Læsetid: 3 min.

Drøje hug til debatbog om venstrefløjen

20. oktober 1999

SF's formand Holger K. Nielsen mener, bogen er udtryk for en farlig apolitisering, mener han

"Det er en meget virkelighedsfjern bog. Jeg synes ikke, den er god."
Klar tale fra SF's formand Holger K. Nielsen om den kontroversielle debatbog Borgerlige ord efter revolutionen, der udkom i går.
Hvis bogens forfattere, der blandt andet andet tæller SF-folketingsmedlem Christine Antorini, havde forestillet sig, at venstrefløjsledere som Holger K. Nielsen ville føle sig hårdt ramt af bogens kradse kritik, bliver de skuffede.
"De er simpelthen kørt fast i kritikken af en stærkt karikeret venstrefløj. Det er da meget sjovt. Nogle steder rammer de rigtigt, og det skal vi nok tage til os. Men den er dybest set ligegyldig og i hvert fald ikke nok til at bære en fremadrettet vision," siger Holger K. Nielsen.

Ligegyldig
Han anfægter ikke Christine Antorinis ret til at kritisere venstrefløjen og dermed sit eget parti og mener ikke, at hun er trådt over stregen.
"Det kan godt være, der er nogle medlemmer, der er sure, men jeg tror ikke, der er nogen, der vil smide hende ud eller noget i den retning, og det er heller ikke det, jeg lægger op til," siger han.
Men selv er han dybt uenig i bogen. "Jeg forstår slet ikke, hvad de vil med den," siger han.
Eksempelvis forstår han ikke, hvorfor de fem forfattere insisterer på, at de godt vil være venstreorienterede, når bogen samtidig er et opgør med hele højre-venstre opdelingen.
"Og deres definition på venstreorienteret er jo så bred, at alle kan være med. Det er noget med, at man skal være fornuftig, og at mennesket selv skal skabe udvikling. Hvem kan være uenig i det," spørger han.

Ondskabsfuld
Men bogen er ikke kun ligegyldig. Forfatterne beskriver partiernes lokale kredsformænd som 'ayatollaher' der standser enhver debat, som udfordrer dogmerne. Den karakteristik er Holger K. Nielsen rystet over:
"Det er meget ondskabsfuldt og ubehageligt. Vi taler her om mennesker, der knokler frivilligt for det, de synes, er vigtigt. Dem kan ingen partier leve uden, og der er i hvert fald ingen, der har stoppet Christine. Hun er nærmest blevet båret frem," siger han.
Men det er ikke kun bogens beskrivelser af den nuværende venstrefløj, der er galt på den, mener Holger K. Nielsen. Også forfatternes eget bud på en venstreorientering får et par drøje hug med på vejen.
Især falder den manglende sociale indignation ham for brystet.
"De glemmer de fuldstændigt åbenlyse forhold, som man, i hvertfald i den del af venstrefløjen jeg tilhører, bliver nødt til at forholde sig til. For eksempel det paradoks at selv nu, hvor økonomien buldrer derudad har vi social udstødning."
"De skriver et sted, at Danmark er et dagligt mirakel. Gu' er det da ej. Det er på mange måder et godt land at leve i, men forfatterne har ikke sans for, at der trods alt stadig er en del sociale problemer. Det kan man se i statistikkerne, men de kunne sgu også tage ud i virkeligheden og se efter. Men det er som om, at de har sat sig ind i en salon og diskuteret med hinanden fuldstændig løsrevet fra virkeligheden," siger han.

Set ovenfra
Holger K. Nielsen mener, forfatterne forveksler deres egne livsbetingelser med hele den danske befolknings, og at bogen er udtryk for deres egne interesser.
"Hele deres univers er defineret af den teknokratiske effektivitet, som de selv er i stand til at håndtere. De lever i nogle sfærer, hvor de ikke behøver at forholde sig til sociale problemer. De skal med i en alliance, hvis man vil ændre samfundet, men hvis man i den indsats glemmer de de solidariske og økologiske værdier - og de er slet ikke nævnt i bogen - bliver det bare en apolitisering. Det er dødsens farligt, og det bliver et et meget ubehageligt samfund, hvis vi glemmer de grundlæggende værdier," siger Holger K. Nielsen.
Ud over Christine Antorini er det sociolog Henrik Dahl, direktør i Dansk Industri Lars Goldschmidt, journalist på Information Jens Reiermann og retoriker Signe Wenneberg, der står bag bogen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her