Læsetid: 4 min.

Fanden til forskel

21. oktober 1999

Svend Åge Madsens på én gang sjove og alvorlige Faust-roman vil advare mod genteknologisk storhedsvanvid

Roman
En dreng siger til sin fader: "Du skulle ikke tage dit pæne sorte tøj på. Du har altid så ondt i hovedet dagen efter."
Denne replik, der forekommer to gange i Svend Åge Madsens nye roman, illustrerer udmærket hvad bogen går ud på: Det manglende led. The missing link. Den skjulte funktion, som får mennesker til at opføre sig anderledes end dyr. Vi kalder det tænke-evne, bevidsthed. Men i grunden véd vi meget lidt om den.
Genspejlet er beretningen om hjernebiologen, bevidsthedsforskeren Just Mathias Helled, hvis drøm det var at løse tankefunktionens gåde og på videnskabeligt grundlag digte 'det nye menneske'. Kan man lokalisere bevidstheden, kan man måske isolere den. Og kan man isolere den, kan man udtage den af kroppe og indsætte den i andre. Sådan ræsonnerer Helled, indtil han rammes af bundløs sorg.

Fanden er løs
Indtil skæbnen spolerer hans liv, har han levet i ren, ublandet lykke sammen med sin smukke hustru Helena, datter af fagets professor Simon P. Løv. Men da Helena dør efter kort tids svær sygdom, vil Helled ikke mere. Han trækker sig tilbage fra al forskning og flygter ind i alkoholens milde glemsel. På dette tidspunkt er hans datter Simone otte år. Det er hende, der fortæller historien, mange, mange år senere, engang i næste årtusind, alt imens hun gennempløjer aviserne fra tiden november 1998 til april 1999, den periode, da tiden stod stille og livet for far og datter var sat i stå af smerte.
I denne mellemtid får Helled et tilbud, han ikke kan afslå. Hans assistent Krystofiles, der udtrykker sig på et fejlfyldt dansk, præget af engelsk og polsk, opfordrer ham til at komme tilbage og fuldføre instituttets epokegørende forskningsprojekt udi gen-manipulation. Til gengæld tilbyder fristeren at bringe Helena tilbage fra de døde, som Gretchen eller mytens Eurydike.
Professor Løv fik nemlig i sin tid fremstillet Helena i fire noget yngre kopier, eftersom han vidste, at han og hans kone sandsynligvis ikke ville få flere børn. Da Helled får færten af dette, er spillet gående ... eller fanden løs.

Firedobbelt kærlighed
For hvad der nu sker, er at Helled opsporer klonerne efter tur. Forfører dem og forløser dem. Suger dem for ungdommens blod, fylder dem med overkloge ord. Da hans kunstigt tilvejebragte efter-liv kulminerer, lever han i firfoldig lykke - med modedamen Soffi, 25, cellisten Elen, 22, studinen Za, 19, og Monika, der har samme alder som Helena havde, umiddelbart før hun blev syg. "Jeg elsker også dig," siger han til dem alle fire. Og forsker på livet løs.
Men spørgsmålet er, om han både kan rumme firfoldig lykke og firedobbelt sorg, efterhånden som de fire elskerinder rammes af samme uhelbredelige sygdom. Og hvad med hans datter, den alt for tidligt modnede datter? Spurgte nogen barnet, i hvilken skikkelse hun ønskede sin mor tilbage? Og hvem forklarer Monika, at hendes hinsides enhver beskrivelse adfærdsvanskelige afkom Kassander i virkeligheden blev lavet på sæd fra en af instituttets forsøgschimpanser?
Helled forsøger en feberredning ved at lade sin bevidsthed fordoble og transformere sig til en slags reserve-Jesus. Men at romanen må slutte tragisk, står klart fra begyndelsen af. Yderligere sørgeligt bliver det, da læseren forstår, at Simone for overhovedet at få tilstrækkelig selvtillid til at skrive den har ladet sig smitte med syfilis. Karen Blixen står og griner i kulissen, både som forfatter til Aben (en af de Syv fantastiske Fortællinger) og til Kardinalens tredje Historie (fra Sidste Fortællinger).
Ved siden af hende øjner man Goethe og hans Faust, Pirandello som dramatiker og romanforfatter, Heinrich von Kleist og Markise von O (ikke Madame, som Madsen eller Simone fejlagtigt skriver i bibliografien). Disse og mange andre digtere og filosoffer plaprer med i Madsens hyperintelligente og konstant tankebefordrende værk.
Bogen er nemlig en sammenfletning af allerede eksisterende udsagn og formuleringer. Den forsøger at give et kaos form af en fortælling, men eftersom Simone skriver i en tidsalder efter den genetiske pest, efter den psykiske pest, efter tids-pesten, i en epoke, hvor fortællekunst i gammeldags forstand er afskaffet og erstattet af biografi og semi-dokumentarisme, konstruerer hun bogen som et sindrigt væv af henvisninger og citater. Eksempelvis møder læseren Løvs fire kvindekloner gennem dagbog, interview, breve og fiktive prosastykker. Det er postmodernistisk collagekunst, munter metafiktion, intertekstuel grundforskning - for åben laboratoriedør, på én gang underholdende og foruroligende.

Den Anden er alt
Genspejlet, bogens titel, kan opfattes på flere måder. De fire kvinder bliver det spejl, hvori Helled kan gen-se den lykke, han havde engang. Men de udgør jo også genetiske kopier af begærets tabte objekt. Endelig for det tredje indkredser titlen romanens budskab, der kort fortalt består i at advare mod genteknologisk 'kejservansind', som storhedsvanvid så rammende kaldes på svensk.
Det springende punkt i Just Helleds forskning er nemlig, hvorvidt alle de kunstgreb, man kan lave med mennesket, også foretages for mennesket. Genforskere helmer ikke. De spørger ikke: Hvorfor? De spørger: Hvorfor ikke? For eksperimentatorer som Helled og den gennemdæmoniske Krystofiles står ideen om individet som en tankemæssig blokering, et fortidslevn, vi bør skaffe os af med. Men hvad de ikke vil se, er at vi lever som dem vi er, skaberværkets lykkelige fejltagelser, med og for og i kraft af hinanden. Respekten for mennesket er uløseligt forbundet med medmenneskets værdighed.
Det er Svend Åge Madsens store fortjeneste, hos alle os der læser, at kunne sætte lange overvejelser og diskussioner om disse materier i gang, med en herlig bog, der på samme tid vækker tårer og latter, indlevelse og eftertanke. Der er medmenneskeligheden til forskel på os og dem, vi aldrig bør blive. Og der er Fanden til forskel på Madsen og det meste af hvad man ellers ser.

*Svend Åge Madsen: Genspejlet. Roman. 376 s. 295 kr. Gyldendal. Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu