Læsetid: 5 min.

Nu til noget helt andet

5. oktober 1999

Monthy Python satte for 30 år siden en ny dagsorden for komiske film og tv-serier med 'Life of Brian', det flyvende cirkus og en masse skøre, vildtvoksende indfald

Hyldest
For præcis 30 år siden, søndag den 5. oktober 1969, forandrede tv-mediet sig for altid. Umiddelbart var det en aften som alle andre. Efter middagen satte hr. og fru Brown sig til rette foran fjernsynet for at lade sig underholde af det statslige tv, BBC's, sædvanligvis solide og forudsigelige udbud. Lidet anede dette uskyldige ægtepar - bare to ud af mange tusinde uskyldige mennesker, som sad foran fjernsynet denne aften - at et af sendefladens programmer skulle sætte sig varige spor i tv-historien og deres liv.
Lidt efter kl. 20 tonede BBC's sorthvide logo frem på skærmen, og en stemme, først servil og distanceret, men siden mere fortrolig og en smule fnisende, indledte programmet med ord i stil med: 'BBC vil gerne annoncere, at den næste scene er uegnet for børn. Der er også scener med nøgne kvinder med hængebryster. Og så kan man se et par baller. Desuden er der et glimt, hvor jeg sværger på, at man kan se det hele - selvom min ven siger, at det bare er måden, han holder sit spyd på.'
Snart efter fik de uforberedte seere smidt en række sketches i hovedet, den ene mere vanvittig end den anden: De fik historien om verdens sjoveste vittighed, der i tysk oversættelse blev brugt af englænderne til at vinde Anden Verdenskrig. De oplevede en mand ved navn Wolfgang Amadeus Mozart optræde som vært på et program om berømte dødsfald, og ikke mindst overværede de en undervisningstime i begynder-italiensk for en klasse fyldt med italienere!
Programmet var selvfølgelig, som den kvikke læser vil have regnet ud nu, Monty Pythons flyvende cirkus og det første i en serie på 13, som BBC uden at vide, hvad de gik ind til, havde sagt ja til.

Nu til noget helt andet
Efter de 13 afsnit var ingen i tvivl om, hvad Python stod for, men da var også succesen og de store seertal hjemme. Siden skulle yderligere 33 engelske afsnit, to tyske, fire film, et par liveshows og en håndfuld plader komme til, og myten om verdens nok mest indflydelsesrige og populære komiker-gruppe, Monty Python, blev solidt plantet i (under)bevidstheden hos tv-seere og biografgængere verden over.
Bag serien stod fem gale englændere og en gal amerikaner, som alle tidligere havde prøvet at arbejde for tv, da de i slutningen af 60'erne fandt sammen om det, der skulle blive til Monty Python.
Det er svært at beskrive den humor, som pythonerne stod for, da den er så sammensat og umulig at fastholde i én bestemt genre eller ét bestemt udtryk. En skønsom blanding af absurd humor og mere punchline-orienterede vittigheder, intellektuelt funderede morsomheder kombineret med plat lokums-humor - ofte var det selvhøjtidelige, offentlige institutioner som kongehus, over- og underhus, kirke og retsvæsen, som måtte holde for - og det hele bundet sammen af Terry Gilliams originale og opfindsomme animationer.

Logik og surrealisme
Python repræsenterede et konstant og kontant brud med tidligere tiders mere uskadelige vaudeville-tradition, hvor man gerne med falden-på-halen-komik gik efter de billige og umiddelbare grin. Rammerne for deres shows blev hele tiden udvidet ligesom tv-mediets konventioner også blev det - intet var helligt eller for vovet.
John Cleese og Graham Chapman, der kendte hinanden fra Cambridge, skrev sammen og foretrak de mere gammeldags opbyggede sketches, hvor tingene nok udartede sig, men alligevel fulgte en slags indre logik.
Det var også Cleese (takket være sin statur) og Chapman, der gerne spillede stive øvrighedspersoner, som langsomt går op i limingen.
Michael Palin og Terry Jones (Oxford-kammerater), derimod, dyrkede det absurde, det groteske, hvor et element af surrealisme indfandt sig og gjorde deres materiale noget mere uhåndgribeligt. Det samme gjaldt Eric Idle, der skrev alene og var hovedkraften bag mange af Pythons mange respektløse, men melodiøse sang-pasticher, som var med til at cementere Monty Pythons succes. Hvem husker f.eks. ikke den muntre "Always Look at the Bright Side" fra den løsslupne Kristus-parodi Life of Brian? Den salvelsesfulde "Every Sperm" fra den grovkornede og fragmentariske sketch-samling Meaning of Life? Eller den friske "Lumberjack"-sang fra det flyvende cirkus?
Terry Gilliam var ikke med til at skrive selve sketchene, men arbejdede i stedet helt uafhængigt, og inspireret af de andres skriverier leverede han de fantasifulde, syrede animationer, der holdt sammen på showets mange skøre og vildtvoksende indfald, og som vidnede om, at hér var en visuel begavelse udover det sædvalige på arbejde. En gang i mellem optrådte Gilliam i filmene, men han befandt sig bedst bag kameraet, og sammen med Terry Jones instruerede han Monty Pythons film.

Uforglemmeligt
De seks medlemmer mødtes engang hver 14. dag og læste deres tekster op for hinanden, og var reaktionen latter fra de andre i gruppen, blev en sketch godkendt - ellers var det tilbage i skrivemaskinen, måske med en af de andre pythoner ved tasterne.
Resultatet var så uforglemmelige øjeblikke, enhver Python-fan vil kunne nikke genkendende til, og hvor bare et enkelt ord eller en replik fra en sketch er nok til at fremkalde et fælles latterbrøl.
Omvendt er det umanerligt svært at forklare en Monty Python-sketch for en udenforstående - eller uforstående - for deres stil var (og er) så unik, at man i den grad mangler referencerammer, når den skal beskrives.
Måske er det også derfor, at både filmene og serien holder den dag i dag. Ingen har for alvor turdet binde an med noget lignende, selvom mange komikere siden har ladet sig inspirere af Monty Python.
Danske Wikke & Rasmussens første forsøg i tv-branchen, Robin Hat, hentede visse elementer fra Python, mens mere nutidige komikere som Casper Christensen og Lars Hjortshøj tydeligt hyldede de engelske genier med deres seerfiasko Safari, ligesom Casper Christensen med mere succes lader anarkien og det Monty Python-agtige vid gennemsyre den række skæve programmer, han laver, for øjeblikket Casper & Mandrilaftalen
Meget passende gæstede John Cleese Caspers program, da den engelske komiker fornylig var i Danmark, hvilket resulterede i et temmeligt morsomt indslag, hvor Python naturligvis hele tiden lurede i kulissen.

Pythons slagskygge
Graham Chapman døde i 1989 efter en tid som skuespiller, men de andre pythoner er stadig mere eller mindre aktive.
John Cleese både skriver tv (den forrygende Halløj på badehotellet eksempelvis), bøger og film, som han også spiller med i ind i mellem, senest Steve Martin-komedien Når godtfolk kommer til byen.
Gilliam har fundet sig helt tilrette som instruktør og er manden bag fantastiske film som Brazil og 12 Monkeys.
Michael Palin har haft stor succes som vært på og idémand bag en række rejseprogrammer på kryds og tværs af kloden, mens Terry Jones og Eric Idle kun sporadisk dukker op som skuespillere, forfattere eller instruktører.
Men slippe fri af Monty Pythons slagskygge kan ingen af dem - og ret beset, hjertet på hånden, det er vel heller ikke de værste sted at befinde sig?

*TV2 sender i aften et program om tilblivelsen af Monty Pythons 'Life of Brian'. TV3 sender 'Monty Pythons flyvende cirkus' hver lørdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu