Læsetid: 9 min.

'Vi er dumme og vi sviner og stjæler - og om 20 år er vi lige så mange som jer'

21. oktober 1999

Slovakiet har et problem: Det vil ind i EU. Landet har også en hastigt voksende roma-befolkning, som de fleste slovakker grundlæggende ikke kan lide, men hvis rettigheder
skal respekteres - siger EU. Hvad gør man så?

Ghettoen
KOSICE - Som fremmed behøver man ikke at opholde sig mange timer i Kosice, denne habsburgsk-prægede perle af en by i det østlige Slovakiet, før man støder ind i, hvad der straks kan rubriceres som en åbenlys racistisk holdning over for et nationalt mindretal: romaerne (sigøjnerne, som vi plejer at kalde dem. Selv kalder de sig roma).
"Det er sigøjnerne, der er racister. Det er dem, som ikke vil omgås os hvide." "Halvdelen af narko- og alkohol-mafiaen her består af sigøjnere." "De har aldrig lært at arbejde. Hvorfor arbejde, når man kan få os hvide til at betale for sig?" "De lever af børnepenge og det, de kan stjæle." "De vasker sig aldrig, hælder affaldet ud af vinduerne og holder heste på sjette sal."
Dette lille udpluk af holdninger præsenteres for én af slovakker, der på alle andre områder forekommer veloplyste, reflekterende og med moralsk integritet. Alene brugen af udtrykket "de hvide" som modsætning til 'gypsies' (sigøjnere) - et udtryk, der bruges af alle - antyder indfaldsvinklen.
Flere slovakker slutter med en opfordring: "Du tror, vi har fordomme, men tag selv ud i Lunik-9 og se med dine egne øjne!".

I ghettoen
Så det gør jeg - og må straks indrømme, at eventuelle fordomme over for romaerne sagtens kan finde næring i denne satellitby i beton og (knust) glas, nogle få km uden for Kosice.
Da de kommunistiske magthavere lod bydelen opføre i begyndelsen af 1980erne var begrundelsen sikkert noget med "lys, frisk luft og masser af plads," men snart blev romaer, der hidtil havde boet i lejligheder i byens centrum, men ikke betalte huslejen, mere eller mindre tvangsflyttet herud, flere kom til og i dag er Lunik-9 en roma-ghetto med 4.000 indbyggere - og kun ganske få slovakker og ungarere tilbage.
Lunik-9 er et ubeskriveligt helvede af dårligt vedligeholdte bygninger med tomme vinduesrammer, opgange, der stinker af pis og lort, og dynger af affald - brugte bleer, spaghetti-rester, toiletpapir, klude, konservesdåser - som tilsyneladende bare er smidt ned fra altanerne.
Her er et supermarked, her er forsamlingslokale, her er ansatser til en legeplads, her er skole og børnehave - og en politistation, hvis to ('hvide') betjente absolut ikke vil tale med pressen, "for vi bliver hængt ud, hver gang vi taler med en journalist."

Holder sig væk fra byen
Bor man i Lunik-9, er det stærkt begrænset, hvor meget man bevæger sig uden for bydelen. Især fordi 95 procent af ghettoens arbejdsduelige befolkning er arbejdsløse.
"Vi holder os væk fra Kosice by. Det giver kun problemer. Buschaufførene sparker os ud af busserne, vi kan ikke gå på restaurant eller bar, og i forretninger bliver vi altid overvåget, fordi alle mistænker os for at stjæle. Møder vi skinheads, bliver vi gennembanket og vores børn bliver bortført og pint", siger en ung familiefar med en muskuløs, arret og tatoveret krop, som han gerne viser frem i netundertrøje.
Manden, der kun vil kendes som Roman H., vil gerne slutte sig til de 800 fra Lunik-9, som allerede har forladt ghettoen og søgt politisk asyl i Norge, Finland, Belgien eller Storbritannien - de seneste destinationer for den tiltagende strøm af flygtende romaer fra Tjekkiet og Slovakiet.
Han forhører sig om mulighederne i Danmark - og jeg undlader at give ham falske forhåbninger om den danske flygtninge- og indvandrerpolitik.
En invalid kvinde i begyndelsen af 40'erne - mor til en børneflok på seks, der alle + forældre + en onkel og en tante bor i en tre-værelses lejlighed - er mest optaget af, at Kosices myndigheder netop har lukket den lokale lægeklinik. Så nu skal kvinden, der vil kendes som Emma F., pinedød ind til byen, når hun har brug for lægehjælp - hvilket, kan jeg høre på alle, er en ubehagelig oplevelse.
Da jeg spørger, om forholdene var bedre under kommunismen, lyder der et højlydt "ja" fra et kor af stemmer i den flok, der hurtigt har samlet sig om den besøgende journalist.
"Vi havde jobs, vi kunne uden problemer gå rundt inde i centrum. Vi kunne endda gå ind på hotel Slovan (byens internationale hotel, red.) uden at blive smidt ud", siger Roman H.

Besøg af skinheads
De eneste slovakker, der nu synes at interessere sig for Lunik-9 ghettoen, er de grupper af skinheads, der for adspredelsens skyld lejlighedsvis lægger vejen forbi for at lammetæve et par sigøjnere og sparke nogle flere vinduer ind. Uden at de lokale politibetjente føler trang til at løfte en finger til beskyttelse - siger romaerne i hvert fald.
Ja, og så var selveste landets justitsminister, Jan Carnogursky, her for nylig - iført en orange kedeldragt og medbringende nogle koste og en håndfuld medarbejdere - for at vise romaerne et godt eksempel.
"Formålet er at motivere de lokale beboere til selv at løse deres problemer og holde deres bydel ren uden at forvente økonomisk støtte fra myndighederne," forklarede justitsministeren sin usædvanlige mission over for det slovakiske nyhedsbureau.

Skolelæreren
Problemer er her unægtelig. Elena Stevicova, der underviser de mindste børn i den lille lokale skole, har haft dem inde på livet lige fra den dag i 1982, da hun første gang satte sine ben i bydelen. Hun er - som de andre lærere - etnisk slovak, og der undervises kun på slovakisk, ikke på romani.
"Dengang var det hele nyt, der var ca. halvt sigøjnere/halvt hvide, og det hele så meget bedre ud. Nu er det en katastrofe. Tyverier, slagsmål og voldtægter sker hele tiden. Familiestrukturen er helt smadret, og respekten for de ældre, der altid har betydet meget for sigøjnerne, er helt væk her. De unge gør, hvad der passer dem," siger hun.
Men Stevicova vil ikke herfra: "Jeg kender alle. Jeg har haft dem som elever i skolen, og nu underviser jeg deres børn. Jeg hører til her."
Elena Stevicova kan afkræfte én udbredt fordom: At romaerne ikke er interesseret i at lære noget.
"Flertallet af forældre er klar over, at uddannelse er den eneste vej ud af det her for deres børn. Vi har 86 børn her i fire klasser og de 60-65 kommer regelmæssigt. Og børnene er meget nysgerrige og villige til at lære, når de kommer."
"Men jeg må også sige, at der desværre sker noget med børnene, når de bliver ældre. De bliver sværere at engagere, og frafaldet vokser. De unge piger bliver tidligt gravide. Ikke mange fortsætter og får en højere uddannelse."

En roma med eksamen
Det kan Edmund Müller bekræfte. Han er den eneste roma, der nogensinde har taget jura-eksamen ved Kosice universitet.
"Uddannelse er den helt centrale faktor, hvis romaerne skal integreres i det slovakiske samfund. Så længe det kun er en promille af roma-befolkningen, der har gået på et universitet, mens otte ud af 10 børn på skoler for retarderede er romaer, så længe der findes raceadskillelse på skolerne og så længe, der ikke undervises på romani, vil vi blive ved at være en pariakaste."
Edmund Müller er leder af Central Europe's Romany Educational Opportunity Center - en institution, der skal fremme romaers lyst og mulighed for at få en højere uddannelse.
Han har netop hørt den slovakiske vice-ministerpræsident, Pavol Hamzik, sige, at der "ikke er racediskrimination i Slovakiet," og at de flere tusinde slovakiske romaer, der i de seneste måneder har forsøgt at få asyl i Vesteuropa "ikke havde politiske grunde til det." Den slags udtalelser gør Müller vred.
"Der findes ingen racediskrimination i Slovakiet, javel! Hvordan kan det så være, at 80-90 pct. af romaerne er arbejdsløse, mens arbejdsløsheden i landet som helhed er 18 pct.? Hvordan kan det være, at 600.000 ud af Slovakiets 5,4 mio. indbyggere er romaer, men vi har ingen, ingen, medlemmer af parlamentet?"
"Hvordan kan det være, at man som roma kan maltrakteres til døde eller lemlæstes af skinheads, uden at politiet rører en finger for at stoppe det eller finde de skyldige? Romaerne i Slovakiet er i samme situation som de sorte i en amerikansk Sydstat i 1950erne!"
Müller tilføjer - en smule galgenhumoristisk - at Slovakiets romaer har ét magtfuldt våben til rådighed: deres høje fødselsrate.

Centraleuropas Indien
"Alle siger, at vi er dumme, vi lugter, vi er nogle svin, og vi lever af at stjæle. Allright, lad os sige, de har ret! Men for hvert barn, en slovakisk kvinde føder, føder en roma-kvinde seks. Hvis det fortsætter, vil halvdelen af Slovakiets befolkning i år 2020 være dumme, lugtende, svinske og tyvagtige sigøjnere! Vi vil få et lille stinkende, overbefolket Indien her midt i Centraleuropa!."
"Og så er det man kan stille spørgsmålet: Kære magthavere, hvad vil I gøre ved det? I kan jo ikke smide os ud, for der er ikke andre, der vil have os. Så vi må hellere se at finde ud af noget!."
Ifølge Müller er den slovakiske regering først for alvor optaget af roma-problemet, når der er tilstrækkeligt mange, der forsøger at få politisk asyl i udlandet og dermed alarmerer regeringerne i EU's hovedstæder.
Den anklage er ikke helt retfærdig, mener Samo Seman, journalist på det lokale dagblad Korzar med blandt andet roma-spørgsmål som speciale.
"Det er kommunisterne, der skabte en stor del af problemet ved at lukke romaerne inde i højhusghettoer. Det forrige styre under Vladimir Meciar gjorde alt for at lade som om, romaerne slet ikke eksisterede. Men den nuværende regering er klar over, hvad det betyder at negligere romaerne - ikke mindst for Slovakiets image i udlandet - og har firedoblet bevillingerne til projekter, der skal gavne romaerne. Problemet er lige så meget, at mange romaer ikke vil integreres."

Fakta - Slovakiet
Areal: 49.026 kvadratkm. (lidt større end Danmark)
Grænser til: Tjekkiet, Polen, Ukraine, Ungarn, Østrig
Befolkning: 5,35 mio. (i 1994)
Etniske grupper: Ifølge folketællingen i 1994 var 86 pct. slovakker, 11 pct. ungarere og kun 1,5 pct. roma. Desuden tjekker, rusyner, ukrainere.
Folketællingens tal for roma er imidlertid helt åbenlyst forkert, idet de fleste romaer lod sig rubricere efter, hvilket sprog de talte - overvejende ungarsk.
Det reelle tal er omstridt. Roma-organisationer taler om 600.000, mens halvofficielle slovakiske kilder skønner antallet af roma til at ligge omkring de otte pct., ca. 450.000.
Religioner: 64 pct. romersk-katolske, 10 pct. ikke-troende, otte pct. protestanter.
Hovedstad: Bratislava (500.000 indbyggere)
Historie efter 1989: Slovakiet deltog aktivt i opgøret mod det kommunistiske styre i det, der dengang var Tjekkoslovakiet, i november og december 1989. I Slovakiet hed den brede folkefront Offentlighed mod Vold (VPN), og dens leder, Vladimir Meciar, blev efter det kommunistiske styres fald ministerpræsident i den slovakiske delrepublik. En anden fremtrædende slovak, reformkommunisten Aleksander Dubcek, blev formand for det fælles tjekkoslovakiske parlament.
VPN var også med i den første demokratisk valgte tjekkoslovakiske regering, men den hurtige indførelse af markedsreformer skabte størst problemer i Slovakiet på grund af landets urentable tungindustri, og ministerpræsident Meciar begyndte i stadig mere højlydt at kræve et brud med Prag.
Tjekkoslovakiets deling blev aftalt mellem de to ministerpræsidenter, Slovakiets Meciar og Tjekkiets Vaclav Klaus, uden at befolkningen blev spurgt. Men processen foregik fredeligt, og den 1. januar 1993 var Republikken Slovakiet en realitet.
Under Meciar udviklede Slovakiet en stadig mere autoritær styreform, hvilket førte til, at landet fjernede sig fra EU- og NATO-medlemskab. Efter valgsejren for en bred koalition af oppositionspartier i september sidste år og dannelsen af en ny regering under Mikulas Dzurinda er landet igen kommet på kurs mod Europa. Vedtagelsen af en ny lov om de etniske mindretals ret til at bruge eget sprog, har kraftigt forbedret forholdet mellem slovakker og landets store ungarske mindretal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu