Læsetid: 3 min.

Frygt for fremtiden i SF

28. oktober 1999

Inden for et halvt år har de to mest markante fortalere for SF's 'fornyerlinje' forladt dansk politik. De tilbageværende frygter, at partiet stivner

SF's "højrefløj" er ved at tabe kampen om partiets fremtid på knockout. Christine Antorini meddelte i går, at hun stopper i Folketinget den 1. december.
Hun skal fra første januar 2000 være sekretariatschef for Forbrugerinformation. Det er en ny institution under Erhvervsministeriet, der skal varetage en stor del af den statslige forbrugeroplysning.
Det betyder, at de to fremmeste fortalere for en mere europavenlig og midtersøgende SF-politik, Steen Gade og Antorini, begge har forladt partiet inden for de sidste seks måneder.
Det skaber bekymring hos deres meningsfæller i partiet.
"Jeg mener, det svækker SF, at Christine nu forlader folketingsgruppen," siger Jørn Jespersen, SF's formand for Folketingets Miljøudvalg.
Han frygter, at SF vil gå i stå, hvis ikke ledelsen kommer med nogle nye bud på, hvordan en moderne venstrefløj skal udvikle sig i et nyt årtusinde.
"Hvis det ikke sker, vil SF blive sat flere år tilbage, og når det drejer sig om EU-politikken, vil partiet blive sat tilbage til 70'erne," siger Jørn Jespersen.

Skarpt opgør
SF's politiske ordfører Jes Lunde håber, at nogen vil løfte arven som provokatør og debatskaber i SF.
"Det er vigtigt, at der er plads til folk som er fornyende. Jeg håber derfor, at andre vil tage den debat op, som hun har stået for," siger Jes Lunde.
Tirsdag i sidste uge udkom bogen Borgerlige ord efter revolutionen, som Christine Antorini er medforfatter til. Bogen indeholder et skarpt formuleret opgør med den mest traditionsbundne venstrefløj: Den er blevet modtaget meget dårligt i SF's ledelse, hvor formanden Holger K. Nielsen har kritiseret den særligt skarpt.
"Det har gjort beslutningen en anelse lettere at træffe," siger Christine Antorini. Men hun afviser, at det er den interne uenighed, der er grundlaget for hendes beslutning.
"Jeg fik et tilbud om et meget spændende job, der ligger i forlængelse af de områder, jeg interesserer mig for som politiker. Det kunne jeg ikke sige nej til," siger hun.
Holger K. Nielsen beklager Antorinis afgang fra Folketinget.
"Det er rigtigt, at vi har været meget uenige, efter bogen udkom. Men det er der plads til i SF. Der er på ingen måde tale om, at hun er blevet presset ud. Hun har fået et godt tilbud, hun ikke kunne sige nej til. Og det er vi kede af, for hun har lagt et stort og engageret stykke arbejde i partiet og folketingsarbejdet," siger Holger K. Nielsen.
Han afviser bekymringerne for, at SF sander til.
"Vi har altid diskuteret i SF, og det vil vi blive ved med. Christine Antorinis afgang vil ikke udløse noget kursskift, heller ikke i Europapolitikken," siger Holger K. Nielsen.
Ligesom Steen Gade bliver Christine Antorini i SF.
Hun håber på stadig at kunne præge debatten i partiet, selv når hun ikke er medlem af Folketinget.
"Jeg har tænkt mig fortsat at præge debatten. Måske kan jeg endda præge den noget mere, fordi der er færre bindinger på mig som menigt medlem," siger hun.

FAKTA
*Christine Antorini (født 23. maj 1965) blev set som SF's store nye håb, da hun i 1991 blev udnævnt til partiets første fuldtidsansatte næstformand.
I 1983 blev hun medlem af SF Ungdom landsledelse, hvor hun sad til hun i 1989 blev medlem af SF's hovedbestyrelse.
Den plads mistede hun dog sammen med sin næstformandspost sidste år, på grund af sin EU-venlige linje. Ved valget i marts samme år fik hun dog plads i Folketinget. Den post forlader hun nu for en lederstilling i det nyoprettede Forbrugerinformation, under Erhvervsministeriet
Cand. comm. fra RUC i 1994. Har tidligere arbejdet i Københavns Kommune og Oticon.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her