Læsetid: 3 min.

Hvem kigger på hvem?

20. oktober 1999

Mangedobbelt Duchamp: Hvad sker der, hvis man først flytter parasollen ind på museet og så ud igen - bliver den så til en parasol igen, eller er den stadig kunst?

Udstilling
PARIS - Det er en løjerlig udstilling, der i disse dage finder sted på Musée d'Art Moderne i Paris. Museet har vejret den allerhotteste tendens i samtidskunsten i Paris og inviteret 13 helt nye kunstnerkollektiver til at udstille inden for den museale institution, som de fleste af dem ellers har en meget velformuleret kritisk holdning til. Det sker nærmest inden medlemmerne er blevet tørre bag ørerne.
Udstillingen hedder ZAC (zone for kollektive aktiviseringer), og kunstgrupperne kalder sig og værkerne for "strukturer". Men hvordan flytte de steder og værker, der inden for blot to år er vokset op rundt om i byen ind på et museum?
De gør det med en bevidst hed om, at det ikke er på museet, kunsten foregår, men man kan benytte lejligheden til at reklamere for sig selv.
Gruppen Glassbox, der med sine to år på bagen er alderspræsident, er den eneste som præsenterer noget, der ligner traditionelle kunstobjekter: De udstiller et par barnehøje champignoner med tilhørende neonskilte: Prozac og antizac samt en nøjagtig kopi af den trappe, der fører ned til deres udstillingssted. Så kan man se, hvor lille den tager sig ud i museets enorme rum.
Andre grupper vælger at pege på aktiviteter, som foregår et andet sted, og som her blot udstilles. En slags zoo, hvor de eksotiske, arbejdende kunstnere kan betragtes foran computere eller debatterende - med visse ligheder til foreningslivet i en mellemstor provinsby med brochurer, forklaringer og opråb, hylder, plastikstole og parasoller, mens publikum overlades til forvirringen om, hvorvidt det bare er en parasol eller et kunstværk.
Der er mangedobbelt Duchamp over det: Hvad sker der, hvis man først flytter pissoiret/parasollen ind på museet, og så ud igen og tilbage igen, osv. Bliver det så bare til et pissoir igen eller hvad? Hvem bestemmer, om det er kunst, hvad det er værd, og hvor det skal findes henne? Findes kunsten, hvis man vender ryggen til den?
Der har været angivet mange grunde til, at der pludselig er dukket alle disse kollektive kunststeder op i Paris: De dyre huslejer: Gallerikrisen i starten af 90'eren er nævnt samt opkomsten af nye kunstneriske medier.

Etisk og æstetisk
Hvis man læser brochurerne eller sidder nogle af debatterne i de tre ugers ZAC igennem, synes der dog at ligge dybere kunstneriske overvejelser til grund. En afsøgning af en ny type kunstnerisk praksis, hvor det netop er rollerne kurator/gallerist/institution/publikum, der søges ikke kun redefineret, men omformet dels ved at rollerne hele tiden spilles på skift af de enkelte personer, dels ved, at man tager del i verden.
Praksisen som del af værket i et felt mellem en etisk æstetik eller en æstetisk etik. Et skridt videre end 60'ernes idé om at beherske produktionsmidlet, fordi der her vides noget om, at produktionsmidlet også behersker en selv.
Som eksempel kan nævnes Accés Local, organiseret som et firma af Philippe Mairesse, og som blandt de andre grundlæggere tæller Bruno Guiganti, der i Danmark er kendt for sin Exogen-udstilling med udgangspunkt i Nikolaj Kirke. Til ZAC har de solgt deres kunnen - kunst - at organisere rummet og debatter, ganske som de har gjort det i deres eget lokale hver onsdag aften i det forløbne år.
Til hverdag omfatter Acces-local et udbud af præstationer fra et færdigt lager af slogans, over et fotobureau, der udelukkende omfatter fotografier fundet på gaden, til levering af lyd til brug ved demonstrationer. Dermed deltager stedet selv i en almindelig markedsøkonomi samtidig med at netop forholdet kunst/økonomi/autonomi til stadighed diskuteres i gruppens regi.

Helt gratis
Et andet eksempel er Bonaccini/Fohr/Fourt, der både i Strassbourg og i Paris har skabt 'Gratis-områder'. Steder, hvor alt er gratis, hvor man bare kan tage, hvad man vil fra hylderne. Pludselig vendes optikken om: Hvis her er gratis, så er hele resten af verden ikke-gratis. Hvem kigger på hvem? Er det mig eller verden, der er udstillet?
Selvom ingen af strukturerne synes at have noget blåt stempel behov, er det ZAC's fortjeneste at gøre opmærksom på de steder, hvor kunsten hverken kan eller vil findes, hvis publikum vender ryggen til.

*ZAC 99. Musée d'Art Moderne de la Ville de Paris til 28.10.99. Internetforum ZAC: www.acces-local.com/zac

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her