Læsetid: 3 min.

Hovedet oppe i røven

1. oktober 1999

...har de fire venner, der bor og arbejder i Hollywood i Anthony Drazans noget selvoptagede kammerspil 'Hurlyburly'

Ny film
Er Hurlyburly et intenst kammerspil, hvor hovedpersonerne diskuterer ting, der er relevante for os alle - eller er det en overflødig og prætentiøs film med hovedet så langt oppe i sin egen røv, at den kun er interessant for instruktøren, manuskriptforfatteren og deres omgangskreds?
Faktisk har jeg lidt svært ved at beslutte mig, måske fordi Hurlyburly rummer lidt af begge dele. Det gør heller ikke sagen nemmere, at jeg også har problemer med at finde ud af, om filmen er en besk og gennemført satire over livet i dag, i Hollywood, eller om den skal tages for pålydende, som et troværdigt portræt af en håndfuld mænd, der er så forkvaklede og følelsesmæssigt afstumpede, at de ikke længere formår at fungere normalt?
Måske er svaret igen, at filmen gerne vil være det hele. Spørgsmålet er så, om den overhovedet lykkes med noget af det.

Fire venner
Under alle omstædigheder har vi i Hurlyburly at gøre med de fire venner, Eddie, Phil, Mickey og Artie, der bor og arbejder i Hollywood og i øvrigt har svært ved at få det med livet og kærligheden til at hænge sammen. Agenten Eddie (Sean Penn) er den usikre paranoiker, der hungrer efter bekræftelse og ægte kærlighed. Phil (Chazz Palminteri) er den arbejdsløse skuespiller med et fængselsophold i bagagen og en voldelig natur, der oftere og oftere kommer til udtryk, over for fremmede, vennerne og konen. Mickey (Kevin Spacey) er Eddies partner og sambo, flegmatiker og kyniker til fingerspidserne, altid parat med en kvik, sarkastisk bemærkning, hvis tingene bliver for forpligtende eller for uoverskuelige. Artie er den lidt mere anonyme fjerdemand, jødisk og måske den mest succesfulde af de fire.

Lever som film
I en mere eller mindre konstant rus af coke, hash, alkohol og letlevende damer med prisskilt i nakken tages vi med på tur i firkløverets hule, overfladiske tilværelse, hvor de konstant fylder hinanden og sig selv med bullshit af værste skuffe, (mis)bruger andre mennesker og samtidig desperat prøver at finde en mening i galskaben. Hurlyburly er baseret på et teaterstykke af David Rabe, der også har skrevet filmens manuskript. Oprindelsen på scenen fornemmer man i de sparsomme locations, afdæmpede kameragange, et ordrigt manuskript. Men Drazan har dog pustet tilstrækkeligt med liv i omgivelserne og skuespillerne - ikke mindst via de mange afslørende nærbilleder - til at filmen fungerer som film og ikke bare som et stykke filmet teater.
Mange replikker er vittige, enkelte rummer oven i købet en vis dybde, og de demonstrerer Rabes evne til at udstille sine karakterer, så det kan mærkes. De taler i klicheer, rabler og er oftes helt uforståelige - det meste af tiden virker de prætentiøse, overfladiske og, måske ikke ligeglade, men i hvert fald bange for at engagere sig - eller nedlade sig til at engagere sig. Således sætter replikkerne virkelig de fire venners afstumpede karakter i relief.

Skuespil i top
Om en film som Hurlyburly fungerer eller ej, afhænger derfor, naturligvis, meget af skuespillerpræstationerne - det er gennem spillet, at historien åbner sig ud mod publikum. Og en af grundene til, at filmen lykkes i sin karakteristik af et samfund, en livsstil og en håndfuld mennesketyper, er, at skuespillerne hver især rammer deres toner så rent.
Som den udflippede Eddie leverer Sean Penn en af den slags udsyrede, indlevede præstationer, han er blevet kendt på - han er sgu desperat. Kevin Spacey har som Mickey alle de sjove replikker, og nok er han kold og distancerende, men bag skallen lurer følelserne. Chazz Palminteri rummer den blanding af jovialitet og latent farlighed, hans rolle kræver, og som gør Phil temmelig uberegnelig - firkløverets egen tikkende bombe.
Hurlyburly vil gerne fortælle os noget, og takket være skuespillerne får den fremstammet enkelte brugbare, vedkommende sandheder. Men ind i mellem er den for selvoptaget og -involveret til at nå et publikum uden for det miljø, den skildrer - måske forfatteren (og nu også instruktøren) har tænkt manuskriptet som en art terapi.

*Hurlyburly. Instruktion: Anthony Drazan. Manuskriptforfatter: David Rabe. Amerikansk (Gloria, København)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu