Læsetid: 5 min.

EU's evige reform

20. oktober 1999

Romano Prodis vismandsgruppe sparker nyt liv i debatten om en radikal reform af EU's institutioner før udvidelsen mod øst. Men mange forsøger at skyde den i sænk

Krigen i Kosovo og den ondartede krise i Rusland har tvunget Den Europæiske Union til at vælge side. Vil EU som i de sidste ti år fortsætte med at udskyde og udskyde medlemsudvidelsen til de nye demokratier i Øst- og Centraleuropa - med alle mulige økonomiske, politiske og humanitære undskyldninger - eller er EU villig til at reformere sig selv, så det bliver muligt at optage 6-12 nye medlemslande? Det er det eksistentielle spørgsmål.
Allerede på København-topmødet i juni 1993 blev EU's daværende 12 medlemslande enige om de politiske betingelser for udvidelsen, og på topmøde efter topmøde har diplomaterne finpudset formuleringerne og EU-kommissionen har lavet en stribe analyser og hvide bøger om ansøgerlandene.
På Amsterdam-topmødet i juni 1997 var det så planen, at EU endelig skulle gøre sin del af arbejdet færdig: En reform af EU's institutioner med nye stemmevægte i Ministerrådet, flere flertalsbeslutninger, færre EU-kommissærer etc.

Men Amsterdam-mødets planlagte reformer aborterede, fordi en række forskellige nationale interesser stødte sammen, og cirklens kvadratur var umulig at tegne i de sene nattetimer. Små lande som Danmark var bange for at miste sin kommissærstol, Storbritan-nien sagde kategorisk nej til et opgør med den nationale vetoret - og fik støtte fra bl.a. de tyske länder - og de befolkningsrige lande som Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien og Spanien var bange for at miste 'blokeringsmagt', hvis en række små centraleuropæiske lande kommer ind og tipper de skrøbelige stemmebalancer i Ministerrådet.
I stedet nøjedes 'Europas Uenige' med at bekræfte hinanden i, at alt skal være, som det var for de oprindelige seks medlemslande. Og lederne sagde så, at EU kan udvides med fem nye lande, uden at der er behov for større institutionelle reformer. Men grundlaget for den beslutning er nu forsvundet.
I sidste uge kom EU-kommissionens formand Romano Prodi med det visionære udspil, at EU skal speede udvidelsesprocessen op. Erfaringerne fra krigen i Kosovo fik Prodi til at foreslå, at EU skal nedprioritere de hårde økonomiske krav og i stedet sætte bredere sikkerhedspolitiske hensyn i højsædet. Seks nye lande - nemlig Bulgarien, Letland, Litauen, Malta, Rumænien og Slovakiet - blev sat på optagelseslisten, og på weekendens EU-topmøde i Tampere i Finland bakkede stats- og regeringscheferne principielt op bag ideen. En endelig beslutning ventes på topmødet i december.
Men er banen også kridtet op for den logiske følgeslutning: Hvis kredsen af potentielle medlemslande nu er 27 og ikke 20, så er der behov for andet og mere end en mini-reform af EU's institutioner.

Og det var netop, hvad en vismandsgruppe under ledelse af Belgiens fhv. ministerpræsident Jean-Luc Dehaene skitserede i en 14 siders rapport, som blev offentliggjort i mandags. Rapporten, der er udarbejdet af Dehaene i samarbejde med Tysklands fhv. præsident Richard von Weizsäcker og den tidl. britiske handelsminister og BP-chef, lord David Simon, siger uden omsvøb, at der er brug for en stor reform af EU's institutioner på næste års regeringskonference.
Det centrale forslag er ideen om at opdele EU's traktater i en mindre grundlov, en slags Magna Carta, der kun kan ændres med enstemmighed. Og så skal et bredere sæt institutionelle udenoms-regler kunne ændres med kvalificeret flertal.
Dehaene-gruppen vil have flere flertalsafgørelser - for udenrigspolitikken og de dele af rets-politikken, hvor der i dag er enstemmighed. De ønsker at udvide den fælles beslutningsprocedure med Parlamentet. Samtidig skal den nationale vetoret begrænses og en gruppe medlems-lande skal på fleksibel vis kunne gå foran og låne fællesskabets institutioner uden, at modstanderne kan forhindre det.
Hvert land skal også i fremtiden kunne have en kommissær, men samtidig skal kommissionsformandens magtbeføjelser styrkes, så "kommissionen bliver til en regering". I det nuværende EU er der iflg. Dehaene-gruppen allerede "overbelastning," en "langsommelig beslutningsproces" og "ledelsesmæssige svagheder." I et EU med 27 medlemmer kan det kun blive meget værre. "Institutionelle reformer er absolut nødvendige, hvis udvidelsen skal være en succes. Det er EU's største udfordring lige nu," sagde Dehaene. Og det har han ret i.
Men Dehaene-gruppens forslag er under beskydning fra flere lande, og det er tvivlsomt, at der kan opnå politisk enighed om forslagene, uanset hvor fornuftige nogen ellers vil finde dem.
Fra dansk side er meldingen et klart nej. I Storbritannien tror man, at Dehaene-rapporten vil bane vej for en ny Europæisk Superstat. Og den spanske EU-ambassadør Javier Elorza siger , at Spanien "er modstandere, fordi det vil skabe vanskeligheder for Storbritannien i bestræbelsen på at få befolkningen til at acceptere pundets optagelse i euroen, og fordi det vil forhindre en hurtig medlemsudvidelse, da det er umuligt hurtigt at lave så dybe reformer."
Men uanset hvad, så kan modstanderne ikke forhindre, at debatten om de institutionelle reformers nødvendighed blusser op igen med fornyet kraft. Debatten vil få sit eget politiske momentum frem til næste års regeringskonference, og Romano Prodi vil - med støtte fra den tyske udenrigsminister Joschka Fischer - sætte dagsordenen.

Uanset hvordan debatten ender, så er den politiske integration i dybden allerede undervejs. Weekendens topmøde i Tampere viste, at EU er på vej mod et stadig mere harmoniseret politi-, rets-og asylpolitisk samarbejde efter forbilledet fra det indre marked. Og samtidig har NATO's tidligere generalsekretær Javier Solana netop sat sig i stolen som EU's 'udenrigsminister' også kendt under pseudonymet hr. FUSP. Han siger, at målet er med tiden at skabe en "europæisk stormagt".
I den sammenhæng er det af stor symbolsk betydning for EU's integrationister, hvis Javier Solana - trods udtalt modstand fra Sverige - får held til også at sætte sig i stolen som generalsekretær for den i mange år så henslumrende Vesteuropæiske Forsvarsunion, WEU. På et tidspunkt, hvor USA's kongres slår ind på en stadig mere isolationistisk politik, hvor EU-landene reflekterer over læren af Kosovokrigen og hvor europæiske våbenfabrikanter fusionerer, vil strømpilen pege i retning af en tættere politisk integration af EU's udenrigspolitik og af det forsvarspolitiske samarbejde i Vesteuropa.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu