Ole Sohn dykker endnu engang ned i KGB's arkiver. Desværre vil han også være romanforfatter
Ny bog
Da Sovjetunionen gik i opløsning, blev der lukket op for KGB's arkiver, og det betød bl.a at vi her i landet, langt om længe kunne få sandheden at vide om det kommunistiske folketingsmedlem Arne
Munch-Petersens forsvinden i 30'rne. Han omkom, ved vi nu, syg og nedbrudt i et af Stalins fængsler. Det var DKP's sidste formand, Ole Sohn, der foretog de nødvendige undersøgelser i arkiverne. Det kom der en spændende og vedkommende bog ud af, nemlig Fra folketinget til celle 290, der udkom i 1992.
Som en udløber af undersøgelserne vedrørende Arne Munch-Petersen, og også en udløber af selve sagen mod ham, har Ole Sohn kunnet grave endnu en skæbne frem. Det drejer sig om matros Claus Jensen, der under sømandskonflikten i København i 1934, slår en betjent ned og som derefter må gå under jorden.
Politiet kommer hurtigt på sporet af ham, og da hans pågribelse vil være særdeles ubekvem for DKP - hvor han er medlem - sørger man for at skibe ham afsted til Sovjetunionen, hvor han skal blive indtil sagen er drevet over.
Det kommer til at gå helt anderledes end nogen havde forudset.
Claus Jensen befinder sig godt i Arbejder- og bondestaten. Som sønderjyde taler han glimrende tysk, og han lærer sig hurtigt et brugeligt russisk og bliver derfor i stand til at gøre nytte for partiet. Han bliver udstationeret oppe i det nordligste Sovjet, hvor hans opgave er at drive propagandavirksomhed over for besøgende skandinaviske søfolk. På et tidspunkt bliver han også sendt på Leninskolen i Moskva, hvor han dels gør sig heldigt bemærket som en begavet og lærenem elev, dels får kontakt med fremtrædende medlemmer af det danske kommunistparti, herunder Arne Munch-Petersen.
Spionprocesser
Men han taber sit hjerte oppe nordpå. Han har forelsket sig alvorligt i en kvinde, som han også bliver gift med. Sagen mod ham hjemme i Danmark bortfalder, får han at vide, og det lykkes ham at skaffe de nødvendige papirer, så han og hans unge kone kan flytte til Danmark. Men inden de når så langt, dør både konen og deres fælles barn af meningitis. Efter en periode i druk og mismod, samles Claus Jensen op af endnu en kvinde. De forelsker sig og får et barn sammen. I mellemtiden raser Stalins spionprocesser, der som bekendt betød døden og/eller langvarige fængselsstraffe for tusindvis af mennesker. Den historie er hørt mange gange før, men det gør den ikke mindre uhyrlig. Og Claus Jensen går heller ikke fri. Som udlænding - og måske værst og alt: som tysktalende - kommer han under mistanke, arresteres, dømmes og tilbringer sammenlagt ti år i fangelejr. Hvordan han endelig slipper ud af Sovjet, er et særdeles pinligt kapitel for Kongeriget Danmarks daværende ambassade i Moskva, hvor der bestemt var grænser for, hvor langt man ville gå for at hjælpe en jævn dansk sømand. Bogen bygger som sagt på dokumentarisk materiale, og det fremlægger Ole Sohn både sobert og troværdigt. I den forstand er læseren i gode hænder. Man informeres grundigt, får god besked om såvel forholdene i datidens Sovjet som om de forhåbninger, de kommunistiske partier i Vesteuropa havde til den virkeliggjorte socialismes store fædreland.
Dårlige romaner
Desværre nøjes Ole Sohn ikke med at fremlægge materialet som det foreligger, sådan som han med stort held gjorde i bogen om Arne
Munch-Petersen. Denne gang optræder han også som romanforfatter. Det gør han på en sær steril og hobbyagtig måde, der ind imellem giver den forfærdende og rystende beretning et ufrivilligt skær af komik, f.eks. i de mere ømme replikskifter mellem Claus Jensen og kvinderne i hans liv. Fortællingen er såmænd medrivende nok, men når en glimrende dokumentarforfatter - og det er han! - som Ole Sohn gør brug af fiktionensmidler, som han kun behersker i meget begrænset omfang, bliver resultatet ærlig talt noget nedslående.
Hvad er meningen egentlig med at fortælle den rystende beretning om den forsvundne sømand, der tilbragte ti år i Stalins fangelejre, i en litterær form, der mest af alt minder om Ole Sohn og min barndoms elendige Flemming- og Jan-bøger? Er virkeligheden ikke overbevisende nok i sig selv?
Det vil jeg mene, at den er. Og jeg ville ønske forfatteren havde holdt sig til den viden, han med forbilledlig grundighed har skaffet sig i KGB's arkiver. Dårlige romaner er desværre dårlige romaner - uanset hvor væsentligt deres emne er.
*Ole Sohn. Frihedens port. Roman. 354 s., 299 kr. Vindrose