Læsetid: 6 min.

Fortæl mig hvad du tror jeg tror

14. oktober 1999

Hvis man i disse år spørger yngre danske prosaister, hvem de især har læst og lært af, nævner mange af dem tre lysende forbilleder, nemlig amerikaneren Raymond Carver, vor egen Peter Seeberg samt nordmanden Kjell Askildsen. Hos disse tre har de unge set den korte prosa udnyttet og fortættet - originalt og intenst.
At særlig Kjell Askildsen har dannet, om ikke skole, så dog fået elever, skyldes, at han sætter en himmelhøj kunstnerisk standard. Selv har han suget til sig af det bedste hos Tjekhov, Hemingway, Kafka og Beckett, men han har også i sine fine noveller formået at skabe sin egen stil: den lavmælte antydnings kunst, der fremkalder detonationer på sindets dybdeniveau. Skønt hovedparten af det, han har skrevet, kan synes ret hurtigt læst, bliver det usagte gerne ved med at arbejde i én, længe efter at bøgerne lukkes.

Linje for linje
Kjell Askildsens forfatterskab er lille; men eksklusivt kan det ikke af den grund kaldes. Han arbejder bare langsomt og er, siger han, godt tilfreds, om han i løbet af en dag får skrevet blot tre-fire linjer. Til gengæld behøver han ikke rette særlig meget, kun må han til stadighed stryge, komprimere, stramme, så hver eneste situation står klart. I dén vittige tale, kollegaen Dag Solstad holdt på Askildsens 60-års dag, beskrives det, hvorledes forfatteren sætter sig på en café, udstyret med en notesblok, og efter nogle timer rejser sig igen, med et fornøjet drag om munden. Han har nemlig fået skrevet tre sætninger, som virkelig holder - eller også har han fundet ud af, nøjagtig hvor der skal slettes tre, der ikke holder mål.
Askildsen, der er født i Mandal 30. september 1929 og således fyldte 70 forleden, debuterede i 1953 med novellesamlingen Heretter følger jeg deg helt hjem. Senere fulgte der korte romaner, såsom Davids bror (1957), Omgivelser (1969) og Hverdag (1976), men især en række nye novellebind har givet ham internationalt ry: først Kulisser (1966), så Ingenting for ingenting (1982), sidenhen en mesterlig cyklus på ti små tekster, Thomas F's sidste nedtegnelser til almenheten (1983), fulgt af udvalget En plutselig frigjørende tanke, 1987. De allernyeste udgivelser er Et stort øde landskap (1991) og Hundene i Tessaloniki (1996). For nylig markerede Oktober den runde fødselsdag med Samlede noveller.

Bastant symbolik
Udviklingen i Kjell Askildsens prosa kan groft beskrives som en vandring fra Tjekhov og Hemingway over i retning af Kafka og Beckett. Hans tidligste noveller har sluttede forløb, samlet om en brat begivenhed, hvorimod de seneste netop udmærker sig ved fraværet af ydre drama. Stemmens præcision er i mellemtiden blevet altafgørende.
Debutbogen rummer f.eks. historien "Måkeungene" om to unge elskede, der i sejlbåd ankommer til en ensomt beliggende skærgårdsø. "Jeg tror, jeg er gladere for dig, end du er for mig," siger hun, imens de arrangerer et bål. "Vi elsker hinanden," siger hun, alt imens flammerne breder sig ud over den cirkel af sten, han forinden har lagt uden om drivved og lyng. Da de indser, at ilden ikke kan slukkes, flygter de i hast - hun ved at stille sig ud på en odde, han ved at smide tøjet og svømme over efter båden. Da de bagefter sejler væk, ser han røgen rulle hen over øen og ud over havet. Hun derimod sidder med en mågeunge i hånden, som de begge håber vil overleve.
Denne type bastant symbolik og markant dramatik skal man som regel lede forgæves efter i Askildsens senere prosa. Et illustrativt eksempel kan være hans nyeste novelle "Martin Hansens utflukt", trykt til sidst i Samlede noveller. Her berettes i jeg-form om en midaldrende mand, der efter en pludselig indskydelse tager ind til hovedstaden for at slentre omkring samt måske gå på druk. Til sin hustru siger han, at han har en aftale med sin broder.
Turen slutter for så vidt dramatisk, idet Martin Hansen bliver slået ned på banetoilettet og frarøvet sin tegnebog. Men det specielle ved novellen er, at al opmærksomheden bagefter samles om løgnen, hans ellers så banale løgn. Det er, bemærker konen tørt, helt almindeligt, at den ene løgn trækker den næste efter sig. "Det er ikke slik du tror, sa jeg. Hva vet du om hva jeg tror, sa hun. Fortell meg hva du tror jeg tror. Jeg svarte ikke."

En skæbne i en replik
Alle disse banale, men egentlig fundamentale spil gennemlyser Kjell Askildsens små, pinagtigt insisterende noveller med imponerende dygtighed. De fremstiller personer, der ustandselig gemmer sig og bliver væk for hinanden, og de beskriver fremmedhed og menneskelig isolation som en totalt lammende, altomfattende tilstand, ingen af os kan unddrage sig.
Kjell Askildsen er oversat bl.a. til svensk, engelsk, fransk og tysk - og dét med meget god grund, for hans prosa har høj klasse. Han skriver en tæt, spændingsrig tekst, som flot tåler at blive læst (og læst højt) ganske, ganske langsomt. Handlingens afsæt kan være en tilsyneladende ubetydelig detalje: en hverdagshændelse, en replik - mere behøves egentlig ikke, for Askildsens prosakunst består i at vente, til det almindelige, dagligdags, åbenbarer sit gådefulde perspektiv. Mange vil være tilbøjelige til at læse forbi fortætningspunkterne i hans noveller, men når man læser dem anden og tredje gang, kan en enkelt bevægelse med en krop eller en enkelt uforsigtig replik meget vel vise sig at have afgjort intet mindre end et menneskes hele skæbne.
I et interview med Alf van der Hagen i Dialoger (1993) har forfatteren sagt, at han som regel begynder med temmelig vage forestillinger om, hvor han vil hen, men at han så til gengæld prøver at lytte hver sætning frem. I sine allernyeste tekster tilstræber han efter eget udsagn en skrivemåde, der kan kaldes amoralsk i den forstand, at læseren skal kunne gå med ind i fiktionen uden dog at kunne vide sig sikker på, hvordan de iscenesatte menneskeskikkelser skal fortolkes og vurderes. Askildsen vil nemlig om bag facaden, ind til de lag i sine personer, hvor forskellen mellem 'rigtigt' og 'forkert' betyder mindre end følelsens sandhed og livsintensitetens styrke.

Kunstens muligheder
Askildsen opsøger med forkærlighed afgrundene, i en intenst forskende prosa, rig på fine antydninger, men fattig på ydre beskrivelse. Kun det mest nødvendige står tilbage, alt andet er under skriveprocessen reduceret bort. Derved bliver hans stil til gengæld det måske gyldigste pant på novellernes underliggende budskab - at mennesker trods deres ondskab og rethaveriskhed og generelle følelsesforkrampning alle har en slags værdighed - eller skulle vi mon kalde det stolthed? - at slås for, en indre æresfølelse, der først og fremmest betyder, at de skal lyve mindst muligt, i det mindste for sig selv.
Sådan noget er nemt at sige. Men det er vanskeligt at gøre, selv, i vore egne små liv. Og at udføre det i en kunstnerisk praksis er hunde-hamrende-svært. Det ved de, der har prøvet. Derfor har flere af dem valgt at læse Kjell Askildsen igen og igen. Ikke for at skrive som han, men for at blive skærpet i deres opmærksomhed over for kunstens muligheder.

*Af Kjell Askildsen foreligger på dansk 'En pludselig frigørende tanke' (1989) og 'Et stort, øde landskab' (1995) begge oversat af Jens Christian Grøndahl, begge på forlaget Per Kofod. 'De Samlede noveller', der har efterskrift af Henning Hagerup, er på 469 sider i stort format og kan købes for 348 norske kroner. Til forfatterens 70-års dag i sidste uge udsendtes et 'Festskrift til Kjell Askildsen' (190 sider plus 15 sider Tabula Gratulatoria), som bl.a. rummer en række tekstanalyser og litteraturhistoriske betragtninger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu