Læsetid: 5 min.

Den halvkvalte abekat

16. oktober 1999

Intermetzo
Filmmanden fra fjernsynet, journalisten og Bogart-nostalgikeren Ole Michelsen, ham med hatten og rødvinsglasset på bordet og fransk udtalt som en indfødt, har i en meget omtalt erindringsbog redegjort for sin fortid som dranker og påvist den tørlagte alkoholikers smertelige erkendelse: Én gang dranker - aldrig i stand til at drikke fornuftigt.
For alkoholikeren gives sjældent eller aldrig en gylden middelvej, hvor rusen blot er livsalig, som velfortjent fri tid fra den ubarmhjertige jungle, hvor fnadder og bagholdsangreb er dagens orden.
Men siden Noa efter syndfloden forlod arken af gofer-træ og plantede vin og drak sig snydefuld, har alkoholen været med i den menneskelige bagage.
Kan hænde at Noa kævede sig mod til med tilbagevirkende kraft. Hans brændoffer tjente ihvertfald til at kildre Gud i næsen, så Han forstod det uhyrlige i sin netop gjorte gerning. Til sig selv sagde Herren: Jeg vil aldrig mere forbande jorden for menneskenes skyld, thi menneskehjertets higen er ond fra ungdommen af, og jeg vil aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu har gjort!
I citatet konstaterer Vorherre med andre ord, at menneskene i udgangspunktet er uforbederlige. Nok så megen vandflod kan ikke ændre denne fabrikationsfejl. Ifølge sagens natur må Herren - akkurat som med Syndefaldet der også ligger i programmeringen - selv bære et væsentligt ansvar for uforbederligheden.

Herefter foreslår Han Pagten mellem sig selv og menneskene, en pagt som jøderne har sat liv, ære og velfærd ind på at leve op til, lige siden den so oder so formuleredes. Når Gud fremover trækker skyerne sammen over jammerdalen, ihukommer Han efter eget udsagn Pagten og lover herved, at vandet ikke mere skal blive til styrtflod og ødelægge alt kød.
Dertil opretter Gud regnbuen som tegn på aftalen. Når buen står i skyerne, er den en påmindelse til Gud om den evige pagt, ifald Han i et fornyet misantropisk anfald skulle gå hen og glemme sit løfte.
Beretningen stammer fra endnu ældre kulturer, Babylonien og oprindeligt sumererne. I Gilgamesj, det vældige mesopotamiske heltedigt, nøjes forfatteren ikke med en selvbebrejdelse over ødelæggelserne.
Her lader digteren gudinden Ea bebrejde overguden Enlil, der kun har ladet Utnapisjtim og familie overleve de frådende vande, at han således tankeløst næsten udryddede det fine skaberværk: Lad den syndige bære sin synd, siger Ea, lad den letsindige bære sit letsind! Løs en knude, lad den ikke hugges over, red den ud, lad den ikke skæres over!
En fin hentydning til vore dages idealer af virksomhedsledere, der gerne benævnes problemknusere. Gammeljøderne mener på deres side at det vil være for stærkt at give den direkte bebrejdelse opefter menneskeligt mæle.
Og eftersom ingen anden end Noa selv er til stede for Guds åsyn, og Gud i den forbindelse har monopol på konversationen, må den ordløse offerrøg være tilskyndelsen til himmelsk eftertanke og selvkritik - ikke human opposition. Det kunne nemlig have været Noa, der kom med disse indvendinger, da Noa i Mesopotamiens tradition selv er en slags halvgud, der i givne situationer konverserer det overjordiske og i det hele taget blander sig.
Som nogen måske vil medgive, kan man fristes til den fornemmelse, at Gud i den bibelske overlevering med hensyn til aftalen om ikke at oversvømme det hele én gang til må være en noget glemsom Gud. Alle farvers moder, buen i skyen, har ikke just været vandtæt garanti mod hjemsøgelser af lignende art som syndfloden.
Ganske vist er hele menneskeheden ikke siden bortrevet på én gang, løftet er altså for så vidt holdt efter bogstaven.
Men overlevende fra det tyvende århundredes udskejelser har givetvis følt sig som sidste øjebliks frelste i en plimsollers håbløse drift mod bunden og med nogen ret opfattet menneskehedens overlevelse som lidt af en tilfældighed.

Noa blev som sagt efter strandingen omsider tørskoet igen, udplantede efter sin vellykkede opadstigende offerild og hin efterfølgende guddommelige selverkendelse rigeligt med vin på marken, Ararats sydskråninger, må man gå ud fra. Efter gæringen indledte den nyslåede vinbonde sin karriere som alkoholiker uden sikkerhedsnet.
Det går da også skævt for Noa, næsten med det samme. Drikkeriet udvikler sig à la en af de aktuelle tv-filmiske familieskandaler, som Sundhedsstyrelsens kampagner mod umådeholden alkoholindtagelse antyder: bralrende fædre, sammenbidte mødre, grædende afkom og ruinerede børnefødselsdage.
Noa drikker den vin, som han med samme formål har dyrket, vakler ind i sit telt, og blotter sig, er utérlig. Over for hvem, siger teksten ikke noget om, måske en unævnt svigerinde, slavinde eller en ged. Måske blotter han sig blot til lyst for sig selv og uden blusel.

Under alle omstændigheder opdager sønnen Kam faderens uterlighed og hidkalder sine brødre, Sem og Jafe, der farer til med bortvendt ansigt, faktisk går de baglæns ind til den gamle gris, og dækker hans formentlig opgejlede blusel med en kappe.
Den tildækkede falder i søvn med et brag og vågner næste morgen martret af tømmermænd. Efter grønspættebogen for alkoholikere er den gamle umedgørlig, har bondeanger og skyder skylden på - ikke sig selv - men på den der under fylderiet har bevidnet hans opførsel.
Som nævnt er dette jo den andenfødte Kam, hvis fuldt ud så semitiske efterkommere, Kanaens folk og fønikierne - senere sidestillet med ægypterne - forbandes af Noa: Trælles træl skal Kam blive for sine brødre! Et tidligt eksempel på alkoholbetinget familie-tragedie.
Noa lever herefter 350 år mere og opnår den betragtelige alder af 950 år, hvilket fortæller at alkohol ikke kun er usundt. I al den tid sker det tilsyneladende aldrig, at Noa dementerer sin forbandelse af den emsige Kam, endsige holder op med at drikke for meget.
Næh, Noa kvalte i modsætning til Ole Michelsen livsdagen lang abekatten, hvilket er betegnelsen på at beruse sig voldsomt, således som man brugte ordet i forrige århundrede.

Det kan man læse i datidens slangordbog: Bidrag til en Ordbog over Gadesproget og saakaldt daglig Tale ved V. Kristiansen, København 1866:
Hvor er han nu, hvis Sange her/En Latterstorm fremkaldte?/Og han som Tale holdt for hver/En Abekat han qualte?
På den tid var en fugtig person det samme som en drukkendiderik, der omgikkedes letlevende kisselinker i Minefeltet, mens han kævede sig kanonfuld, eller lynendetrequartfuld eller placatfuld eller pærefuld eller snydefuld: Jeg kryber ei i Skiul/Og endnu meer/Som ofte skeer/At jeg er snydefuld.
Eller med andre af tidens da nye udtryk: sprøjtefuld eller stjærnefuld. Hvor Alting straalede som Sølv og Guld/Jeg var aldeles stierne-fuld. (Viser fra Polytechnisk Forening 1857).
Som det ses har det danske populassprog altid været leveringsdygtigt i det kære barns mange navne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu