Læsetid: 6 min.

Han giver det usagte ord

29. oktober 1999

Jens Smærup Sørensens nye noveller fra hverdagen er en stilfærdig sensation

Ny bog
Arbejdslivshistorier, det lyder lidt kedeligt, ikke? Men det er faktisk undertitlen på Jens Smærup Sørensens nye bog, som ikke er det mindste kedelig, snarere en sensation: Seksten suveræne noveller, frembragt ved analytisk skarpsind og drevet af lidenskab.
Nogen kunne vel tro, at disse historier fra arbejdslivet var rundeligt subventioneret af et eller andet fagligt forbund. Dog finder man i kolofonen ingen taksigelser, hverken til LO eller Dansk Arbejdsgiverforening. Den eneste, der skal takkes, er forfatteren selv.
For hvad Smærup har gjort, er at bryde et tabu og at give hemmelige dagligerfaringer mæle. I en tid, hvor sex skriger os i møde fra avisforsider og kulørte gadeplakater, og hvor vi ved informationsteknologiens tvivlsomme hjælp har vænnet os til at tro, at alt er kortlagt og undersøgt, det eneste det handler om er at slå op det rigtige sted på nettet, viser forfatteren os vej ind i en skammeligt underbelyst, ja, faktisk fortiet del af verden, og deler med os en viden af den slags, der ellers kommunikeres hviskende og under påbud om tavshed.
Hvad snakker man om til en firmafest, når man har fået lidt for meget i hovedet? Hvad læsser man af blandt kolleger, når nogen har tilvejebragt fornøden tillid og åbenhed? Hvad handler rygter og sladder om?

Dagligsprogets etik
Først og fremmest om relationerne mellem hvad mennesker siger og gør, sprækkerne mellem ord og handling. Desuden ofte om forholdet mellem det vi siger og gør, og så de personer vi er, inde bag den facade vi viser. Inderst inde ved vi udmærket, hvordan vi selv ønsker at handle, og hvordan andre bør handle mod os. Vi tør blot så sjældent indrømme det, og derfor kanaliseres den fælles, etisk betingede evige spørgen over i spage hentydninger og halvkvædede viser om folk.
Smærups bedrift består i at have skabt ro og plads til læserens samtale med sig selv om alt dette, igennem en urolig, konstant bevægelig fortælleform. Kun få af teksterne holder fra begyndelse til slutning samme synsvinkel og tonefald, til gengæld betyder deres fleksibilitet, at man som læser fatter så meget desto større tillid til, at forfatteren har både hjernen og hjertet med.
Hvor meget Jens Smærup Sørensen egentlig har af erhvervserfaring, kan jeg dårligt udtale mig om, skønt det var imponerende, hvad han i Byggeri (1975) og Skoven nu (1978) vidste om praktisk håndværk. Også mesterromanen Katastrofe (1989) bragte ham nok så vidt omkring, hvad angår miljøer og mennesker og disses daglige virke.
I de nye noveller træffer vi to gange en bondesøn i aktivitet. Det ene sted drives køer modvillige hjemad til aftenmalkning, det andet sted skal der luges roer, alt imens hans "Fiseprut" svier bag underbenklæderne og tankerne går til den villige pige, som han få dage inden har danset med. Begge teksterne nævner en fjord, Limfjorden velsagtens, for Smærup kommer oprindelig fra Staun i Vesthimmerland, fra samme egn som Knud Erik Pedersen og dennes kejtet gammelkloge Esben.

Dæmonisk beretning
En anden tekst, som mht. stofvalg må siges at stå forfatteren nær, er "Flammeskriver," den dæmoniske beretning om en student, der som emne for universitetsspecialet har valgt en lyriker og jurist ved navn Niels Ole Hain Nielsen og delvis uforvarende bliver årsag til hans tragiske endeligt. Også bogens sidste og korteste tekst, "Monolog foran tæppet" befatter sig med kunsten selv, fremsagt som den bliver af en klovn, hvis fjæs kan fremstille alt fra vellyst til sorg, fra naivitet til snuhed.
Når bortses fra de fire noveller, jeg allerede har nævnt, færdes forfatteren på fremmed grund. Det betyder dog ikke, at skildringen virker utroværdig. Tværtimod. Smærup har tydeligvis sat sig ind i, hvordan en bartender har det lige før lukketid, og hvorledes det føles, hvis en direktør har mistet glæden ved stort set alt i tilværelsen og derfor helst vil sælge fabrikken, men lige forinden skal spørge sin moder, sin fraskilte kone og en vildt fremmed pige han træffer, da han for første gang i ti eller femten år sætter sine ben på et værtshus.
Læseren møder endvidere tre bankmænd, som i effektivt fællesskab får banket firmaet op, indtil de to går over stregen til den rene forbrydelse og meldes til Finanstilsynet, af den tredje, om hvis motiver man nok som læser gerne ville have hørt noget mindre, så pinligt er det at lytte til. Tåkrummende virker også "Vinduer" om tre karriereforløb inden for CLD, der står for Candlelight Dinners, et færdigmadsforetagende, hvis optur skiller vennerne, og hvis nedtur bringer dem sammen på helt andre præmisser end før.
Illegitime aggressioner
Her som andetsteds spiller seksualitet og erotik en væsentlig rolle både som trykventil for illegitime aggressioner, som kanal for ubrugt livsenergi og som magtmiddel mellem nære kolleger. Pinagtigst i så henseende forekommer "Trudehistorien," udformet som et langt brev fra en politimand til en foresat, som af bar irritation over en underordnets instinktive godhed forførte hans forvirrede hustru og indirekte forledte brevskriveren til at gøre det samme, med tragisk forudsigelige destruktive følger.

Ikke en skid!
Helt tæt på novellesamlingens følelsesmæssige kernefelt kommer vi i brevets slutning - dér hvor den skyldtyngede betjent fremsætter supplerende kommentarer til forløbet.
Han husker begravelsen, husker de tomme øjne og det bundløse savn hos pigen, hvis moder, titlens Trude, blev ofret på lumpenhedens alter. Han nævner den kollega, som hensynsfuldt, men bestemt sendte ham selv på orlov. Og han genkalder sig replikken, der faldt, den eneste gang han dristede sig til at opsøge Trudes fader. Som smed ham ud: "Men han nåede at få sagt, at jeg ikke kunne hjælpe ham en skid, og at jeg ikke kunne hjælpe hans svigersøn en skid, og endnu langt mindre kunne jeg hjælpe hans barnebarn en skid. Og hvis jeg så meget som prøvede, skulle han nok sørge for at få mig smadret."
Det hjalp mig meget, tilføjer brevskriveren. Der kan være paradoksal lindring og trøst i, at nogen tør smide alle masker og 'pæne' forbehold og sige tingene som de er, sådan som det også sker i en novelle, hvor en fabriksarbejder i adspredt tankeløshed volder sin kollegas lemlæstelse i en farlig maskine. "Vi ses snart igen, Verner!" siger han, da han på hospitalet har set kammeraten ligge dér, indhyllet i bandager, frarøvet den ene arm. "Det tror jeg ikke!" kommer svaret straks.

Med Seebergsk omhu
"Regulering af indskydelser," titlen på denne barske novelle, kunne godt være hentet hos Peter Seeberg. Hans nøgternhed og nænsomhed mærkes som stærk inspiration bag Smærups fortællinger om skylden, som tildels kan undskyldes, og om skammen, der ikke kan undskammes og måske aldrig tvættes bort.
Ikke én af de seksten noveller i bogen markerer et niveau lavere end det allerbedste.
Der er kortere, kafkaske stykker iblandt såsom "Fejemænd" og motorvejssnapshottet "Rastende," hvor den stramme form sætter grænser for Smærups udsigelsesmæssige udskridninger, men til gengæld sætter ham i stand til at finde præcision i sin syntaks, og bogen rummer endvidere enkelte noveller, jeg ikke har strejfet: beretningen fra en lidt for nysgerrig hotelvært, samt titelhistorien, der kynisk-køligt registerer stadierne i et ægteskabs sammenbrud.
Dem kan læseren glæde sig til, indtil han eller hun får fat på Jens Smærup Sørensens ovenud mesterligt skrevne bog.
Selvmodsigende kan det lyde, at nogen kan føle fryd ved at læse så pinlige udgydelser, så pinagtigt udleverende portrætter. Sådan er det ikke desto mindre. Forfatteren siger, hvad få tør sige, og har set, hvad ingen skulle se: ondt hos naboen, nid og nag, lumpenhed og tærende had. Men han får givet det onde en form, i kraft af sit kunstneriske talent plus etellerandet, som vi i mangel af bedre ord må kalde menneskekærlighed.

*Jens Smærup Sørensen: Af ord. Arbejdslivshistorier. 239 s. Kr. 268,00 Samleren. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu