Læsetid: 5 min.

Ensomhedens landskab

29. oktober 1999

Efter et par mindre justeringer er Jon Bang Carlsens Sydafrikafilm klar til dansk premiere. Filmen modtog i september hovedprisen ved Nordisk Panorama i Reykjavík. Dengang var Informations anmelder skeptisk, men filmen vinder ved gensyn

Nye film
Jon Bang Carlsen er ikke journalist. Han er dokumentarfilmskaber, og som sådan kan han tillade sig den luksus at dykke ned i et emne uden nødvendigvis at skulle komme 'hele vejen rundt', som det hedder.
Det har han benyttet sig af i snart tre årtier. I mere end tredive film - heraf flere mesterværker - har han afsøgt et karakteristisk spektrum af skæbner og udkantsområder, ofte med et særligt blik for fraværets poesi og livets tilstedeværelse i mellemrum og stilhed.
I 90'erne er Jon Bang Carlsen søgt ud over landets grænser, først til Irland, hvorfra han hentede materiale til ikke mindre end fire film, og nu Sydafrika, udgangspunkt for tre film, hvoraf de første to nu foreligger. Mødet med en større verden har desuden markeret et metodeskift for Carlsen, idet han - med en enkelt undtagelse - selv har optaget alle udlandsfilmene på video. Det gælder også den biografaktuelle Addicted to Solitude, et forsøg på at begribe situationen i Sydafrika under omstillingen fra apartheid til demokrati.
Opgaven er voldsom, og den danske filmmand opgiver da også undervejs at lave det værk, han fra starten havde i tankerne. I stedet har han klippet en film sammen af sine video-notater. Det lyder mere tilfældigt og ufærdigt, end tilfældet er.
Carlsen er en erfaren filmmand, og selv om det enkelte steder kunne have pyntet med en professionel fotograf, vindes så meget andet, at arbejdsformen legitimeres.

Fascinerende kvinder
Filmens præmis er som følger: Under sit forsøg på at finde medvirkende til en stor film om Sydafrika mistede Jon Bang Carlsen orienteringen, både i landskabet og i materialet. I stedet endte han med at fortabe sig i to kvindeskæbner, et par hvide afrikaanere med det tilfælles, at de begge er alene om at tackle hverdagen i det nye Sydafrika. Den ældste af kvinderne passer en marskandiserbutik i en landsby, den yngre driver en øde beliggende farm. Den første er fraskilt, den anden er to år forinden blevet forladt af sin mand og har ikke siden hørt livstegn.
Man må give Carlsen ret: De to kvinder er fascinerende, og filmen formidler et sanseligt rum omkring dem, så farver, dufte, lyde og stemning forplanter sig gavmildt ud i biografens mørke. De specifikt fortællende billeder indrammes af tre gennemgående visuelle metaforer, som trækker projektet over i retning af fiktionens fascinationskraft: Det er landskabet; en episode med mørke heste, der angriber en hvid hest; samt en hvid hund, hvis betydning forstærkes, hvis man har set Samuel Fullers Den hvide hund (1982) om køteren, der trænes til at dræbe negre.
Filmen rummer med andre ord fængslende materiale, men samtidig er der noget, der skurrer. For det første kan det lige præcis i denne sammenhæng virke anstødeligt at insistere på en så personlig indfaldsvinkel til stoffet. De sorte reduceres uden blusel til kolorit - som postmanden der har kørt et dyr ned, eller pædagogen som filmmageren lokker til at sige, at de apartheid-venlige hvide vil ende i helvede.

Flagrende postulater
Hertil kommer en vis inkonsekvens, hvad angår filmens præsentation af de medvirkende. Undervejs indføres til tider kontroversielle udtalelser af en række bipersoner, hvis identitet forbliver ukendt, således at publikum ikke er i stand til at danne sig et indtryk af de talendes motiver eller troværdighed.Det er også påfaldende, at de få sorte, man ser, ikke passer til de hvides fordomsfulde beskrivelser. Formodentlig er det bevidst, men alligevel sidder man tilbage med fornemmelsen af at være blevet præsenteret for et billede fuldt af flagrende spørgsmål og postulater.
Et sidste forbehold går på den overordnede form. Jon Bang Carlsen har valgt at henlægge sin fortælling til speaken og lade billedsiden være stemningsfulde tableauer uden egen fremdrift. Det kunne være i orden, hvis ikke speaken i sig selv havde været så fyldt med billeder og sprogblomster, at det visse steder trækker et forstyrrende betydningslag ned over billederne. Det skal dog siges, at den danske speak fungerer langt bedre end den engelske.
Måske skyldes disse anfægtelser først og fremmest, at Jon Bang Carlsen selv har sat en så høj standard i sine bedste film. Og paradoksalt nok vil det sikkert også netop være de provokerende aspekter ved Addicted to Solitude, som vil ende med at give filmen en særlig status. Måske forholder det sig slet og ret sådan, at der er tale om en overraskende personlig film om et emne, som de færreste ville have modet til at behandle som andet end en skoldhed politisk kartoffel. Og netop ved at insistere på retten til at vælge fra placerer Jon Bang Carlsen sig selv i det ensomhedens landskab, som filmen så malende levendegør på det hvide lærred.
Summa summarum: Filmen gør indtryk ud over det sædvanlige.
Efter samme opskrift som under opholdet i Irland har Jon Bang Carlsen parallelt med Addicted to Solitude lavet en mere uprætentiøs dagbogsfilm med sønnen Hjalmar som fortæller og hovedperson. I Min afrikanske dagbog beretter Hjalmar om sit og lillebror Simons møde med det fremmede land, der umiddelbart er ganske anderledes end det drømmenes Afrika, hvor søde buskmænd siger undskyld til dyrene, inden de slår dem ihjel.

Fra drengehøjde
Året er 1998, fire år efter apartheid-styrets sammenbrud, og i filmens speak reflekterer den halvstore dreng over, hvorfor de voksne stadig ikke kan være sammen på samme naturlige måde, som han er det med sine nye sorte venner.
Filmen følger årets gang gennem hverdagens optik, og den rummer noget af den ligefremhed og dynamik, som kan savnes i Addicted to Solitude.
Hertil kommer, at visse iagttagelser bliver lettere at sluge, når de formidles gennem barnets bevidsthed - eksempelvis konstateringen af at de sorte vasker gulve for de hvide, mens de hvide har travlt med at sidde på en veranda og tale om, hvor dovne de sorte er. Lad så være, at det næppe er den ni-årige selv, der har formuleret sætninger som: "Vi flagrede rundt i Afrika som en trækfugl uden kompas, men vi var ikke så kloge som fuglene." Ok, filmen er måske for klog til sin hovedperson, men den lever i kraft af børnenes udstråling, og undervejs får den sagt en del, som også det voksne publikum kan have glæde af.

*Addicted to Solitude. Instr: Jon Bang Carlsen. 1999. 60 min. Prem.: fredag, Vester Vov Vov, København

*Min afrikanske dagbog.
Instr.: Jon Bang Carlsen. 1999. 45 min. Distr.: Det Danske Filminstitut

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu