Læsetid: 5 min.

Hitlers redskab

4. oktober 1999

Storværk nægter at frikende den menige tyske soldat for krigs-forbrydelser under Anden Verdenskrig

Ny bog
Da der i Hamburg og en række andre tyske og østrigske byer i 1997 blev vist en udstilling om værnemagten og de krigsforbrydelser, den havde begået, gik der en storm hen over de to lande.
Der blev begået attentater, foretaget protestaktioner, arrangeret demonstrationer. Mange ville endnu ikke vide af, at den tyske værnemagt havde noget med forbrydelser at gøre.
Det fik det tyske militærhistoriske forskningsembede til at reagere. Forskerne måtte erkende, at deres videnskabelige arbejde ikke var nået ud til en bredere offentlighed.
På et seminar blev nogle af udstillingens udsagn tilbagevist som for almene. Og i stedet har nu de førende tyske militærhistorikere i en bog på mere end 1.300 sider og indeholdende over 60 artikler forsøgt at give et differentieret billede af værnemagten og dens forbindelse med Hitlers forbrydelser.
Hovedudsagnet er, at værnemagten bærer en meget alvorlig medskyld i nogle af de groveste krigsforbrydelser, som blev begået af det tyske nazirige.
Hvad der i dag er dokumenteret i denne sammenhæng, går videre, end hvad der kom frem ved krigsforbryderdomstolen i Nürnberg. Den dømte en række af de førende generaler og andre officerer, men afstod fra at erklære værnemagten selv for en forbryderisk organisation. Med den viden, der siden er kommet frem - ikke mindst efter at man også har kunnet få nogen indsigt i de arkiver, der i mange år var gemt bag jerntæppet - vil man næppe kunne undgå at kende værnemagten som sådan skyldig.
Det har især med forbrydelserne på østfronten at gøre. Her var der ikke blot tale om lejlighedsvise overtrædelser af folkeretslige regler for krigsførelse, men om en systematisk tilsidesættelse.
Det drejer sig om behandlingen af de sovjetiske krigsfanger. Ud af 5,7 millioner fanger døde 3,3, millioner i tysk fangenskab; titusindvis af dem blev henrettet, hvilket direkte stred mod alle internationale konventioner, som også Tyskland havde skrevet under på. Resten døde på grund af de elendige forhold i fangelejrene. For disse forhold er værnemagten hovedansvarlig.
Men det drejer sig også om partisankrigen, først og fremmest i Sovjetunionen, men tillige i Jugoslavien og i Italien. Grusomhederne, der blev begået over for civilbefolkningen, stod SS og Gestapo ganske vist først som hovedansvarlig for. Men værnemagten var sig fuldstændigt bevidst, hvad der foregik, og protesterede ikke eller i hvert fald kun i få undtagelsestilfælde.
Efterhånden oversteg myrderierne mange steder SS'ernes ydeevne, og værnemagten trådte hjælpende til, på ingen måde med mindre ihærdighed.

Hitlers redskab
Det har tillige med et principielt forhold at gøre: Værnemagten var en del af Hitlers magtapparat. Som værnemagt opstod den først i 1933, og den var fra sin start et redskab for gennemførelsen af Adolf Hitlers politiske mål.
Alle samtidige og senere forsøg på at fremstille værnemagten som et korps af upolitiske soldater, som blot skulle udføre deres krigshåndværk som enhver anden samfundstjeneste, har vist sig at være bortforklaringer.
Princippet om den manglende adskillelse, som både symbolsk og i praksis fik sit udtryk i, at Hitler var øverstkommanderende, modsvarer så også den realitet, at nazismens racistiske anskuelser var trængt dybt ind i officerskorpset men også i de menige soldaters bevidsthed.
Det viser sig især i forhold til russerne og andre "østmennesker", der betragtes som en mindreværdig race, der ikke kan gøre krav på den retslige beskyttelse, som kommer andre mennesker til gode.
Men det viser sig naturligvis også i forhold til jøderne. Endnu inden Hitler over for dem gav befaling til "Endlösung", var de i næsten alle erobrede områder i øst blevet udryddet som et led i partisanbekæmpelsen. Også i denne udryddelse deltog værnemagten, selv om det var nogle officerer klart, at terrorpolitikken sandsynligvis ville være et uvirksomt middel.
Den forhindrede den opnåelse af en forståelse med civilbefolkningen, der langt bedre havde kunnet sikre frontsoldaterne mod bagholdsangreb. Enkelte officers- protester var der tale om i denne forbindelse, kun med denne militærtekniske argumentation. Praktisk talt ingen ville udsætte sig for beskyldningen for at være jødernes beskyttere. Nu var værnemagten nok en nyskabelse, men en nyskabelse i et land, som havde en militær tradition. Ved indordningen i et uretssystem i 1933 var der tale om et afgørende brud med denne tradition, men en del træk fra den hidtidige tradition, der går tilbage til den berømt- berygtede prøjsiske hær blev opretholdt.

Ringe modstand
Det gælder først og fremmest den militaristiske holdning, der gik fremragende hånd i hånd med civilisten Hitlers menneske- og samfundsopfattelse.
Historikerne benægter ikke, at der fandtes en modstandsbevægelse i officerskorpset, men de dokumenterer, at den var for svagt et element til på nogen måde at kunne redde værnemagtens ære. Den var selv et fremmedelement. Og mange officerer blev først Hitler-modstandere, da det gik op for dem, at han var parat til sammen med sin undergang at udslette både Tyskland og værnemagten.
I øvrigt var det en af de chokerende kendsgerninger, at ikke en gang denne erkendelse fik rokket ved flertallets lydighed over for Hitler.
Den sandsynligste forklaring herpå er, at de alle havde svoret troskab, ikke over for deres land, men over for deres fører.
Det kan også have været en medvirkende årsag til, at officerskorpset forholdt sig så loyalt over for deres øverstbefalendes militære opfattelser, der ofte må have skridt fuldstændigt imod deres egen viden og erfaringer.
Der kom kun spagfærdige protester mod de enkelte beslutninger i førerens hovedkvarter.
Det får historikerne til i dag også at stille spørgsmålstegn ved værnemagtens rent militære dygtighed. Den velsmurte krigsmaskine, som allerede før verdenskrigens udbrud var genstand for stor beundring hos militære kolleger i de neutrale lande og hos de senere krigsmodstandere, startede med nogle overraskende sejre, der bestyrkede dette ry.
Men den led af mangler, som var så iøjnefaldende, at det vækker undren, at samtiden ikke fik øje på dem.
Værnemagten var fremragende på det operationelle og på det taktiske plan, men var meget tilbagestående, hvad strategi angår.
Den såkaldte "lynkrig", der gav sig ud for strategi, var militært set udelukkende en samling lyn-aktioner. Og først og fremmest manglede der noget så elementært som beregninger over, om Tyskland i kraft af sine ressourcer på længere sigt ville kunne tage kampen op med de langt større modstanderlande med deres langt større ressourcer.
Måske ligger værnemagtens alvorligste forbrydelse i, at den ikke var i stand til at yde det mod og den militære sagkundskab, som kunne have afholdt Hitler fra overhovedet at begynde Anden Verdenskrig!

*Die Wehrmacht: Mythos und Realität. 1.318 s. 400 kr.
Im Auftrag des Militärgeschichtlichen Forshungsamtes herausgegeben von Rolf-Dieter Müller og Hans-Dieter Volkmann, Verlag R. Oldenbourg, München, 1999.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu