Læsetid: 13 min.

Freelance på livstid

30. oktober 1999

Hvis du tager udgangspunkt i individet i stedet for i systemet, så er det ikke så entydigt, hvad der er vigtigst. Det er ikke ligegyldighed. Men der er så mange ting, der er vigtige i livet, siger Camilla Lyngbo Hjort, 26, i en beskrivelse af sin egen generation

Når folk spørger, hvad jeg vil lave om et år eller to, er jeg altid nødt til at svare, at 'det har jeg ingen anelse om'. Jeg har aldrig beskæftiget mig med noget i længere tid end et halvt år ad gangen, og jeg har totalt cyklet rundt fra det ene medie til det andet, det ene kulturprojekt til det andet. Måske repræsenterer det i virkeligheden en rimelig dækkende livsform blandt unge nu."
Behageligt plantet på hver sin plastikstol fra Casa-shop sipper vi te og Nescafé i den 26-årige Camilla Lyngbo Hjorts hjørnelejlighed på Vesterbro. MTV på stålpodiet i den ene øjenkrog, computerens fraktaler i den anden, mens diskokuglen adstadigt drejer over sengen. Manga-tegneserier spredt i vindueskarmen, bedelys med Jesus-ikon, plastiktulipaner lysende op i gangen.
Den 'cykeltur', Camilla taler om, startede egentlig i universitetets "brune linoleumsgange" i 1991, men efter blot et par år udviklede den sig hurtigt til en tour de force gennem medieverdenen og en række kulturprojekter. Først idealistisk græsrods-tv, så rigtigt 'voksent' tv på Danmarks Radio, lidt Harddisk-radio og adskillige livsstilsmagasiner, før vejen igen brød af i et nyt spor: Interaktivt multimedie på DR og Kolding Design-skole.
"Strukturen på arbejdsmarkedet har ændret sig drastisk de sidste år, i hvert fald indenfor kultur- og mediebranchen, hvor alle efterhånden er freelancere, kontraktansatte, projektansatte, konsulenter, der hopper fra det ene til det andet. Mange af mine veninder, som for eksempel er klippere, har to måneder på det ene filmselskab, to måneder på det andet, tre måneder på det tredje, og så bliver de researchere et helt fjerde sted. Og det der med, at folk skriver for 20 forskellige blade på samme tid, det kendetegner nok den her generation."
- Hvordan fik du overhovedet foden indenfor hos Danmarks Radio, når du ikke havde nogen erfaring med at producere radio?
"Fordi jeg bare møffede mig igennem. Jeg mener, jeg har mange gange prøvet den der med ondt i maven, 'men nu tager du telefonen, og så ringer du igen', og jeg ved, at jeg er irriterende, men jeg ved også, at jeg er nødt til at gøre det for ligesom at få ro i sindet. Det er den der pushing, hvor man nogle gange gør de ting, som bare skal gøres. Og det endte selvfølgelig med, at jeg fik jobbet."

Du behøver ikke vide alt
- Men kommer man ordentligt ned i stoffet, når man skifter job hele tiden?
"Du behøver ikke vide alt for at kunne bruge det til noget. Bare du har dig selv med hele tiden. For der er ikke nogen anden rute, end den du selv skaber, en rød tråd af nogle helt personlige ideer. Det kan så være igennem forskellige medier eller forskellige arbejdspladser, men det er ikke nødvendigvis overfladisk, for hvert eneste sted gør man det jo på sin egen måde."
"Jeg tror egentlig altid, at det, der har været det vigtigste for mig, er at finde folk. Det er næsten en prioritet, der er højere end lønnen eller selve projektets indhold. Man bygger jo nogle sammenhænge op omkring sig, nogle fællesskaber, og det er dem, der er det vigtige."
- Hvad er det for nogle fællesskaber?
"Udover at det er mine venner?", spørger Camilla og griner:
"Altså, nogle gange føler man, at det er som om, man kender hele København. Det er de samme mennesker, der dukker op alle steder. Alle dem du har siddet og spist de første 200 frokoster med ude i KUA's kantine, de sidder nu på alle tv-selskaberne og produktionsselskaberne, og hvor de nu sidder."

Penge er fedt men ikke vigtigt
- Hvad er det, I har til fælles i din omgangskreds. Hvad taler I om?
"Det er jo meget forskelligt. Altså, hvis det er ens super, super, nære, nære venner og veninder - når vi er sammen, jamen, så snakker vi overhovedet ikke fagligt. Det er helt vildt underligt, for vi kunne i princippet vide helt vildt meget om, hvad der skete i miljøet, men vi taler kun om kærli... altså mænd, ikke. Vi kan sidde og spise en middag, og så har vi overhovedet ikke snakket om noget."
- Men hvad er så vigtigt. Er karrieren, er penge vigtige?
"Jeg tror, at vi alle sammen efterhånden synes, det er fedt med nogle penge, fordi vi er nogle luksusdyr. Jeg er mega forbruger og køber kun Chanel-produkter. Sådan er det bare blevet, fordi jeg elsker gode ting. Jeg køber ekstremt dyr mad og går ud og spiser mange gange om ugen. Men pengene har aldrig været et mål i sig selv, og dér ligger nok forskellen trods alt. For hvis du kommer ud af en humanistisk, kreativ, mediemæssig baggrund, så har det været det at gøre sig selv dygtig, der var målet. Pengene kommer med i købet."
- Så det er ikke for at revolutionere verden, at du har beskæftiget dig så meget med kultur og medier?
"Nej, det vil være forkert at lade som om, at det er motivationen. Men når du er i et miljø længe nok, så giver det mening bare at ændre dét miljø eller ændre dét firma. Når jeg sidder ude på DR, så ændrer det sgu da ikke verden, om U-land er et bedre eller dårligere program, end det er nu. Men for os der arbejder med det, er det jo et univers i sig selv, hvor målet er, at det skal blive et godt program med mange seere, og vi skal lave noget sjovt og nytænkende. Og det i sig selv giver mening. Du kan jo heller ikke altid have verdenssamfundet som din reference i alt, hvad du laver, vel."
- Hvad med Den Tredje Verden?
"Nej, helt sikkert ikke. Der er overhovedet ikke plads til Den Tredje Verden i vores verden", siger Camilla og griner igen.

Yuppie-nudister
"Nej, det lyder altså helt vildt barskt, men det er for at være ærlig. Det ville være løgn at sidde og sige noget andet. Da jeg var 15-16 år og gik i gymnasiet, var jeg mega-politisk, fordi dér skulle jeg finde ud af, hvad politik var, og om jeg var højre- eller venstreorienteret. Mine forældre var sådan nogen, der havde kørt i sportsvogn og fået fine job tidligt, og så havde de alligevel det der 70'er hippie oveni, så de var en form for yuppie-nudister. De tog lidt fra 70'er hippie-livsformen, men de tog ikke det politiske med, de tog kun den med at gå med bar røv og tage på ø-lejr."
"Så da jeg var 17 år, tog jeg tre uger til Sovjetunionen med Next Stop, hvor vi skulle ud og demonstrere i et testområde for a-kraft. Det sjove er, at selvom det var en rimelig politisk organisation - noget med at stoppe atomvåben og så videre - så var det for os lige så meget et kultur-networking-projekt, hvor vi havde det skide skægt med at tage derover og møde helt vildt mange russere. På en måde hænger det hele sammen."
- Men der var trods alt et politisk element dengang. Det er der ikke nu!
"Jo, men spørgsmålet er, om der var et politisk engagement. Der var nogle, som var meget, meget politiske i Next Stop Sovjet, folk i kernegruppen og dem, som oprindeligt fandt på det. Men vi andre var ikke specielt politiske. Men måske er det bare det typiske mønster, man følger. I gymnasiet har du ikke nogen penge, så der kan du bare være helt vildt rødglødende socialist, men lige så snart du får nogle penge, og du bare skal betale rigtig meget i skat, så er det sådan lidt mere irriterende."
- Så politik er slet ikke noget, man diskuterer i de kredse, du færdes i?
"Nej, det er det faktisk ikke."
- Hvordan kan det være?
"Fordi at hvis vi skal nå at vende alle vores personlige kriser og alle vores kærlighedsproblemer og vores veninderelationer og vores professionelle karrierer, og hvor vi er på vej hen nu, og hvem der sidst har set hvem, så er der bare ikke specielt meget tid til at diskutere politik," siger Camilla og griner:
"Og der er simpelthen heller ikke nogen, der gider. Altså, det vi diskuterer, det vi bruger hinanden til i den her nære venindekreds, det er sådan en form for terapi. Politik, for eksempel EU, er bare ikke en del af mit nære liv."
- Nu kan EU jo godt være lidt abstrakt, men hvad så for eksempel med krigen i Eks-Jugoslavien. Hvad med flygtningedebatten?
"Det er nok noget, vi snakker mere om. Der er klart en påvirkning af det der meget humanistiske, meget tolerante miljø. Det er noget, vi går mere ind i, altså indvandrer- og flygtningedebatten, fordi vi bor, hvor vi bor. Vi bor i København, og de er alle steder, og vi har det egentlig meget godt med dem."

Den store historie interesserer ikke
"Det er nok det med de store samfundsfortællinger, der ikke interesserer mig så meget. Men jeg kan meget godt lide at høre folks private historier. Og jeg ved ikke, om det er politisk, men det er sådan en form for ultra-ultra lokalt politisk engagement at snakke med folk og høre, hvordan de lever, høre om deres job og deres daglige problemer. Især folk fra andre miljøer."
- Læser I aviser i din omgangskreds?
"Ja ja. Det gør vi. Det er ikke fordi, vi ikke ved, hvad der sker. Det er måske også forkert at sige, at vi ikke snakker om politik. Vi har bare ikke de der virkeligt brændende diskussioner. Når vi ringer til hinanden og har et eller andet på hjerte, så er det ikke det, det handler om. Så er det meget mere personlige ting. Men det betyder ikke, at vi ikke er informerede. Vi læser alle avis og ser tv-avis og sådan noget. Jeg har både Weekendavisen og Politiken, men jeg vil da ikke afvise, at jeg læser 'I Byen'-sektionen, før jeg læser udlandsstoffet," siger Camilla næsten undskyldende.
- Hvorfor er kultur så vigtigt?
"Det, der helt umiddelbart har en appeal, er at kultur bare er meget mere farverigt end politik. Altså politik, hallo ... Hvis du bare én gang har hørt en tale fra Christiansborg, ikke, så er det det samme næste gang. Så kan det godt være, at man kan sige, at vi er en MTV-generation, og vi ikke kan klare os uden events og billeder og gang i den og sådan noget. Men i kulturverdenen - hver gang der sker noget der, så er det nyt og det er underholdende og farverigt, og man kan genkende nogle folk, og de gør nogle vildt underlige ting. Altså politikerne, de er altså bare små-pinlige og kedelige, og man har næsten lidt ondt af dem, fordi journalisterne altid generer dem mest muligt og prøver at få dem til at falde i vandet, mens kulturpersonligheder er sådan nogle stjerner."

Det vigtige skal være tæt på én selv
- Hvad er det, der gør det så spændende, udover at det er nyt og farverigt?
"Altså, det er vildt svært at pille ned til de der elementer. Det at læse en rigtig god bog, det skal du jo heller ikke omtale som om, det kun har noget med hype og farver og underholdning at gøre. Det er jo også en stor oplevelse i sig selv. Det kan godt være, at vi ikke diskuterer udenrigspolitik, men i og med at du konstant lader dig påvirke af indtryk fra den kulturelle verden og af folks værker, lærer vi en hel del om omverdenen. Jeg vil ikke afvise det som rent pop og smarty, hvor det kun handler om at drikke drinks med de rigtige på de rigtige caféer, for der er jo også noget substans på en eller anden måde."
- Men for at vende tilbage til Christiansborg og de kedelige politikere. Skal de være andet? Det er jo alvorlige emner, de behandler, noget, der betyder kroner og ører for folk?
"Selvfølgelig betyder det kroner for folk, om de sætter skatten en halv procent op eller ned. Men det, der er vigtigst for den enkelte, det er ting, der er tæt på én selv. Og det kan du så kalde egoistisk. For den enkelte person er det vigtigere, om du får skrevet den der ansøgning til Kulturfonden på en rigtig god måde, så du lige får en million kroner sådan der, knips, eller om du ikke gør".
- Det hele handler ekstremt meget om jer selv, gør det ikke? Er I meget egocentrerede?
"Ja. Det tror jeg. Altså, det lyder helt vildt firkantet, men jeg tror heller ikke, at det er den fulde sandhed overhovedet. For jeg har det sådan, at folk, der er gået ind i politik i tidernes morgen, spørgsmålet er, om de ikke også bare er ego'er. Kører de ikke også på, at der i deres familie ligger en bestemt tradition for, hvordan man markerer sig, at man går ind og bliver medlem af en lokal partiforening og på den måde bygger en karriere op inden for politik."

Politik skal ikke gøres til et skyldtrip
- Du tror ikke, at de folk, der for eksempel var meget politiske i 70'erne, troede på deres egne mærkesager. Eller var det også bare et led i deres karriere?
"For at man skulle tro på de ting, skulle man bare være helt vildt samfundsomvæltende. Og dem, der ikke var det, de var altså bare udskud. Og der var en masse af sådan noget tankekontrol, manipulering med folks meninger, fælles front og hallo, hallo. Det var bare trenden der, ikke. Jeg er skide træt af at skulle sammenligne med det, som om det var noget bedre, for det tvivler jeg rigtig meget på, at det var."
- Men hvordan skal man få det politiske system til at fungere, hvis folk, der er relativt velfungerende, ikke interesserer sig en døjt for det, fordi de hellere vil se kulturprogrammer og gå til reception. Har vi ikke et problem?
"Hvornår har det nogen sinde været sådan, at alle skulle være politikere? Altså, du er jo politisk bevidst i og med, at du stemmer, og du sætter dit spor på tingene. Det har jo aldrig været sådan, at alle var aktive. Jeg kan selvfølgelig godt se, at det er et problem, hvis der overhovedet ikke er nogen, der gider mere. Men der er trods alt nogle andre unge end mig, og dem jeg repræsenterer, som er motiverede af sig selv til at gøre det. Jeg synes, det er underligt, at det skulle være sådan et eller andet skyldtrip, og 'åhh nej, hvor har jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke går ind i politik'. For hvis jeg bare ikke har nogen personlig interesse eller lyst, hvorfor så tvinge mig?"
- Man kan så sige, at vælgerforeningernes medlemsantal jo er meget lave - i forhold til før, hvor det har været større grupper, der har været inde over partierne. I det hele taget er det jo meget få mennesker, der styrer partierne. Det har vel også en konsekvens?!
"Ja. Det har det vel. Men det var bare en anden tid. Dengang havde man ikke mediernes konstante fortolkning af verden. I dag har man konstant meningsmålinger, som repræsenterer folks meninger om dit og dat. Det har jo aldrig været sådan, at hele Danmarks befolkning var organiseret politisk. Måske er der i dag et eller andet fald, men det har altid været en bestemt type mennesker, som gjorde den slags ting. Ligesom der er nogle, der går på aftenskole, og nogle spiller bridge i deres bridgeklub."
"Men jeg mener bare, folk har det med at have hobbyer og deltage i et eller andet. Her i ejendommen har vi en andelsforening, og der er nogle, der er rigtigt, rigtigt aktive i bestyrelsen, og de synes selvfølgelig, at det er det vigtigste i verden. De synes, at det er meget dårligt, at vi andre ikke kommer til de der generalforsamlinger. Og dem i Amnesty International synes, at det er for dårligt, at alle de andre ikke er med der."
- Er det hele lige meget?
"Folk har hver deres. Folk har bare deres lille udgangspunkt i verden, hvor man selv er centrum. Og så har man nogle kredse, man går i. Og det kan være enormt meningsfyldt for folk at være med i den lokale bowlingklub. Og jeg ved godt, at hvis du ser det i et perspektiv, der handler om samfundspolitik, så er det ikke lige så godt at være med i en bowlingklub som i en vælgerforening. Men hvis du er et helt almindeligt menneske, så tror jeg, det at være medlem af en vælgerforening har samme sociale funktion. Du går til nogle møder, spiser noget smørrebrød, du stemmer lidt og diskuterer, og det samme sker i enhver anden forening."
- Du synes altså, at det er lige meget, at det hele er lige godt?
"Det, jeg mener, er bare, at hvis du tager udgangspunkt i individet i stedet for at tage udgangspunkt i systemet, så synes jeg ikke, det er så entydigt, hvad der er vigtigst. Det er jo ikke sådan, at alt er lige meget, fordi ingen ting betyder noget. Det er ikke ligegyldighed. Det er fordi, der er så mange ting, der er vigtige i livet."

Teksten er et forkortet uddrag af Søren Heuseler og Jørgen Stauns bog 'Den Samplede Generation'. Udkommer den 5. november på Informations Forlag. Pris 168 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her