Læsetid: 4 min.

De dyriske drifter

18. oktober 1999

James G. Ballards science-fiction bøger er typisk en kalejdoskopisk beskrivelse af dyret i mennesket

Klassikere
At homo sapiens fuldstændigt dominerer livet på kloden, er ingen garanti for, at det altid vil gøre det. Således tyder f.eks. én slags forskning på, at kæmpeøglerne med ét slag blev udryddet, da en stor meteor tørnede sammen med jorden for 65 millioner år siden. Men vores endeligt behøver ikke nødvendigvis komme fra et lignende ubehageligt rendez-vous med et løbsk fremmedlegeme fra rummet. Ifølge J.G. Ballards roman Verden under vand (1962), er det tilstrækkeligt, hvis solen ændredes og pludselig begyndte at afgive mere lys.
I romanen har voldsomme solstorme i løbet af halvfjerds år fået temperaturen til at stige drastisk og smeltet pol-kalotterne. Som følge af, at vandet har opslemmet billioner tons jord og mudder, dækker verdensoceanerne nu kun knap halvdelen af jordens overflade. Europa er således blevet til et stort system af sumpe og laguner. Kun spirene og tagene fra de højeste bygninger rager endnu op over vandoverfladen og er nu levested for kæmpeleguaner og andre muterede øglearter: Det synlige resultat af solens forøgede strålingsmængde.
Pattedyrenes - og dermed menneskets - fertilitet er stærkt faldende. Jorden er på hastig vej tilbage i sin geofysiske og økologiske udviklingshistorie. Tilbage til trias-tiden hvor kæmpeøglerne engang var jordens ubestridte herskere. Resterne af den plagede menneskehed er forlængst flygtet op til polar-egnenes behageligere, subtropiske klima.

Neuronik
En rekogniseringsekspedition fra Camp Byrd i Nordgrønland er sendt ud for at evakuere eventuelle overlevende og er nået til det, der engang var London. Nu under vand i op til syv etagers højde.
Nogle af ekspeditionsdeltagerne - deriblandt Dr. Kerans, som er ekspeditionens læge og registrator af det nye plante- og dyreliv, lider imidlertid af tilbagevendende mareridt. Vanvittige af dagdrømme, som udvisker forskellen mellem virkelighed og fantasi, drager de sygdomsramte ekspeditionsdeltagere mod syden, mod den brændende sol, mod øglerne.
Da ekspeditionen får ordre om at vende tilbage til basen, beslutter Dr. Kerans og nogle få andre sig for at blive alene tilbage i den oversvømmede by - uden rigtigt at vide hvorfor.
Freden varer heller ikke længe. Snart ankommer den gådefulde og farlige kaptajn Strangman med sine tamme alligatorer og sit mandskab af fribyttere for at plyndre den sunkne by for dens efterladte kostbare maskiner og oversvømmede kunstskatte.
Historiens slutningen udgør ikke så meget et klimaks, som en udfasing af handlingen. Som en menneskehedens ny Adam fortsætter Kerans sin vandring alene mod syd uden at vide andet, end at han er nødt til det, selvom han ved, det vil betyde hans undergang.
Denne dødsdrift forklares i bogen ved neuronik: Ballards til lejligheden opdigtede psyko-biologiske teori om, at alle levende væsener bærer hele deres biologiske fortid i sig i form af fortrængte drifts- og frygtreaktionsmønstre. Biologiske minder, som ved jordens tilbagevenden til trias-tiden er ved at vågne og reaktivere urgamle, uimodståelige drifter, som medfører menneskets endeligt.

I drifternes vold
Få science-fictionforfatterskaber er i den grad optaget af undergang, katastrofer, degeneration, dekadence, sex og besættelse og disses indvirkning på mennesket som J.G. Ballards. Et forfatterskab der stil- og indholdsmæssigt ligger langt væk fra, hvad science-fiction som litterær genre normalt har at byde på.
Født i Shanghai i 1930 blev Ballard under Anden Verdenskrig interneret i en japansk krigsfangelejr. Det er hans uhyggelige oplevelser fra dengang - beskrevet i fiktiv form i romanen Solens Rige - der er den drivende kraft bag hans forfatterskab. Det er et storstilet forsøg på at afsløre vores tro på menneskets og samfundets konstans, ved at afdække den som en illusion, der er funderet i et kaotisk hav af fortrængte drifter.
Ligesom i Verden under vand konstruerer Ballard i mange af sine bøger kunstige verdener, som hovedpersonen strander i uden nogen mulighed for at slippe væk, for så at lade verden omkring hovedpersonen kollapse helt, efterhånden som normal social adfærd mister sin gyldighed og mening.
I romanen Højhuset fra 1975 er sceneriet således et fyrreetagers luksushøjhus, hvis selvtilstrækkelige og velhavende beboere på trods af, at alt er så perfekt, alligevel finder fejl og mangler hos "de andre." Skjult for omverden optrappes langsomt de små irriterende sabotageforsøg på de andre etagers klimaanlæg og elevatorer til at blive til grovere hærværk - for så til sidst at ende i et orgie af overfald, voldtægter, og drab som led i primitive stammekrige mod "fjendtlige" etager.
Ballard, som i parentes bemærket oprindeligt ville have været psykiater, har selv beskrevet sit forfatterskab som udforskningen af, hvad han kalder "det indre rum". Et projekt der dermed forbinder Ballard med de surrealistiske malere, som også udforsker menneskets indre landskaber og de ubevidste kræfter, som styrer vores liv. I Ballards science-fiction er den eneste virkeligt fremmede planet jorden.

*Verden under Vand (1962), af J.G. Ballard, genoptrykt på Borgens Forlag. 1988
Denne artikel indgår i serien om science-fiction klassikere på videnskabssiden. Serien fortsætter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her