Læsetid: 3 min.

Forfatterne er tilbage i Arenaen

1. oktober 1999

Der er pustet nyt liv i et af 60'ernes og 70'ernes toneangivende forlag, forfatternes eget forlag Arena

"Jeg talte med min mor forleden. Hun havde lige læst Jane Aamund. Hun spurgte mig, hvad jeg syntes om det, for hun syntes, at det var noget af det værste, hun havde læst længe. Hun er en rigtig bondekone, men hun mente, at sproget er dårligt. Bogbranchen må holde op med at mistro det læsende danske folk ved at køre efter den laveste fællesnævner," siger forfatteren og nu forlæggeren, Hans Otto Jørgensen.
Sammen med blandt andet forfatteren Christian Dorph og kritikeren og forfatteren, Lars Bukdahl har han sat sig for at puste nyt liv i det legendariske forlag Arena - forfatternes forlag, der i sin oprindelige skikkelse lukkede i 1989. Forlaget er kendt for kompromisløst at satse på kvalitet frem for sorte tal på bundlinjen.
Og det er ikke ubetydeligheder, man finder på udgivelseslisten. Både Dan Turéll og Bent Vinn Nielsen debuterede på Arena. Derudover finder man værker af blandt andet Ulla Ryum, Cecil Bødker, Poul Vad og Peter Seeberg på listen over forlagets udgivelser.
"At håndhæve kvalitet i dag er kontroversielt. Forlagene er blevet endnu mere bundliniefokuserede. Det kunne man blandt andet høre Gyldendals direktør, Stig Andersen, udtale sig om ved sin tiltrædelse. Han fatter ikke, man skal udgive bøger, der giver underskud. Det er ret uhyggeligt," mener Christian Dorph.
"Stig Andersen fremhæver sin egen indsats som forlægger ved at have taget initiativ til, at Uffe Ellemann-Jensen har skrevet sine erindringer. Det er lidt af en tilsnigelse, når man skal drive forlag," tilføjer Hans Otto Jørgensen.

Oversete klassikere
I samarbejde med Lindhardt & Ringhof har forlaget netop udgivet antologien, Kortprosa 99, men den første større opgave for den nye redaktion bliver at udgive oversete klassikere som Bønnelyckes Spartanerne fra 1919 og Hansen-Falbergs Spild fra 1905.
"Det er altid de samme værker, man peger på som klassikere. Jeg har svært ved at forstå, hvad de universitetsfolk, der har stået bag, egentlig har tænkt på."
"Vi vil ud fra et forfattersynspunkt pege på nogle klassikere, der er blevet overset gang på gang," siger Jørgensen.
"Forlagene har en forpligtelse til at sikre litteraturhistorien. Den litterære hukommelse er meget kort. For eksempel er der ingen unge mennesker, der i dag kender Hans-Jørgen Nielsen og Henrik Bjelke."
"Problemet omfatter også veluddannede mennesker generelt," tilføjer Hans Otto Jørgensen.

Rastløshed i branchen
"De har ikke læst Bent Vinn Nielsen eller Jens Smærup Sørensen. Der er noget, der er fuldstændigt galt, når etablerede forfattere er ukendte hos veluddannede mennesker, der er interesserede i litteratur," siger Hans Otto Jørgensen.
Ifølge de to forlæggere er Arenas rolle som forfatternes forlag, der ubetinget satser på kvalitet, kun blevet vigtigere de seneste år. Et eksempel på det er oversættelser af udenlandsk litteratur til dansk.
"Der er en rastløshed i bogbranchen. De etablerede forlag vil i vigende grad oversætte et stort udenlandsk navn. Man ved i forlagsbranchen, at medierne er meget mere interesserede i et navn, der lige pludselig dukker op og bliver månedens berømthed. Et eksempel på en overset stor udenlandsk forfatter er Gunnar Ekelöf. Der findes ikke ét eneste af hans værker i sin helhed på dansk," siger Christian Dorph.
"Hvis ikke, der havde været et forlag som det lille Husets forlag, så havde der stort set ikke været noget oversat lyrik i Danmark, og sammenligner man med, hvad Sverige oversætter er det pinligt," siger Hans Otto Jørgensen.

Subskribtionsordning
Arena har siden start i 1953 samarbejdet med forskellige etablerede forlag om distribution og trykning.
Det århusianske forlag Klim har vist interesse for et samarbejde med det ny Arena, ligesom Lindhardt & Ringhof også er interesseret i at være medudgivere. Samarbejdet vil primært foregå fra bog til bog, understreger de to redaktører fra Arena.
Den sidste samarbejdspartner, Gyldendal, pressede Arena til at opgive den eksisterende subskribtionsordning - en slags abonnementsordning, hvor man forpligter sig til at købe et vist antal af forlagets bøger - af hensyn til boghandlerne, men den nye redaktion har tænkt sig at genoplive ordningen.
"Boghandlerne har aldrig været glade for subskribtion, fordi man kan udbyde bogen til en lavere pris end den, der tilbydes i boghandlen. Den store boghandler i Århus, Henning Clausen, har altid ment, at Arena ikke vil sælge bøger. Det siger han, fordi Arena har givet nogle dårligere forhandlerrabatter, end de andre forlag har tilbudt," siger Hans Otto Jørgensen.
"Boghandlerne får 40 procent og fuld sikkerhed. Det er jo ikke fisk, de sælger. De kan jo sende bøgerne tilbage, når de bliver gamle," siger Christian Dorph.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu