Læsetid: 4 min.

Film

14. oktober 1999

*Leonardo DiCaprio, alle teenagepigers drøm, og den tidligere rapper Marky Mark (alias Mark Wahlberg) spiller hovedrollerne i Scott Kalverts barske Basketball Diaries, om det hårde liv på gaderne i New York, hvor daglige adspredelser udgøres af basketball og stoffer. Filmen er baseret på en selvbiografisk roman af den tidligere stofmisbruger Jim Carroll - der også har en vigtig rolle i filmen - og er sådan set ét langt argument for at holde sig fra stofferne. Måske bliver filmen en smule for moralsk i længden, ligesom den ind i mellem synes en smule unødvendigt action- og sensationshungrende, men meget selvsikre og overbevisende præstationer fra DiCaprio, som lægger krop til Carroll, og Wahlberg - begge har siden imponeret med deres talent og alsidighed - hjælper filmen over de mest prædikende øjeblikke. Og ikke mindst formår instruktør Kalvert også at omsætte Carrolls ord til billeder sitrende af streetlife og menneskelig fallit.
Basketball Diaries. TV2, fredag 22.25-0.10

*John Carpenter, der aldrig har været bleg for at levere et godt gys, genvandt noget af sin fordums storhed, da han med sin seneste film, Vampires, pustede nyt liv i en noget gennempløjet og nedtrådt genre, vampyrfilmen. Ellers skal man tilbage til de sene 70'ere og tidlige 80'ere for at finde de bedste af Carpenters film. Ikke mindst den genredefinerende Maskernes nat, der egenhændigt har stået fadder til de horder af teenage-slasher-film (Fredag den 13., Scream), som siden har oversvømmet biograf- og især videomarkedet. En anden af sine mest effektive film, lavede Carpenter i 1982. The Thing var en meget udskældt modernisering af Christian Nybys' scifi-gyser The Thing from Another World fra '51. Tiden har dog været mere nænsom ved Carpenters film, der idag regnes blandt de absolut bedste i genren. Er man til snigende uhygge, kontant spænding og en spand blod i ny og næ, så er The Thing et kig værd. Carpenters yndlingsskuespiller Kurt Russell står i spidsen for en perlerække af solide skuespillere, bl.a. Richard Dysart, Richard Mazur og Wilford Brimley, der i rollerne som videnskabsmænd på en isoleret arktisk forskningsstation må se sig angrebet af et væsen fra det ydre rum. Et parasit-væsen som langsomt, ubemærket og sikkert overtager mændenes kroppe, hvilket gør det næsten umuligt for de uinficerede at spotte, hvem der er hvad, og samtidig selv undgå at blive overtaget. Gyset sættes så bestemt i højsædet - den isolerede location, de klaustrofobiske kulisser, de effektive chok-effekter og den totale uvished, som personerne lever i, giver en følelse af uhåndgribelig skræk og paranoia, som er helt uovertruffen. Hvor Nybys film havde rod i en kommunistforskrækket samtid og tydeligvis havde et politisk-allegorisk sigte, er Carpenters film et anderledes håndfast og psykologisk studie i, hvordan mennesker reagerer under ekstremt pres.
Det grusomme udefra/ The Thing. TV3, fredag 22.25-0.25

*Paul Verhoeven, der ganske vist har ramt helt ved siden af med film som Showgirls, har dog også bevist sit værd som instruktør af solide, ind i mellem ganske spektakulære og originale science fiction-film, der blander fuldendte fremtidsvisioner med bastant mediesatire, eksempelvis RoboCop. Hans bedste film til dato er den vidunderligt gennemførte Starship Troopers, baseret på en roman af Robert A. Heinlein, men også Philip K. Dick-filmatiseringen Total Recall er vellykket. Med udgangspunkt i Dicks We'll Remember It for You Wholesale fortæller hollandsk-fødte Verhoeven om en menig borger (Arnold Schwartzenegger) i et fremtidssamfund, der en dag finder ud af, at hans hukommelse er placeret hos ham for at skjule det faktum, at han i virkeligheden er med i en samfundsnedbrydende bevægelse. Snart er Arnold i kamp for sine gamle fæller, bl.a. mod den kvinde, han hidtil havde troet var hans kone, og den privatiserede statsmagt. Som sædvanlig hos Verhoeven fejler effekterne intet og illusionen om en fremtidsverden er imponerende. Selvom de mest eftertænksomme elementer hos Philip K. Dick er forsvundet i Total Recall, der fungerer som en traditionel actionfilm, så er der stadig ting at tænke over: Således filmens alment-humanistiske budskab, der klinger rent hjem.
Sidste udkald/ Total Recall. DR2, lørdag 21.10-23.00

*Renny Harlins seneste film, hajthrilleren Deep Blue Sea, havde premiere i fredags. Ganske som man forventer det hos Harlin, der også har lavet en omgang Mareridt på Elmstreet og Die Hard 2, er spændingen ganske solid, men dog ikke så original og fuldendt som i hans forrige film, Long Kiss Goodnight. Harlins daværende kone, Geena Davis, spiller en husmor, som ikke kan huske sin fortid. Otte år tidligere vandrede hun ind i sit nuværende liv med hukommelsestab, og nu, begavet med både mand og børn, opdager hun efter et biluheld ukendte sider af sig selv. Det viser sig, at hun har arbejdet som agent for en hemmelig efterretningstjeneste, og sammen med en lurvet privatdetektiv hyret af hendes bekymrede ex-arbejdsgivere, begynder hun at lede efter den tilværelse, hun mistede så pludseligt. Det bliver en tempo- og spændingsfyldt tur gennem et minefeldt af gamle venner og fjender og barske forbrydere. En af hemmelighederne bag Renny Harlins lille mesterværk, der blev så sørgeligt overset af både kritikere og publikum, er manuskriptforfatter Shane Black, der kan skrive replikker, så selv Lotte Heise må blive stum. Tidligere har Black forgyldt Dødbringende våben, Last Action Hero og Last Boyscout, og han er i besiddelse af en usvigelig sans for humoristisk, intelligent og rap dialog og hæsblæsende actionsekvenser. Oven i købet kan han tegne sine karakterer tilpas dybt til, at man gider interessere sig for dem, og omvendt ikke så dybt, at de overskygger handlingen og ødelægger plottets naturlige drive.
Long Kiss Goodnight. SVTV4, søndag 21.00-23.25

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu