Læsetid: 2 min.

Forklædt som tv

2. oktober 1999

Radio og tv

Midt i strømmen af tv-programmer, der synes klampet sammen i ubevogtede øjeblikke, dukker der pludselig en skøn fræser op:
Til globryllup blandt nyrige i Indien. Der blæres med ti kilos brudekjole i forkrammet silke og døre af massivt sølv. Ali Babas skatte ligner almisser i sammenligning. Vi er ikke engang fluer på væggen. Vi får hele herligheden pranget dørks i sylten. Den femte BMW med læderindtræk, juveler så store som polypper, gaver til gæsterne. Alt bliver vist frem. Der er ingen, der skammer sig over noget. Tværtimod. Det er de nyrige magtpåliggende at justere vores opfattelse af dem som tilbagestående.
Når det altså er med dén på... Hvis det drejer sig om u-landsbistand, bruger denne nye overklasse deres nødlidende landsmænd som alibi for at landet modtage støtte. Og her bliver society-reportagen til boomerang. Velstanden bliver kvalmende, når vi får at vide, at hvis grådigpeterne delte lidt mere med bundfaldet, så ville basørerne, de modtager fra os, være overflødige. Forargelsen vokser straks i kaliber, og jeg kan allerede høre det sædvanlige kor om, at vi lige så godt kan knalde kassen i, for pengene havner alligevel i de forkerte lommer. Det dokumenteres aldrig direkte, at støttepengene går i de nyriges lommer, men sammenhængen mere end antydes.

Heldigvis står Heilbuth og Bülow på skuldrene af sig selv, når uhyrlighederne hobes op som kontrast til overfloden. Der refereres til tidligere udsendelser om, hvor lemfældigt reglerne omgås, når de store skibe hugges op på indiske strande. Dødsulykker er daglig kost, og sidst afsløredes, hvordan Scandlines via mellemhandlere fik deres skibe skrottet under livsfarlige forhold. Andre formuer tjenes på DDT, der stadig sprøjtes ud, selv om myggene er blevet immune. Forbudte gasser eksporteres ad hemmelige kanaler trods forbud. Det er, som om det overdådige bryllup afholdes på en giftdynge.
Forklædt som fattig var meget smukt produceret, og jeg greb mig selv i at nyde billederne - selv i den værste armod. Satans med den æstetik, der sløver, fordi vi ikke får lugten med.
DR var på dupperne med Trøjborg i Profilen. Radioen havde telefonerne åbne, og det var påfaldende, hvor fordomsfrit folk talte om det indiske mummespil.

Men vi kan selv. Fremskridtspartiet har i de seneste dage pippet svagstrøms-humanistisk, efter at de lukkede elefanten Glistrup tilbage i tombolaen. Han afleverede en stinker om forbud mod muslimer, salg af deres døtre og anden galdegylle. Det fik selv hærdede fremskridtere til at kløjes. Som parret i et vejrbarometer mundhuggedes Mogge direkte på skærmen med Kirsten Jacobsen. Det hængende øje. Øret, der intet hører. Kirstens kristne klovnemund. Det var så grotesk, at jeg var sikker på, at nu havde de jordet sig selv. Nix. Det var god reklame for partiet, der er ved at vokse.
Jeg er ved at pakke min kuffert. Jeg vil ikke bo nær en muslimsk kz-lejr. Måske man skulle blive Mercedesforhandler i Calcutta.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her