Læsetid: 3 min.

Fnuglet fordybelse

14. oktober 1999

Suzanne Brøgger forsøger sig i bogen 'Lotusøje' med held som østerlandsk poet for at opleve, hvordan nødvendigheden betinger og frembringer frihed

Ny bog
Nogle af dansk litteraturs største damer udsender små digte i år.
Tidligere udkom Pia Tafdrups Tusindfødt med 101 strofer på bare fire linjer hver, nu overgås hun af Suzanne Brøgger ...
'Undergås' er vel det rette ord. For hvor Tafdrup jo efterlignede den oldpersiske rubai-form, vil Brøgger hver gang nøjes med 17 stramme stavelser fordelt på to-tre linjer: et 'haiku'.
Til et klassisk japansk
haiku, en form der blev til på Thomas Kingos og Leonora Christines tid ved en dristig reduktion af den såkaldte waka-strofes 31 stavelser, hører gerne en årstidsmarkør, som f.eks. et faldende blad, samt en paradoks-struktur, frembragt i et pludseligt tankemæssigt spring eller kast, som frembringer overrasket undren. Formen skal helst på én gang fortætte sind og sanser.

Poetisk meditation
Suzanne Brøgger respekterer kun delvis disse principper, idet hun i formen fortrinsvis ser en chance for at nærme poesiens udtryk til vitsen, gåden og ritualet.
Hvad der overvejende har tiltrukket hende, er, hvis man skal tro, hvad hun for nylig har fortalt en avis, selve det at gå frem efter bestemte formelle regler for derved at opleve, hvordan nødvendigheden betinger og frembringer frihed.
Den frihed bruger hun til at forlade jeg'et og lade forstanden holde fri, således at rationel beherskelse viger for zen-agtig meditation:

Tankerne standser,
ordet dør,
myrerne flyver på papiret.

Et blad rammer
min skulder,
jeg dejser omkuld.
Taknemmelighed.

Bogen handler især om lovbundethed i kunsten og tilværelsen. Men Lotusøje ville med sine tre gange sytten digte ikke være en Brøgger-bog, hvis ikke den indeholdt en selviscenesættelse af mildt ironisk art.
Denne dukker da også op allerede på side 2:

Hattenålen peger mod øst,
så jeg rejser den vej,
den viser.

Rent stofmæssigt indebærer dette, at digtene opererer med et klassisk 'østerlandsk' inventar: Te, ris, bambus, lotus, siv. Af dyrearter forekommer elefanter og sorte ænder, cikader, myg, sommerfugle og fisk. Buddha dukker ofte op tillige med floden og månen.
Klassisk haiku-agtig er flg. strofe, der minder om Bashos kendte klassiske japanske digt med frøen, der med et plask hopper ud i en dam:

En hvid sommerfugl
sætter sig på en jernstang.
Stangen knækker. Pling!

Mere skinger i tonen bliver Suzanne Brøgger, når hun anvender formen som opsang:

I floden driver
skyerne på må og få.
Op med jer, I skvat!

Samme opfordrings-form har et digt, hvor månen flakser nede i floden og den elskede påkaldes: "kom og dans med."

Lethed og charme
Det lykkes tit Suzanne Brøgger at være let som et fnug og viis som en østerlandsk guru.
Men mislyde forekommer, især fordi hun ofte partout vil tage så stor og plumret en glose som sjæl i haiku-formens lillebitte mund:

Bambus sortner
ved floden,
mørket forlader
min sårede sjæl.

Fiskeren kaster nettet ud,
jeg samler min sjæl
op af floden.

Et fnug falder gennem
luftens varme duft,
min sjæl, hvad vil du mer'?

Hvad den sidst citerede linje angår, har forfatteren forleden til et landsdækkende dagblad udtalt, at hun først for ganske nylig blev opmærksom på, at ordene stammer fra Kingos fine salme "Nu rinder solen op af Østerlide."
Man ved ikke, om man skal le eller græde.
Vi gør ingen af delene og konstaterer i stedet stilfærdigt, at Suzanne Brøgger i Lotusøje vældig ofte får skabt en forening af charme, lethed og visdom. Skarpe, formmæssigt stramme tekster, som tanken sagtens kan skære sig på, dominerer med lethed. Overbevisende.

*Suzanne Brøgger: Lotusøje. Digte. 63 s. Kr. 125,00. Gyldendal. Udkommer i dag.

Avisens spalteombrydning kan af tekniske grunde ikke yde digtenes stramme metrik retfærdighed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her