Læsetid: 6 min.

Filosofi i kødet

25. oktober 1999

De fleste tanker er ubevidste. Vore abstrakte begreber er overvejende metaforiske. Bevidstheden er forankret i kroppen. Disse tre teser kan eftervises empirisk, hævder lingvisten Georg Lakoff og filosoffen Mark Johnson i en ny bog

Kød og ånd
For 19 år siden udkom den øjenåbnende bog Metaphors we live by. Den var skrevet af to amerikanere, Georg Lakoff og Mark Johnson. Ikke mindst ved hjælp af en række konkrete eksempler viste de, at metaforer er uomgængelige begrebslige fænomener, og ikke primært poetiske eller stilistiske fænomener. Metaforer pibler frem overalt, i hverdagssproget, i politikken, i videnskaben. Metaforens essens blev bestemt som det at forstå og opleve en ting ved hjælp af en anden.
De mange læsere kastede sig ud i læsningen, og den fremviste myriader af metaforer: Livet er en rejse, kærligheden er elektrificerende, teorier er bygninger, tid er penge, politikeren er en stærk fader, bevidstheden er en maskine, at vide er at se etc. Mange lod sig også inspirere til selv at fortsætte øvelserne på deres egne faglige græsgange.
Nu er de to tværvidenskabelige tænkere på banen igen med et kæmpestort værk, der sammenfatter deres forskning igennem de sidste 20 år. Det hedder Philosophy in the Flesh. The Embodied Mind and Its Challenge to Western Thought (1999, 25 kapitler, 624 sider).
Der er tale om et forsøg på at sammentænke en fænomenologisk filosofisk realisme, en empirisk orienteret lingvistik og en kognitionsvidenskabelig forskning. Der er tale om en aktuel og original søgen, der fremstiller en åben samtale mellem filosofi, sprogvidenskab og hjerneforskning. Der bygges bro mellem human- og naturvidenskabens nyeste indsigter.

De vigtigste pointer
Forståelse bunder i, hvad der er betydende for en organisme, ikke i en overensstemmelse mellem et begreb og en ting. Forståelsen er altid en levet forståelse. Forståelsen er altid 'situeret'. Vi forstår kun verden gennem at interagere i den. Der eksisterer ingen sandhed for os uden aktiv kropsinvolveret forståelse.
Begreber dannes med kroppen, og begrebsdannelsen udspringer af det, vi med vores krop kan gøre ved tingene. De kategorier, vi tænker i, bestemmer den verden, vi opfatter som virkelig. Vi lever i en multiplural metaforrig verden. Men vi er ikke født med metaforerne. De ligger ikke parat i vort 'indre'. Fra vi er helt små begynder vi at forme begrebslige kategorier af kropslige sanseerfaringer, handlinger og andre oplevelser. Vi begrebsliggør verden gennem vores kropsliggjorte erfaringer og via de strukturer, der er skabt i vore kroppe og hjerner. Kropslige erfaringer danner en række metaforer, der gør livet rigere. Nye metaforer har kraften til at skabe nye verdener.
Både vore tanker og vore handlinger er fundamentalt metaforiske, og de fleste af vore tanker er ubevidste. Vi har ingen direkte adgang til vor bevidsthed, vore tanker, vort sprog og vore idéer. Der findes ingen ikke-metaforisk teori om bevidstheden. Bevidstheden er kropsliggjort. Tanken har brug for kroppen. Tankestrukturerne kommer fra kroppen, herunder fra hjernen. Metaforerne er forestillet rationalitet, bygget op gennem en proces af neural selektion. Det er snarere de neurale netværker, der skaber vore begreber og metaforer, end bevidste viljeshandlinger. Vor evne til at tænke metaforisk udspringer af hjernens og den øvrige krops fælles virke. Begrebslige metaforer kan kun være produkter af kropsforankrede bevidstheder, der interagerer med omverdenen; de kan ikke eksistere som selvstændige, uafhængige objekter i verden.
Tanken og sproget hverken kan eller skal tænkes isoleret fra kroppen, sanserne, bevægelserne, den sociale interaktion, kulturen, vidensformerne og behovet for mellemmenneskelig kommunikation. Hvad angår begrebet mening, så kan denne lokaliseres i kroppen og i det ubevidste begrebslige system, som er inkarneret i os, og som gør, at vor forståelse får fylde af den måde, hvorpå 'billedskemaer', kategorier og øvrige mentale rammer projiceres ud på verden.

Bogens opbygning
De to tænkere viser, at den individuelle bevidsthed er inkarneret, at tanken bor i kroppen. Jeg vover en fortolkning: Da kroppen på en måde altid prøver på at gå ud af sit gode skind, og da tanken ligeledes prøver på at tænke det, der endnu ikke er tænkt, er den dynamiske 'kropstanke' (jvf. den danske idéhistoriker Ole Fogh Kirkeby) aldrig adskilt fra det sociale, sproget, tiden eller døden. Mennesket er ikke verdensløst. Vi er ikke udeltagende fluer på væggen, ikke en livets neutralt, registrerende og objektiverende fotografer. Eller med Nietzsches ord: Vi er ikke kvækkende frøer med kolde indvolde.
Bogens første del opsamler og fortætter projektets filosofi. Anden del præsenterer nogle omfattende studier i tidens, begivenhedens, kausalitetens, bevidsthedens, selvets og moralitetens metaforer. Tredje del er viet en udfoldelse og en indløsning af påstanden: "Der er ingen filosofi uden metaforer."
Filosofferne er de systematiske tankers poeter. Filosoffernes metaforer er nødvendige for, at vi kan forstå abstrakt tænkning. Uden disse kan vi ikke udvide vor viden. Vi kan ikke betræde nyt terræn. At eftervise filosoffernes brug af metaforer går således ikke primært ud på at klandre eller nedvurdere dem. Det vises, at før-sokratikerne, Platon, Aristoteles, Descartes, Kant, den analytiske filosofi, rational choice-teoretikerne og Noam Chomsky m.fl. alle til hobe kun kan, hvad de kan, via en række metaforiske greb. Pythagoræerne tænker essensen som tal, Platon essensen som idé, Aristoteles idéen som essens og Descartes, der er Lakoff og Johnsons erklærede filosofiske hovedmodstander, tænker bevidstheden som en lysgiver og som en container for idéer, samtidig med at han foretager en fatal separation af kroppens materielle verden og bevidsthedens ikke-materielle verden.
Denne to-verdens-legende er de to amerikanere ude på at destruere. Heri deler de ambition med den franske filosof Maurice Merleau-Ponty, som de da også hylder i deres korte forord. Det vil næppe heller være helt tosset, hvis verdens mange nutidige Descartes-kritikere nøje konsulterer den af Lakoff og Johnson skitserede, alternative filosofiske udvej.

Mange gentagelser
Bogen skulle have været mindst 100 sider kortere. De utallige gentagelser og opsummeringer skæmmer teksten og irriterer koncentrationen. Værre er det, at Lakoff og Johnsons metafor-begreb risikerer at blive så altomfattende, at det næsten ikke er til at sige, hvad der ikke er en metafor. Endvidere undrer det mig, at de ikke vover at opstille nogle æstetiske eller sansekvalificerende normative kriterier, der kunne deltage i en afgørelse af, om en metafor er 'god' eller 'skøn'. De forfalder til evindelige eksempelopregninger og er uhyre deskriptive. Hvordan forklarer de mon, at nogle metaforer 'sætter sig', at andre dør ud, og at nye kommer til? Jeg savner nogle videnssociologiske og historiske forklaringsnøgler.
Efter endt læsning står det mig heller ikke helt klart, hvordan sammenhængen skal tydes mellem det hjernemæssigt-neurale felt, de lingvistiske kapaciteter og den faktiske udvikling i sproghistorien. Der postuleres hele tiden en intim sammenhæng; men hvordan ser den faktisk ud?
Noget andet er, om tesen - om at flere hundrede af de fundne metaforsystemer er universelle - kan og skal indløses? Det forekommer mig at være et kolossalt empirisk arbejde, måske endda uigennemførligt.
Lakoff og Johnson er erkendelsesantropologisk interesserede; men de mangler at føre bevis for, at den 'rene' biologiske menneskelige krop - når alt kommer til alt - er den priviligerede hovednøgle til at forstå og forklare kultur- og, filosofi- og sproghistorien.
Endelig undrer det mig, at de forklarer, at det var delvist tilfældigt, at vi udviklede vore basale basis-niveau-begreber, fordi de passede til vore kroppes omgang med omgivelserne, og sikrede vor arts overlevelse og den blomstrende menneskelige udfoldelse i evolutionshistorien, når de samtidig siger, at vi ikke kan undgå at udvikle en række nødvendige metaforer.
Hvordan kan 'kødets filosoffer' både hylde tilfældet og nødvendigheden? De sympatiske tænkeres tankevækkende tanker mangler endnu noget af det 'kød', der kunne vise formidlingen mellem de to, tilsyneladende såre modsatte forklaringsformer?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu