der jo også fulgte forfatterskabet i denne avis, foreligger beretningerne nu i bogform, smukt ledsaget af tegninger ved Jens Birkemose m.fl. og udvidet med skildringer fra Henrik Stangerups tredje hjemland Brasilien (hans andet var som bekendt Frankrig), essays om visse forfattere samt et formidabelt billedkunstnerisk og filosofisk essay (fra 1992) om den flamske renæssancemaler Joachim Patinir, hvis fremstilling af bl.a. mineraler og klipper læses op imod Thomas Mores Utopia. For de enkelte afsnits tilblivelse og deres forhold til forfatterskabet redegør udgiveren i en indledning, sobert og instruktivt.
Overtitlen At skrive eller dø klinger godt nok af nogen patos, men har dækning i Henrik Stangerups person, for så vidt som det at leve for ham vitterlig mest af alt var at skrive. Under en gåtur langs Seinen tænker han, at "den værste løsning" på hans personlige krise ligger lige ved siden af ham: kold, grøn og mudret. Så hellere vælge den bedste, trodsigt fremadrettede mulighed - og fortsat producere. Han ville, som det andetsteds hedder, "ikke dø i en krampe af vrede eller som en saltstøtte af hovmod eller frådende af jalousi," ejheller ende sine dage "som en slatten grøntsag af livslede, på en sofa i et næsten tomt bondehus."
Den sidste glose hentyder til den bolig i Langebæk på Sydsjælland, der skulle blive endestationen.

Højt til loftet
Herfra skuer forfatteren ud på sin samtid, led ved rollen som samfundsrevser, stadig dog drillepind: "Ja, så gled vi umærkeligt fra Poul Henningsens regeringstid lige ind i en parodi på et operettesamfund med guldkareter og hofjægermestre, der tror på deres fjerbuske, og alvorstunge præster med Dannebrog på det sorte ligklæde og Søren Kierkegaard atter en gang begravet, og alle klapper, og alle er lykkeligt gift og forældre til børn, der allerede som konfirmander begyndte at lægge til side til deres pension, og snart kommer Bill Clinton for at fortælle os, at vi lever i verdens bedste samfund, og vi vil tro hvert ord, han siger."
Provokatøren Stangerup fornægter sig bestemt heller ikke, når han ser tilbage på den kulturelle neostalinismes epoke, dvs. 70'erne, eller når han med et glimt i øjet giver PH skylden for, at han i Paris kom i kløerne på en ihærdig bøsse, der bagefter spøgefuldt bebrejdede ham, at han, byens førende repræsentant for dansk frizinn, ikke var un homme complet, altså til begge køn.
Snerpet og tillukket var vist ellers det sidste, man kunne kalde denne Stangerup. Der er sus i skørterne, når han mindes sine brasilianske excesser, og der er højt til loftet, når han liner sine åndsfæller op til lovprisning, med Sartre som den ubetinget største.
Ham bliver det da også, der leverer bogens eksistentielle ledeformel: Dagens smerte set med morgendagens øjne.

Rastløs men sjov
Jeg vil ikke påstå, at jeg ubetinget ynder Henrik Stangerups skrivemåde. Den er, hvis man skal fremdrage det positive først (hm...) intens, lebendig, sjov, uforsigelig. Hurtigt, videre! Men dens rastløshed ophober glemsel og får ham, når det går allerstærkest af sted derudad, til at give slip på tre-fire gode iagttagelser og ideer, blot fordi der melder sig en lækker tangent at fise væk på. Essayet om PH og bøssen påbegyndes således med ansatser til en kritik af Rifbjerg-generationen og dyrkelsen af hvad Stangerup lidt kryptisk kalder "de rette metaforer", men inden han får sagt andet end almindeligheder herom, har han kastet sig ud i minder fra studenterrevyerne.
Sådan skrev han, for sådan var han, denne aggressivt usikre dreng, der ankom sent til sin manddom, og hvis ambitioner fløj forud, idet de til stadighed efterlod ham ude af stand til at lære af de succeser, han trods alt fik flere og flere af, da han gik ned i tempo og trængte i dybden med sin 'kierkegaardske' romantrilogi om danskere i eksil: Vejen til Lagoa Santa fra 1981, Det er svært at dø i Dieppe fra 1986 og Broder Jacob (1991).
Fra Henrik Stangerups sidste år husker jeg et tv-interview optaget nede i bondehuset. Han var mærket af alkoholisme og angst, allerede svækket af sin sygdom. Men hans personlighed brændte fuldkommen rent igennem, virkede ved denne lejlighed aldeles afvæbnende. Burde man have sendt ham et postkort og fortalt, at man modstræbende holdt af ham? Det havde han utvivlsomt gouteret.

*Henrik Stangerup: At skrive eller dø. En essayrejse København-Paris-Rio-Langebæk. Udgivet og med en indledning af Hans Hertel. Med illustrationer af Hans Bendix, Jens Birkemose, Erik Böttzauw og Albrecht Dürer. 184 s., 248 kr. Lindhardt og Ringhof

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu