Læsetid: 2 min.

Flere cd'er end nogensinde

6. oktober 1999

Der er aldrig solgt så mange cd'er som nu. Og der er aldrig kopieret så meget

Forbrugerne
Mens den danske pladebranche ømmer sig over det stigende brug af cd-brændere til piratkopiering, kan branchen samtidig glæde sig over, at pladesalget øges.
Ifølge den internationale producentorganisation, IFPI, er pladesalget i Danmark øget med to procent i første halvår 1999 i forhold til første halvår 1998. Det var ellers det år, hvor det danske cd-marked første gang var ude for et fald. Nu går det altså bedre.
Og sådan er det også globalt set. Første halvår 1999 var bedre end første halvår 1998. Og i hele 1998 blev der solgt mere end nogensinde før. Globalt set gik 2,4 milliarder cd'er gennem kasseapparaterne, heraf 17 millioner alene i Danmark.
Efterhånden er antallet af cd-afspillere stabiliseret i Vesteuropa og USA. Der sælges ikke flere cd'ere, bare fordi flere har en cd-afspiller. Nu påvirkes markedet først og fremmest af selve musikken, af den økonomiske velstand på de enkelte markeder - og af piraternes fremmarch. Single-cd-markedet har gennem 90'erne været forholdsvis stabilt. Men alene Elton Johns globale hit 'Candle In The Wind', tilegnet prinsesse Diana, fik i 1997 det globale salg af single-cd'er til at stige med over 10 procent. Et eksempel på, hvordan en enkelt sang kan ændre markedet.

Pirater med vokseværk
Mens musik-cd-industrien vokser, øges også efterspørgslen efter piratplader. IFPI's vurdering er, at der i 1998 blev solgt 400 millioner pirat-cd'er - globalt set. En stigning på 20 procent i forhold til året før. Piratfremstilling sker først og fremmest på egentlige cd-fabrikker i Asien, Sydamerika og Østeuropa. I 20 lande sælges flere pirat-cd'er end legale cd'er. I Rusland står pirat-cd'ere således for 70 procent af markedet. Men Vesteuropa påvirkes også. For eksempel er der en kendt trafik til Finland fra Estland, hvor finske en-dages turister fylder taskerne med cd'ere, inden de rejser hjem.
De seneste år har hjemmebrænding af cd'er også taget fart. Selv om under 10 procent af pc'ere har indbygget cd-brænder, så er brændere blevet standard i nye pc'ere. Og det er langt nemmere at kopiere fra cd til cd end det hidtil har været at kopiere fra lp/cd til kassettebånd.
Hvis man ellers kan leve med en Madonna-plade uden det væsentlige - fotos - så er kvaliteten af kopien den samme som på originalen. Hjemmebrændere bruges til at fremstille 65 millioner cd'ere, gætter IFPI.
Den internationale vurdering er, at det samlede danske piratmarked er under 10 procent. I den aktuelle kampagne mod hjemmebrænding hævder IFPI Danmark dog, at piratmarkedet udgør op mod 20 procent. IFPI Danmark har ikke over for Information ønsket at kommentere denne forskel.

Fakta - Fortrolige tal
De statistiske oplysninger på denne temaside bygger på materiale fra den internationale sammenslutning af musikproducenter, IFPI, og den tilsvarende amerikanske organisation, RIAA. Det har ikke været muligt at få yderligere danske tal, da den danske afdeling af IFPI betragter sine statistikker som interne og dermed fortrolige.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her