DET DUNKELT SAGTE har sin egen trolddom, i hvert fald dyrkes mørk tale periodisk i poesien, når den søger tilnærmelse til gåderne eller nøjes med at blive i sproget for sprogets skyld. Det var Esaias Tegnér, der formulerede det berømte bonmot: "Det dunkelt sagda är det dunkelt tänkta." Det står i hans Epilog vid magisterpromotionen 1820, hvor han overrakte laurbærkransen til kandidaterne ved Lunds Universitet.
Den versificerede tale er blevet kaldt et humanistisk credo og turnerer med bravour den ene kraftfulde formaning efter den anden.
En var kan icke bli en genius
på säkra vingar stigande mot ljuset;
men vem som vill kan pröva förrn han dömer,
kan fatta själv den sanning han besvärjar,
kan känna själv det sköna han beundrar.
En sen efterfølger af Tegnér, Olle Holmberg, der var professor ved samme universitet 1937-59, skrev i Dagens Nyheter en række miniessays over berømte svenske digtsamlinger, Lovtal till svensk lyrik (i bogform hos Ellerströms forlag i 1993), bl.a om Tegnérs Smärre samlade dikter, hvor han til de citerede linjer bemærker: "Det lyder hos Tegnér, som om alt dette var let. Det er det jo ikke. Det er også muligt, at der ville blive et skrækkeligt kaos i verden, hvis hver og en satte sig ned og mente og tænkte på egen hånd... Men det lokkende i appellen har et smukt skær af eventyr."
DA TEGNÉR UDSENDTE sine digte i 1828, var han forlængst blevet biskop i Växjö. Men han blev ved at holde taler, ikke bare prædikener. Der er rejst en statue af ham på den grønne plads ved domkirkens nordside. Jeg står med kameraet for at indfange ham, som han sidder dér og tænker klart i sin lænestol, men distraheres af en dame med hund, som stiller sig op lige i synsfeltet, hver gang jeg indstiller fokus. Hun er vældig fotogen, véd hun, så jeg resignerer over for hendes dunkle forevigelsestrang.
Jeg får dog også den gode 1700-tals gymnasiebygning med på optagelsen, dér hvor han holdt sine skoletaler. Alt er berømt her, også de gamle elever, digteren Viktor Rydberg, folkloristen Hyltén-Cavallius, botanikeren med seksualsystemet Carl von Linné, der også har lagt navn til gaden foran den røde domkirke med de to underligt tætsiddende sorte spir som sære vækster over mysteriet.
AF DUNKEL IMPULS søger vi ned over Blekinge mod Ronneby og lidt mod øst for at finde et endnu ældre kultområde ved Listerby, dér hvor Björketorpstenen står med sine runer. Godt hundrede meter inde i skoven åbner et felt sig, hvor både skibssætninger og gravhøje ses længere borte, men først og fremmest lige for øjnene af den forunderlige og gysende opstilling af tre høje, smalle sten, to nøgne bautasten som tavse vogtere og så den over fire meter i vejret ragende runesten, hvor den lange inskription er trukket op med domkirkerødt på nederste del. Den øverste smalner til som på en lammekølle.
Dens runer er dunkel tale fra 700-tallet, skrevet i en blanding af det ældre og yngre runealfabet, hvad der er et særsyn. I Danmark findes noget sådant ikke på sten, nåja, dansk er den jo, medtaget i Jacobsens & Moltkes Danmarks Runeindskrifter. Jeg runerækkens mester skjulte her magtruner, står der. Videre er det en forbandelse af hver den, der måtte vove at forstyrre dette minde. Arg og fredløs, død gennem list skal den blive som bryder dette. Og på bagsiden af stenen understreges det med ordene: fordærv spår jeg!
Arg er noget af det værste man kan være på runedansk. Modbydelig, pervers. Indskriftens detaljer er omstridte, svært tydbare. Tegnene har bevaret deres hemmelige tiltrækningskraft og trolddomskarakter. Måske klart tænkt, men hyllet i hemmeligt sprog, som ikke var for hvermand og jo stadig ikke er det uden håndbog.
DER ER en frygtindgydende insisteren på skriften som fænomen og betydning i sig selv ved disse magiske trusler, som altså snarere minder den sagesløse beskuer om eget udsat liv end om de dødes bedrifter. For ikke at sige, at det i princippet minder om en vis moderne poesi.
Den, der ristede runerne, meddelte sig nogle gange med navn i den såkaldte mesterformel, her er han anonym. Man véd ikke, om det var den kyndige mand selv, der stod med mejslen, eller om han mere fornemt kun leverede forskriften til en håndværker, som det sker i dag ved almindelig skiltning og gravskrift eller forlagsdrift.
Det er nærmest stenen selv, der taler, så man knap ved, om det er passende at tage kameraet frem til en hurtig reproduktion og kortvarig forstyrrelse af stedets genius.
DET ER SENT på eftermiddagen, en bleg sol kaster lange skygger i Björketorp og henter et citat af Tegnér frem:
var mörkret finnes, där har konsten felat
och solen, himlens snille, har gått ner.
Den gamle bisp og poet var ude i litterært ærinde i en kritik af fosforisterne, de samtidige romantikere, der samledes om tidsskriftet Phosphoros, lysbringeren, men det var sort lys og tungetale for ham med hans drøm om klarhed på baggrund af egne frygtindgydende erfaringer af tungsind og sort meningstab.
Tegnér er vist udgået af pensummet i danske gymnasier, hvor man snarere er forpligtet på de seneste forforiserende digterskoler og tidsskrifter. Men spændingen i skriften mellem Växjo og Björketorp er afgørende for poesiens skjulte magt og magi.
