Læsetid: 8 min.

Den glemte bladtegner

2. oktober 1999

Urmageren Fritz Jürgensen, der var samtidig med H.C. Andersen skildrede med sine tegninger det provinsielle København fra midten af forrige århundrede på en måde, der stadig gør ham aktuel

Sørgmuntert
Oppe på parnasset, ved et veldækket bord (ikke i dén forstand, for bordet var dækket med bøger), sidder H.C. Andersen og Søren Kierkegaard. De rynker begge panden ved synet af en spinkel midaldrende mand, der noget genert kanter sig ind på en tom plads længere nede mellem Johan Herman Wessel og Poul Martin Møller.
Andersen og Kierkegaard glemmer hurtigt den nyankomne og hengiver sig igen til deres yndlingsbeskæftigelse: at læse om sig selv. Men lidt efter forstyrres de af latter fra, hvad Kierkegaard plejer at kalde den billige langside.
"Er det ikke ham urmageren?" spørger Andersen. "Er han morsom?"
"Ynkværdig kanalje, en eksisterende i eksistensens yderste," vrisser Kierkegaard og stikker atter næsen i et kommentarbind.
Jo, det var ham urmageren, de to herrers samtidige, Fritz Jürgensen. Men hvilken urmager! Han havde efter sigende et ypperligt mekanisk snilde, var lige så opfindsom i ånden som behændig med hånden, men ude af stand til at opfatte den merkantile side på rette måde.
En mand kom ind i Jürgensens butik for at hente sit ur, der var indleveret til reparation. Jürgensen rakte ham uret, og på spørgsmålet om hvad reparationen kostede, svarede han: Ingenting.
"Ingenting? Har De da ikke gjort noget ved uret?"
"Jo, jeg har gjort meget ved det; men det er så dårligt, at det aldrig kommer til at gå ordentligt."

Kunstnerdrømmen
Den unge urmager var fra 1843 tredje generation i forretningen på Østergade i København, arving til bestallingen som hofurmager og bestillingen som tilsynsførende med urene i byens porte, et hverv efter enevældens princip, beskedent honorar men flot titel: generalinspektør for den offentlige tidsmåling.
Og så var det altsammen til ingen nytte. En anden gren af urmagerdynastiet, farbror Urban og hans sønner, havde anderledes greb om tingene. En af Fritz Jürgensens fætre slog sig ned i Schweiz, hvorfra han eksporterede dyre lommeure til Amerika, hvor de blev et begreb og fik fodfæste i litteraturen: Når en mand i en roman kastede et blik på sit "Jürgensen," var det et vink til læserne om, at her havde de helten.
Jürgensen på Østergade havde ikke tæft for forretning, og det var værre endnu: Han havde slet ikke lyst til at blive, hvad han var udset til at være. Allerede som dreng drømte han om at blive kunstner. Han tegnede, men ikke anderledes end andre børn. Drømmen var ikke stærk nok til at modstå faderens forlangende om, at han skulle i urmagerlære.
Efter fem års uddannelse og en passende forlovelsestid blev han 24 år gammel gift med en jævnaldrende kusine, Lise. Et par måneder efter døde faderen, og Fritz overtog som nævnt forretningen. En søndag i 1843, hvor han var alene hjemme, skrev han til sin søster Sophie, hvis ældste søn, Christian, var på besøg hos urmagerens:
"Lise rejste nu til Malmø; din dydige søn fulgte med, og da der ikke er støj fra gaden i dag, har jeg efter hans afrejse haft samme fornemmelse, som når en arbejdsvogn med jernstænger, der i nogen tid har kørt ved vor side, pludselig standser eller forsvinder i en hørkræmmerport. Jeg sagde 'din dydige søn', og du kan virkelig ikke gøre dig begreb om hans fremskridt i gode sæder og dæmpningen af hans stemme."
Gaderne var dengang belagt med toppede brosten.

Ingen modstandskraft
Måske var der blevet en syrlig og smågnaven spidsborger ud af den malplacerede urmager, hvis skæbnen havde holdt ham fast i hans bane. Men i december samme år døde Lise i barselsseng. Fritz Jürgensen var neurasteniker og havde ingen modstandskraft over for den ulykke, som ramte ham. Han lod sig oversvømme af sin sorg, og hans tidligt erhvervede skepsis over for tilværelsen voksede til indadvendt fortvivlelse og udadvendt misantropi. Han følte sig forladt i en verden, der var livligt befolket med søsteren og hendes familie og mange venner og bekendte.
Den begavede mand (hvis veldækkede bord flød med bøger på tysk, fransk og engelsk, som han læste i for at slå tiden ihjel) trak sig ind i sig selv. I revolutionsåret 1848, 30 år gammel, foranstaltede urmageren sit eget private oprør: han overlod forretningen til en bestyrer, for nu ville han male. Men han blev distraheret af dels en forelskelse, dels den opda-gelse at han kunne få mere hold på nerverne ved at drikke. Forelskelsen stod i stampe, derimod tog drikkeriet
til, så at han i løbet af et par
år fik sat sit gode navn og rygte over styr, en velkendt historie som tusindvis af danskere kan nikke genkendende til.

Kærligheden i mølpose
Jürgensen levede 15 år endnu, og de 15 år indeholdt stort set det samme: Han lagde kærligheden i mølpose og gentog sine løfter om at holde op med drikkeriet uden at indfri dem; to gange aftalte han ægteskab med den stakkels pige, og begge gange fik det i vasken. Malerkassen kom frem med ujævne mellemrum, og de billeder han fik fra hånden var også ujævne; i lykkelige øjeblikke afslørede han et talent, men som oftest blev det ikke rigtig til noget. Det så han selv, og det gjorde ham endnu mere mismodig end han var i forvejen.
Jürgensen havde god tid efter at have overladt den daglige drift af butik og værksted til en anden (af økonomiske grunde beholdt han sine tilsynshverv, der gav ham halvdelen af hans indtægter). Indimellem tog han sin dagbog frem, men bortset fra et kvartal i 1852 blev også dét til spredt fægtning med lange tavse perioder. Til tider var han en flittig brevskriver, især i sine sidste år, hvor han om sommeren lå på landet og kedede sig bravt ("Det er bedre virkelig at kede sig på landet end forgæves at søge morskab i byen"), og om vinteren i København, hvor sygdom tvang ham til at holde sig inden døre.
H.C. Andersen, Søren Kierkegaard og Fritz Jürgensen havde noget til fælles: De var ulykkelige, og de klagede sig. Andersen trøstede sig med sin berømmelse, Kierkegaard med en tårnhøj foragt for alt og alle, mens urmageren, der ikke havde andet at trøste sig med end en veludviklet trang til selvransagelse, til gengæld fandt udtryk for sit livs forlis, der er til at holde ud at læse.

Mørke og lyse stunder
På sin 36-års fødselsdag sad han i en sydtysk flække uden breve hjemmefra, hvilket var så trist, at han erklærede, at han endog ville have set igennem fingre med, om nogen havde foræret ham et par broderede tøfler. Den slags sørgmuntre bemærkninger er trædestenene over til den anden side af Fritz Jürgensens gemyt og talent.
For det første var der de lyse stunder; et år efter de udeblevne tøfler gik han en sommerdag ud til Dyrehaven, væk fra de beklumrede København: "I skoven mødte jeg ikke et menneske; kun et par karle så jeg i afstand læsse noget møg-lignende på en vogn; for resten var skoven som kæmmet for alskens civiliseret utøj. Jeg følte mig rask og glad, som om jeg ikke havde sorger. Jeg fandt, at vi lever i en velsignet verden. Jeg følte, at vi er skabt til at leve i naturen og ikke til at have lutter firkanter og trekanter for øje."
For det andet var der de stunder, hvor han så sine medskabninger gennem et ironisk eller humoristisk filter. De leverede råstoffet til de tegninger og tekster, der sammen med dagbøgernes gribende selvportræt og brevenes skiftevis charmerende og sarkastiske iagttagelser, giver Jürgensen adkomst til parnasset.
Oven på guldalderens virkelighedsflugt er det velgørende at møde Fritz Jürgensens realisme. Kunstneren var samtidig med forfatteren Hans Egede Schack, som også gjorde notater om sine iagttagelser af folks adfærd og bemærkninger, med den samme sans for den karakteristiske detalje.

Taget på kornet
Jürgensens talent, som ikke var uden forbindelse med hans asteniske konstitution og manglende energi, var at han med en enkelt vending eller et kort replikskifte kunne indfange en situation eller portrættere en person i næsten fuld størrelse. Når den selvhøjtidelige borger foran kommoden med vippespejlet siger: "Nu bliver spørgsmålet, om jeg skal tage min blå atlaskes vest eller den broderede sorte," har man manden i hel figur: Han synes ikke nogensinde at have overvejet alvorligere spørgsmål end dette. Når den forlovede pige giver kæresten et kys med bemærkningen: "Tak, søde Johannes! men det må du love mig: ikke at gi'e mere end 7 mark for alenen," er det et sofastykke af den borgerlige familie og den tilstand, der var idealet for en mand: at være "under den ene saliggørende tøffel, kilden til al ægteskabelig lykke."
Jürgensen skildrede sit miljø indefra, som den der er lukket inde bag dets mure, men som samtidig længes efter noget uvist andet. En enkelt gang beskrev han i dagbogen, hvordan han stod på vippen til at ane de borgerlige samfunds repressive karakter. Han trak forskrækket næsen til sig igen. Med et hårtrukket billede: Han havde det som manden, der gik hen til valgstedet med det faste forsæt at stemme på Ole Krarup og kom ud fra stemmeboksen efter at have sat kryds ved Bertel Haarder.

For sent
Som han var svingende i sit liv, var han svingende i sin kunst. Han malede skiftevis godt og dårligt, og på samme måde tegnede han. Det er talentets prærogativ at slå nogle skæve, når de overskyggede af vellykkede arbejder. I mange år var tegneriet en privat adspredelse uden kunstneriske ambitioner og uden tanke på offentliggørelse. Først 40 år gammel fik han taget sig sammen til at gøre noget alvorligt ved sine henkastede indfald, fordi han blev opmuntret eller rettere opfordret til det. Der er ikke bevaret særlig mange af forarbejderne til de udgivne tegninger, men lige akkurat nok til at vise at han i de bedste af dem tog et kæmpeskridt fremad.
"40 Tegninger af Fritz Jürgensen" udkom i 1860. De blev omgående en succes, og nogle fusentaster udnævnte ham til "den danske Hogarth," mens den tilbageholdende og selvundervurderende tegner forholdt sig ironisk til den pludselige medvind; selvfølgelig blev han glad, men den kom for sent. Også af den grund, at han på det tidspunkt var hårdt angrebet af lungetuberkulose. Alligevel udgav han i 1861 endnu 20 tegninger og forberedte en samling til udgivelse i 1863; den nåede ikke at blive færdig inden han døde i marts samme år.
Fritz Jürgensen var hverken en dansk Hogarth eller en lokal Daumier. Hans talent var af en passende størrelse til at skildre det provinsielle København midt i sidste århundrede. Og så solidt, at hans værk har bevaret sin aktualitet; vi genkender naboen i galleriet af selvfølende og naragtige bedsteborgere, og os selv i billederne af ofrene for et uskyldigt selvbedrag.
Kunstnerens kolleger, eftertidens vittighedstegnere, har altid omfattet ham med agtelse; en af dem, Alfred Schmidt, skrev engang et forord til en udgave af tegningerne og gav sin beundring luft i den troskyldige bemærkning, at hvis alle, der har elsket disse tegninger, skulle skrive forord til dem, blev der ingen til overs til at læse dem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her