Læsetid: 8 min.

Estland i turbo-fart mod EU

28. oktober 1999

Estlands hurtige omstilling til markedsøkonomi efter selvstændigheden i 1991 har givet gode økonomiske resultater og en adgangsbillet til EU. Men chokeffekten har også haft konsekvenser

LYNOMSTILLING
TALLINN - Der skal mere end lidt regn til at skylle de smukke gule, lyserøde, blå og orange pastelfarver af de nyrenoverede huse i Tallinns gamle bydel. Selv på en klistrende fugtig septemberdag fornægter byens skønhed sig ikke, og selv med en paraply i hånden er det umuligt ikke at falde for de gamle skæve kirker, der overraskende - som når man åbner en låge i en julekalender - toner frem, når man runder et af de utallige hjørner i de små brostensbelagte gader.
Og hvis man pænt blev inden for de høje bymure af grå-brun kalksten, kunne man såmænd også forblive i den tro, at Estland er et moderne MacDonald'iseret land, akkurat som sine europæiske naboer.
Det er Estland også. Men det er også meget andet. Og det andet skal man kun ud til det nærmeste busstoppested for at møde. Allerede, når den alt for firkantede bybus - der langt fra lever op til de vestlige krav til bløde, runde former - kommer hen mod stoppestedet, ved man, at der findes en anden virkelighed, end den romantiske brostensidyl inden for murene.
Bybussen med de grønne plastiksæder, hvorfra gyldenbrunt skumgummi stritter ud af revnerne, tager dig med derud, hvor UNESCO's penge til bevarelse af den gamle by ikke har hjulpet til med at lappe de små hjem sammen. Her har der hverken været råd til at male træværket på højhusenes terrasser eller lappe revnerne i husmurene. Skurene i baghaverne får mange steder lov til at rådne væk, og tankegangen synes at være, at når det hele alligevel ser ud, som det gør, så kan vi også ligeså godt lade skraldet ligge og flyde.
Estland er kontrasternes land. Den smukke facade står over for den forfaldne, og den fattige pensionist over for den stenrige iværksætter, der var smart og udnyttede de gunstige vilkår, som Estlands lynomstilling til markedsøkonomi efter selvstændigheden i 1991, bragte med sig. En omstilling, der efter et økonomisk dyk de første år efter selvstændigheden nu har bragt Estland i front - sammenlignet med de to andre baltiske lande - med den stærke valuta, kroon, der siden 1992 har været bundet til den tyske mark.

EU - her kommer vi
De estiske politikere har haft travlt - landet var knapt frit, før kursen blev sat mod den europæiske union. I praksis betyder det, at Estland på rekordtid godkender og implementerer EU-lovgivning - ofte på områder, hvor de endnu ikke har en egen lovgivning. Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at opbygge en egen national identitet samtidig med, at man overtager EU-lovgivningen?
"Jeg synes ikke, der er en modsætning i det. For vi har tidligere været en del af Europa, og selv under de 50 års midlertidige tab af selvstændighed, var vi anderledes; vi tænkte anderledes. Det er stadigvæk tilfældet. Vi mener, at vi hører til den europæiske familie, og derfor er det naturligt, at vi vælger den europæiske union, som forbillede, når vi skal opbygge vores lovgivning," siger Orlev Aarma, der er rådgiver for det estiske Europaudvalg, der blev dannet i 1997 - blandt andet efter dansk forbillede.
Den omkring 35-årige Orlev Aarma, der har kontor i det lyserøde panter-farvede parlament i Tallinn, er som alle parlamentets partier stærk tilhænger af estisk medlemskab af EU. Og han mener allerede, at Estland har høstet de første økonomiske fordele af sin målrettede stræben efter medlemskab.
"Bare det, at vi er et kandidatland, har tiltrukket en masse investorer. En anden fordel er, at vi får et moderne retssystem på meget kort tid. For vi har ikke 50 år til at genopbygge det, vi mistede i løbet af de 50 år under sovjetstyre. Så det her er en god måde, at få de 50 års fremskridt kørt ind hurtigt, så vi kommer på højde med resten af Europa," forklarer den kraftige, kortklippede mand.

Omstillingens tabere
Anneli Külaots, der er rådgiver i Estlands EU-intergrationskontor, som holder til i en pyramideformet bygning i Tallinns ambassadekvarter, er enig i, at det har været en hjælp for Estland at kunne overtage en færdig lovgivning.
"På alle måder havde vi brug for modernisering, for det var en fuldstændig omstilling fra den sovjetiske måde at administrere på, til en nutidig én. Og Europa var kun en naturlig model. Men man kan sige, at hele den lovgivningsmæssige proces har været ekstrem hurtig og ekstrem svimlende. Der var så mange konventioner og så mange love, der skulle godkendes meget hurtigt, for at tillægge det hele en form for lovmæssig fundament," siger Külaots, der også peger på, at den hurtige omstilling til markedsøkonomi har haft sine omkostninger.
"Reformerne kom meget brat. Nogle gange bliver de kaldt for chokterapi, og det har også haft sine omkostninger. Det kunne være gjort blidere, men det er meget uklart, om resultaterne var blevet så gode, som de er," siger den lille kvinde, der med sine mørke krøller ser helt sydlandsk ud.
"Forskellene mellem indkomsterne er meget store, og det er nok et af de problemer, som den økonomiske reform har bragt med sig. Men den sovjetiske måde at gøre tingene på skabte også en masse bizarre konstruktioner, som under normale markedsvilkår ikke kan eksistere. Men det er klart, at når sådan en fabrik, som er den eneste arbejdsplads i et område, lukker, så skaber det et socialt problem. Og det er langt fra løst endnu," siger Külaots med henvisning til de store fabrikker i det russiskdominerede industriområde i det nordøstlige Estland, som blev grundlagt i sovjettiden og som er hele områdets eksistensgrundlag.
Udover de mange russere, der er blevet ofre for disse fabrikkers undergang, er også estiske landmænd ramt hårdt. Også pensionisterne er blevet omstillingens tabere, for i dag har de forholdsmæssigt færre midler at gøre med sammenlignet med i sovjettiden, hvor der var en masse gratis goder.

Demokratiprocessen
Men trods disse sociale konsekvenser tror Anneli Külaots ikke, at der er ret mange, der ønsker sig tilbage til sovjettiden. For levestandarden er generelt steget, og folk har også mentalt omstillet sig til at leve i et demokratisk samfund. En proces, der ifølge Külaots er gået glat.
"Man bliver hurtigt vant til at have alle mulige demokratiske rettigheder, og man vænner sig hurtigt til at have bunker af valgmuligheder, hvad enten det er ideer eller varer i kølediskene. Det, som tager tid og arbejde, er at blive bekendt med EU, og med hvordan det er at være i EU," siger hun og henviser til den store gruppe af estere - ca. 40 procent - der endnu ikke ved, om de er for eller imod estisk deltagelse i EU.
"Forklaringen på, at så mange mennesker endnu er uafklarede, er først og fremmest esternes natur. Vi er generelt ikke ret hurtige til at beslutte os. Vi vil gerne stå på afstand og overveje. Så hovedårsagen er, at vi behøver noget tid til at overveje," siger en ubekymret Külaots.
Orlev Aarma, er mere betænkelig ved situationen, for selvom det endnu ikke er endeligt vedtaget, så er det sandsynligt, at også esterne får lov til at stemme om, hvorvidt de ønsker at være med i EU.
"Det er et problem, når for mange folk ikke har en mening, eller hvis de har en mening baseret på ingenting, for det er disse mennesker, som beslutter sig i stemmeboksen, der afgør resultatet. Men det eneste, vi kan gøre, er at tilbyde så meget information som mulig. Det er vigtigt at give information om både fordele og ulemper, for vi har ingen organiseret EU-modstand i Estland, og det er nogle gange dårligt for debatten," forklarer han.
Knap en tredjedel af befolkningen er imod estisk medlemskab af EU, og argumenterne ligner meget de øvrige europæiske EU-modstanderes argumenter.
"Vi har den samme skræk som andre medlemslande. For eksempel at folk fra andre lande skal komme og opkøbe vores kystområder til sommerhuse. Det er normalt sagt, at befolkningerne i EU er bange for, at billig arbejdskraft fra Central- og Østeuropa skal strømme ind over grænserne i forbindelse med udvidelsen. Men den samme frygt findes her, og frygten er forståelig, for det her er noget nyt igen, og hvis man sammenligner med en anden union, vi var med i, og hvis folk ikke tænker over forskellene mellem unionerne, så er det meget let at falde i fælder," siger Aarma.

Stabilitet ønskes
Endnu er hovedparten af de mennesker, der har taget stilling til EU, dog positive overfor estisk medlemskab. Og for både Aarma og Külaots er fordelene klare.
"Vi håber på økonomisk og politisk stabilitet. Og en følelse af at høre til dér, hvor vi mener, vi kulturelt og historisk hører til," siger Külaots.
Orlev Aarma er enig, men mener ikke, at estisk EU-medlemskab kun er til Estlands fordel.
"Den økonomiske og politiske stabilitet er måske det vigtigste for os. Men det er ikke kun sådan, at vi får noget af EU. Vi kan også give EU noget. Vi kan medbringe noget know-how omkring hvordan, man gør tingene effektivt. Ligesom Danmark og andre små medlemslande også har påvirket og bragt unionen noget," siger Aarma.

ESTLAND 1999

Areal: 45.125 kvkm.

Befolkning: 1.42 mio. indbyggere. 64 pct. estere, 29 pct. russere.

Religion: 78 pct. protestantisk, 19 pct. ortodokse kirke.

Sprog: Estisk (officielt statssprog), russisk.

Geografisk område: Baltikum. Nabolande: Rusland, Letland.

Hovedstad: Tallinn (427.500 indbyggere)

Vejen til uafhængighed:
*1939-40: Estland indlemmes i Sovjetunionen på baggrund af den hemmelige Hitler-Stalin-Pagt.
*1941-44: Nazi-Tyskland besætter Tallinn og siden hele landet. Sovjetisk bombardement af Tallinn får de tyske tropper til at trække sig ud i efteråret 1944.
*1940'erne: Guerillakamp mod Sovjetstaten, men forgæves. Russificering med kollektivisering, deportationer, centralisme, henrettelser og arrestationer.
*1985: Mikhail Gorbatjov bliver Sovjets nye leder, og begreber som glasnost og perestrojka vinder indpas.
*1988: Dannelse af Folkefronten, der på få måneder får 40.000 medlemmer. 23. august demonstrerer omkring 300.000 estere på årsdagen for Hitler-Stalin-Pagten. 16. november beslutter det estiske parlament en lov om suverænitet, men Sovjets Øverste Sovjet erklærer loven for ugyldig.
*1989: Dannelse af Interfront. Pro-sovjetisk svar på Folkefronten. 23. august er det 50 års dagen for underskrivelsen af Hitler-Stalin-Pagten, og som protest dannes en menneskekæde fra Tallinn til Vilnius, hvor over en million baltere deltager.
*1990: Valg. Folkefronten står som stor sejrherre. 30. marts erklærer Estland sig for uafhængige. Sovjet anerkender ikke beslutningen, men senere på året indledes forhandlinger om selvstændighed. Sangfestivalen i Tallinn får deltagelse af over en halv million estere og har karakter af en protestdemonstration mod den sovjetiske tilstedeværelse.
*1991: Kupforsøg i Moskva slår fejl. Estland erklærer sig uafhængigt den 20. august. September anerkender Gorbatjov de baltiske landes uafhængighed.

Letland og Litauen og EU: Både Letland og Litauen valgte modsat Estland en langsom overgang til markedsøkonomi.
Begge landes økonomier er svagere end Estlands, og det er en af grundene til, at Estland et år tidligere end de to naboer blev inviteret med i den foreste række af de lande, der kunne påbegynde optagelsessamtaler med EU.
I forrige uge blev både Letland og Litauen dog forfremmet til også at kunne påbegynde optagelsessamtaler. Det er hovedsageligt miljøet, økonomien og Letlands behandling af det russiske mindretal, der fortsat er problemer med i de to lande.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu