Læsetid: 3 min.

Herfra min verden går

13. oktober 1999

Når man kigger på Fremskridtspartiet med andre øjne end ekspertdanmarks - hvem er så egentlig fremskridtsfolkene?

Z-folket
Det var på et afvandingsmøde. Bønder og andre borgere var kommet til for at høre ingeniøren fortælle om de nye kanaler, der skulle graves.
Da det blev tid til spørgsmål, rejste en mand sig og spurgte - lidt genert, for han var ikke vant til at tale foran store forsamlinger:
"Kan kanalen ikke blive flyttet ned til grundskellet, så den ikke ødelægger min mark?"
Ingeniøren kiggede ned på ham, lagde regnestokken på kortet og sagde lidt efter: "Teknisk umuligt ... Er der andre spørgsmål?"
Forfatteren Knud Sørensen har gennem hele sit forfatterskab skrevet om landbokulturen, og de forandringer livet på landet har gennemgået i vores århundrede. Den selvoplevede historie fra Nykøbing Mors fremmaner han som et eksempel på, hvorfor mennesker melder sig under Fremskridtspartiets faner.
"Jeg tror ikke, det egentlig var alt Glistrups snak om skatten, der tiltrak folk, da partiet gjorde sit indtog som protestparti. Mange oplevede et bureaukrati, som ikke var til at komme i fornuftigt kontakt med. Ligegyldigt hvad det drejede sig om, skulle der bestemmes oven fra. Man følte sig ikke længere som et frit menneske."
"Vi taler om befolkningsgrupper - landbobefolkningen og mindre erhvervsdrivende - der har været vant til at bestemme selv. Det har rødder tilbage i de folkelige oprør på landet i forrige århundrede. De mennesker reagerer på, at deres frihed bliver antastet af bedrevidende eksperter, der mangler sans for at få en fornuftig snak med dem, de skal ud og administrere," siger Knud Sørensen.
Han tilføjer, at det ikke kun er folk fra landet, der stemmer på Fremskridtspartiet. Modstanden mod bureaukratiet er bare nemmere at se på landet, hvor man kender naboen.

Nomader og fastboende
Og det er jo ikke fordi, der ikke er en kerne af sandhed i opgøret med det uforståelige bureaukrati, pointerer Knud Sørensens forfatterkollega, Bent Vinn Nielsen, der i sine bøger har skrevet sig ind på det sociale liv i små samfund på landet.
"De, der styrer magten, er jo skrækkelige. De lever på afstand af folk, træffer beslutninger som kan forekomme fuldstændig abstrakte. Men det er også noget andet end irritationen over magtbestyrerne, der får folk til at stemme på Fremskridtspartiet. Fremskridtspartiet er et hjemmefødningenes parti. Der finder man hjemmefødningenes vished om, at alt der kommer udefra, er noget mærkeligt noget," siger Bent Vinn Nielsen. Født i Vendsyssel og tilflytter på Nordvestlolland, har Bent Vinn Nielsen mærket, hvordan det er at komme 'udefra'.
"Alle ved, at de, der flytter, er dem med mest gang i. Hernede er der folk, som absolut er egnede til at tage en videregående uddannelse. Men de kunne aldrig drømme om det, for det kræver, at de flytter," siger Bent Vinn Nielsen.
En hjemmefødning er trofast mod det miljø, hun kommer fra og ser med udpræget uvilje på dem, der er mere mobile, mener Vinn Nielsen.
Han henviser til forfatteren Bruce Chatwins beskrivelse af konflikten mellem nomader og fastboende som den oprindelige konflikt mellem mennesker.
"De fastboende har en uvilje mod nomaderne. Nomaderne er jo os, der flytter rundt," siger Bent Vinn Nielsen

Yderverdenen
Herfra stammer også modviljen mod de fremmede: indvandrere og flygtningene.
"Om de bosniske flygtninge, siger fremskridtsfolk: 'De har det sgu for godt'. At yderverdenen skal vurderes på sammen måde som det, der er tæt på, vil de ikke anerkende. Hvis bosnierne kommer tæt på, så kan de godt se, at det er almindelige mennesker. Men fremskridtsfolkene vil helst have bosnierne derude i yderverdenen, hvor de ikke behøver at tage konkret stilling til dem som mennesker," siger Vinn Nielsen.
Han tilføjer i samme åndedrag, at man ikke skal tage luften ud af deres rabiate holdninger til udlændinge.
"De er parat til træffe beslutninger, så længe beslutningerne er politisk abstrakte. Og de kan godt have forfærdelige konsekvenser. Jeg tror, Dansk Folkeparti - som jo stort set er det samme som Fremskridtspartiet - og Pia Kjærsgaard har opbakning virkelig mange steder til forslaget om at deportere kriminelle udlændinge og deres familier."
"Men i virkeligheden er Fremskridtspartiet måske et parti, der lever af folk, som bruger deres fantasi og forestillingsevne meget lidt. De vil ikke bruge den," siger Bent Vinn Nielsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her