Læsetid: 5 min.

Holland har udraderet den ekstreme højrefløj

7. oktober 1999

I starten af 90'erne gik det ekstreme højreparti Centrum Democraten voldsomt frem i Holland. I dag er det nærmest totalt udryddet, og det har medierne bidraget til

"Vi er partiet for det hollandske folk. De (andre partier) kan ikke længere ignorere os. Om fire år har vi overhalet socialdemokraterne."
Sådan sagde Hans Janmaat, lederen af det ekstremt højreorienterede hollandske parti Centrumdemocraten (CD), den 4. marts 1994.
Udtalelsen er nærmest identisk med, hvad den østrigske højrepopulist Jörg Haider siger i disse dage efter sit kanonvalg i Alpelandet. Og udtalelsen ligner til forveksling, hvad franske Jean Marie Le Pen eller belgiske Filip de Winter har sagt i triumf over fremgang i vælgerkorpset.
Og den fremmedfjendske Hans Janmaat havde da også grund til at være glad den dag. For CD havde netop triumferet ved de hollandske lokalvalg - med 14 procent af stemmerne i Rotterdam og tæt på 10 procent i Utrecht og Haag.
To måneder senere tredoblede partiet sit stemmetal ved valget til Tweede Kamer, Hollands parlament. De etablerede partier talte om en "sort dag" i landets historie og frygtede at det tolerante og åbne Holland fremover ville blive slået i hartkorn med Østrig, Italien, Frankrig og Tyskland.
I dag - godt fem år senere - har partiet mistet alle sine tre sæder i parlamentet. Tilslutningen er tæt på nul procent, og partiet er blevet splittet af interne magtkampe, fængslinger af medlemmer og bødestraf til Hans Janmaat for racistiske udtalelser.
"CD er historie. De er færdige. De spiller ingen rolle længere," konstaterer Dick Leurdijk fra den politiske tænketank Clingendael Institute i Haag over for Information.

Mediemørklægning
At det i modsætning til i andre lande er lykkedes for hollænderne at udradere det ekstreme højre skyldes blandt andet massemedierne. Dagblade, tv og radio har bidraget kraftigt til knusningen af CD ved nærmest at undereksponere partiet uden for den obligatoriske sendetid, partiet får op til et valg.
"Massemedierne har været utroligt tilbageholdne med at gå efter markante, radikale udtalelser fra Janmaat og holde mikrofonen for ham blot for den opsigtsvækkende histories skyld," siger Rinus van Schendelen, professor i politik ved Erasmus Universitetet i Rotterdam.
"Der har i lange perioder været tale om en stiltiende forståelse af tavshed eller selvcensur blandt journalisterne på alle dagblade," siger han til Information.
I 80'erne medførte det blandt andet, at Hans Janmaat ved valget i 1986 mistede sit - og partiets - på det tidspunkt eneste sæde i parlamentet. Og gennem de seneste fem år har ignoreringen af CD haft samme resultat, vurderer van Schendelen.
"Ud fra et demokratisk og moralsk synspunkt kan jeg godt se, at det er betænkeligt at gøre dette imod et parti. Men det har virket. Og her i Holland har vi ikke diskuteret moralen i det. Vi har kun diskuteret det i en teknisk forstand. Ville det virke eller ej?" siger van Schendelen.

Under cover
I foråret 1994, da CD havde sin store optur, anlagde nogle medier imidlertid en anden strategi.
Journalister fra to dagblade og fra nationalt tv gik uafhængigt af hinanden under cover og meldte sig ind i CD. Tv-journalisten optog skjult, hvad CD-medlemmerne talte om.
Blandt andet kunne hans dokumentarprogram afsløre, hvor dybt racehadet og anti-semitismen var forankret i partiledelsen.
En af optagelserne viste, hvordan Yte Graman - CD-medlem af byrådet i Amsterdam - blærede sig med at have sat ild på flygtningecentre i 1970'erne.
Det gav ham en fængselsdom og dokumentarprogrammet, som blev vist et par uger efter lokalvalget i marts 1994, gjorde, at CD ikke stormede helt så meget frem som forventet ved parlamentsvalget i maj samme år.
"Fra en uge til den næste faldt støtten til CD. Det er helt klart, at hollændernes grænse går ved anti-semitisme. Og det er heldigvis blevet sådan nu, at det ikke er socialt accepteret nogen steder at støtte CD. Hvis man siger det, så mister man alle sine venner," siger Cyriel Thiesscheijn fra anti-racisme organisationen RADAR i Rotterdam til Information.
Han mener at, det er vigtigt at sætte fokus på det ekstreme højre, uden at man ukritisk videregiver deres synspunkter.
Det er journalist Rinke van den Brink fra ugemagasinet Vrij Nederland i Amsterdam enig i.
"Hvis man ignorerer dem, så ignorerer man også deres vælgere, hvilket ikke er særlig demokratisk. Samtidig gør man det let for dem ikke at skulle stå til ansvar for det, de siger på valgmøderne," siger Rinke van den Brink.
Det samfundskritiske blad, der opstod under Anden Verdenskrig og den tyske besættelse af Holland, har med van den Brink som primus motor været flittigst til at skrive om det ekstreme højre.
"Vi har aldrig troet på, at ting forsvinder ved at ignorere dem. Der er selvfølgelig altid en fare for, at de får gratis pr, men hvis man lægger de gruopvækkende ting åbent frem må folk selv tage stilling," siger den hollandske journalist til Information og lægger afstand til den tavshed, som nyhedsmedierne i lange perioder har udvist.

Overtog synspunkter
Disse medier har imidlertid ikke afholdt sig fra at behandle spørgsmålet om udlændinge i Holland, hvor 50 procent af befolkningen i de fire største byer - Amsterdam, Haag, Rotterdam og Utrecht - her ved årtusindeskiftet er af udenlandsk oprindelse.
Sagen er nemlig, at det største borgerlige parti, det liberale VVD - dengang ledet af den nyudnævnte hollandske EU-kommissær Frits Bolkestein - begyndte at overtage visse dele af CD's budskaber om for mange udlændinge i Holland.
"Bolkestein kom med fremmedfjendske udtalelser både før og efter CD's gode valg i 1994. Blot i en mere stueren udgave. Når problemerne blev rejst af et så stort og respekteret parti, kunne medierne ikke længere ignorere det," siger professor Rinus van Schendelen.
"Bolkesteins taktik er et gammelt trick og et udbredt fænomen. Han gjorde det samme, som de britiske konservative gjorde over for National Front. Det samme, som det tyske CDU, der har overtaget en del af Deutsche Volksunions politik. Det har været med til at tage vinden ud af sejlene på det ekstreme højre, men det har også flyttet den politiske midte mod højre," siger van Schendelen.
Således strammede den brede venstre-højre koalitionsregering under ledelse af den socialdemokratiske ministerpræsident Wim Kok asyl- og udlændingepolitikken i midten af 90'erne, hvilket også har bidraget til at tage luften ud af CD's argumentation.

Ingen Haider
En tredje årsag til, at CD er sat ud af spillet, er partileder Hans Janmaats problematiske person.
"Han er ikke specielt veltalende og forekommer faktisk lidt stupid," siger van Schendelen.
Hans Janmaat har ikke formået at samle sine tropper og strømline en valgkamp i den sendetid han trods alt har fået. Og det har også været medvirkende til, at han aldrig nåede højere end godt to procents tilslutning på nationalt plan, hvilket dog er meget efter hollandske forhold.
Andelen kunne imidlertid godt have været blevet højere, hvis CD havde haft bedre personkort på hånden, vurderer Cyriel Thiesscheijn fra RADAR:
"Janmaat er ingen svigermors drøm som Østrigs Jörg Haider. Men der er ingen tvivl om, at der altid vil være et vælgergrundlag at samle op, hvis den rigtige person dukker op. Det er svært at sige, hvad der ville ske, hvis Holland fik en Haider-type. Jeg tror ikke det ville lykkes, men man ved aldrig."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu