Buena Vista Social Club er en fortryllende film, som bærer sit publikum med på en bølge af cubansk vellyd
NY FILM
Man tager sig selv i at drømme sig til en fortorvscafé i Havana med en stor cigar i munden og en banandaiquri i hånden, mens man vipper foden i takt til musikken fra
Buena Vista Social Club.
Buena Vista Social Club var en af den cubanske hovedstads musikalske in-steder i 50'erne. Det var her alle de store musikere spillede og den rytmiske, cubanske folkemusik trivedes, men i dag er der kun erindringen om tiden og en vag fornemmelse af, hvor klubben lå, tilbage.
Buena Vista Social Club er i dag også kendt som navnet på en nysamlet gruppe af gamle musikere, der var store dengang, og ikke mindst er det titlen på en ny, inciterende dokumentarfilm af den tyske instruktør Wim Wenders.
Egentlig startede Buena Vista Social Club som et projekt af den amerikanske guitarist og komponist Ry Cooder, der i 1996 tog til Cuba med sin søn Joaquim for at lave en plade med nogle af de gamle musikere, som levede i al ubemærkethed på øen.
Uden helt at være klar over hvem eller hvad, de ville have fat i, endte Cooder og søn med at have et dusin fremragende musikere, som tiden og verden symtes at have glemt, til deres rådighed. Det resulterede i en Grammy-vindende og bedstsælgende cd, der satte gang i en bølge af cubansk (og latinamerikansk-inspireret) musik.
Win Wenders' film følger Cooders andet besøg på Cuba i 1998, hvor han ville lave en solo-plade med sangeren Ibrahim Ferrer, som Cooder selv kalder en cubansk Nat King Cole.
Musikken styrer
Meget sympatisk holder Wenders sig i baggrunden og lader, med udgangspunkt i den musik, som er allestedsnærværende i filmen, de farverige musikere selv fortælle deres historier. Over det hele svæver Ry Cooder som en art skytsengel, mens hans umiskendelige guitarspil giver musikken et ekstra pift.
En håndfuld af veteranerne træder for alvor i karakter, primært i kraft af deres enestående musikalske formåen, som trodser alder og vanskelige fysiske og psykiske betingelser. Den 80-årige, gangbesværede Rubén Gonzales, der til daglig akkompagnerer gymnastikbørn og stadig er en virtuos ved klaveret. Den 90-årige trés-spiller Compay Segundo, som ryger sine kæmpe havanesere, mens han betror os, at han lige nu arbejder hårdt på at få sit sjette barn. Og ikke mindst Ibrahim Ferrer, der med en markant og fløjlsblød stemme kan synge om kærlighed, så kvinderne smelter, ikke mindst i den smukke ballade Dos Gardenias.
Alle er de født og opvokset med musik. Instrumenterne, de spiller på, er gået i arv fra forældre og bedsteforældre, og siden de kunne gå, har de ernæret sig som musikere og formidlere af hjemlandets rytmiske og melodiøse musik.
På et tidspunkt gled de ud i glemslen - hvorfor forklarer hverken filmen eller musikerne. Flere af dem måtte ernære sig ved at samle flasker eller pudse sko, men de havde ikke ondt af sig selv, for som Ibrahim Ferrer siger, "havde vi været mere materialistiske, ville vi ikke have overlevet. Vi cubanere er meget cubanske."
Koncertsekvenserne er både intime og nærværende, Havana fremstår gylden og smuk på Wenders' håndholdte billeder, og fra de første toner slås an i det fantastiske åbningsnummer Chan Chan suges man med ind i en verden af kærlighed, varme og fundamental glæde. Man overgiver sig hurtigt og lader sig bære med på en bølge af cubansk vellyd.
*Buena Vista Social Club. Instruktion: Wim Wenders. Tysk/Amerikansk (Grand og Vester VovVov, København og Øst for Paradis, Århus)
*MNW har indtil videre udgivet fire cd'ere med de cubanske musikere, enten sammen eller solo, en femte er på vej. I slutningen af oktober giver Cuban All Stars, der tæller musikere fra filmen, koncert i Danmark
