Læsetid: 10 min.

Fra ideologisk medløber til DJ

29. oktober 1999

Kunstnerne i Litauen var i sovjettiden underlagt strenge regler, der indskrænkede kreativiteten. Derfor har selvstændigheden og åbningen af samfundet haft enorm betydning for udviklingen på den litauiske kunstscene - fortæller den unge kunsthistoriker Jonas Valatkevicius

Den gamle bydel, der fungerer som centrum i Litauens hovedstad Vilnius, er så stor, at det er svært på gåben at nå ud i den anden virkelighed - den hvor husene fremstår som grå, afpillede kolosser med falmede døre og plastik for vinderne.
Samtidig er den billedskønne, nyrenoverede bydel præcis så lille, at den rummer landsbyens intime og provinsielle atmosfære. Den giver indtrykket af, at den - og kun den - er byen. At der ikke findes noget udenfor de gamle bymure.
Midt mellem de nyistandsatte huse, der tilsat efterårssolens skarper stråler lyser op i klare blå, gule og lyserøde pastelfarver, lige over for det smukke majestætiske rådhus, toner en stor, stilren betonbygning frem og kræver med sin bastante firkantede former de forbipasserendes opmærksomhed. Og det får den.
Om ikke andet så på grund af det store hvide lærred med sorte bogstaver trykt i samme system som optikerens tavle til tjek af øjnes styrke og alder.
De forbipasserende, der når til tredje sidste linie - der hvor bogstavstørrelsen er blevet temmelig lille - vil opdage, at Litauens Center for Moderne Kunst i øjeblikket tilbyder en udstilling, der viser den nationale kunsts udvikling fra 1989-1999.
Og måske er der en mening med, at den aktuelle udstillings titel står med små bogstaver og i en sammenhæng, hvor de er lette at overse. For skal man tro en af udstillingens bagmænd, en høj spinkel fyr, er udstillingen slet ikke så velkommen i befolkningen, som man kunne foranlediges til at tro.

Alle var involveret - for eller imod
"Det er første gang, vi har lavet denne type udstilling, for samfundet reagerer ret smertefuldt på den nære fortid - især omkring det tidspunkt, hvor det politiske system ændrede sig afgørende," fortæller Jonas Valatkevicius, der selv er amatørkunstner, men uddannet kunsthistoriker. Trods sine kun 27 år arbejder han på andet år for museet, der ledes af et ungt team.
"De fleste af dem, der var involveret i forandringerne - både dem der var på Sovjetsiden, og dem der var for selvstændighed - lever endnu, og ethvert spørgsmål, der rejses om denne periode, er meget kompliceret," forklarer han mens han balancerer to espresso'er hen til et af museumscaféens firkantede træborde.
"De sociale værdier har ændret sig, og det er blevet meget vigtigt for det offentlige image at have været involveret i en anti-sovjet-gruppe i Sovjettiden - og i det mindste ikke at have været involveret i nogle offentlige ting. Og da vi ikke har nogle troværdige skriftlige kilder, ingen legitim historie, da alt blev skrevet ud fra ideologiske betragtninger i de 50 år, så kan folk blot negligere deres baggrund og præsentere sig som en helt anden. Det er særligt den ældre del af befolkningen, der har det problem," siger Jonas, der er mødt op i smarte cowboybukser med moderigtigt opslag på benene og en sort 'Fruit of the Loom'-sweatshirt hængende 'tilfældigt' over en mørk grå t-shirt.

Sparsom modstand
Der var ingen decideret bevægelse, der kæmpede aktivt for at forbedre kunstnernes forhold i Litauen. Og der var heller ingen, der åbent gennem sin kunst udfordrede Sovjetstyret med et ønske om selvstændighed. I det hele taget forholdt den litauiske kunstscene sig temmelig rolig under de fleste af de 50 år, landet var under sovjetisk administration, fortæller den unge kunsthistoriker.
For sammenlignet med andre steder i Sovjetunionen, så var den kunstneriske frihed forholdsvis stor i de baltiske lande. Men det betød ikke, at der ikke var restriktioner, der gjorde det svært for kunstnerne at fremstille den kunst, der udsprang af deres kreativitet.
"Kunst i sovjettiden var underlagt et meget strengt system. For eksempel var der en institution, Kunstnernes Union, som alle, der ville kalde sig kunstnere, skulle være medlem af. Kun kunstnere, der var medlem, kunne købe materialer, og kun medlemmer kunne udstille på offentlige udstillinger. Og der var kun offentlige udstillingsteder, som for eksempel denne bygning. Dengang fandtes der kun ganske få gallerier, og de var også statsejede," fortæller Jonas Valatkevicius.
Men unionen var ikke kun et praktisk foretagende. Det var også gennem unionen, at der blev udstukket retningslinier for, hvad der var acceptabel kunst, og hvad der ikke var.
"De fleste kunstnere var medlem. Men som medlem skulle man fremstille og udstille en vis mængde værker for at vise, at man var i overensstemmelse med systemets tanker. Det var ikke bare at gå hen og underskrive nogle papirer," forklarer han.
"Man behøvede ikke at være direkte imod systemet for at være i uoverensstemmelse med systemets retningslinier, for ifølge de daværende sociale normer, skulle man være for systemet. Så selv, når man var apolitisk, blev man politisk af samme grund. Derfor levede for eksempel et abstrakt maleri heller ikke op til systemets formelle krav til et offentligt maleri," siger Jonas.
De fleste litauiske kunstnere tilpassede sig denne situation og malede nogle billeder, der var beregnet til offentlige udstillinger og nogle andre beregnet til at hænge i vennernes stuer.
"Der var også mange tilfælde, hvor kunstneren gav sine værker to titler - én studietitel og én udstillingstitel. For eksempel var der en fyr, der havde malet de hellige tre konger, hvilket ikke var acceptabelt. Så da han udstillede værket kaldte han det blot Komposition med tre figurer," fortæller Jonas leende, mens han løfter kaffekoppen ved sin venstre hånd, der er dekoreret med to store sølvringe - én med et dødningehoved og én med et grisehoved.

Kunstner-strejke
Disse små nærmest uskyldige eksempler på kunstnere, der omgik systemet, dominerede i sovjetårene. Først i 1987 opstår en begivenhed, som er værdig til at blive betegnet som tidspunktet, hvor de samfundsændringer, der var startet et par år tidligere med Gorbatjovs perestrojka, slog igennem i kunstverdenen.
"I 1987 strejkede de studerende på Kunstakademiet. De nægtede at gå til forelæsninger hos lærerne fra den gamle skole, som var vigtige officielle kunstnere og meget ansete og accepterede af systemet. Strejken endte med, at lærerne måtte forlade jobbet, og nye lærere fra andre retninger kom til," fortæller Jonas.
Samfundet havde da allerede åbnet sig mere, og i kunstverdenen resulterede det i, at en række kunstnere brød med Kunstnernes Union og dannede deres egne uformelle kunstnergrupper.
Også i selve kunsten satte den nye frihed sine spor.
"Det var vigtigt for disse udbrydere at finde en kilde til deres kunst, som var anderledes end den officielle. Den kunst, der blev skabt før Anden Verdenskrig, var en kunst, de havde en direkte relation til. Først og fremmest kunne de se værkerne på museerne, og derudover kunne de tale med de mennesker, der havde været aktive kunstnere dengang. Resultatet blev en tilbagevenden til den modernistiske tradition," siger den unge mand, der har fuldendt sit vestlige look ved at barbere sit hår ned til en længde på en halv centimeter.

Kontakt med verden
"De vigtigste forandringer i selve kunsten kom først med den unge generation, der forlod akademiet i starten af 90'erne. For de var allerede mennesker med en anden tankegang. De blev skolet i begyndelsen af forandringerne, og de kunne meget lettere opfange det flow af informationer, som begyndte at strømme ind over landet," siger han og forklarer, at den viden, lituaerne besad i sovjettiden var meget fragmenteret, da al offentlig information var underlagt ideologiske hensyn. De informationer, der trods alt kunne opstøves uden om de officielle kilder, bidrog ikke til et mindre tilfældigt og fragmenteret verdensbillede.
"Denne unge generation er den første generation efter Anden Verdenskrig inden for den litauiske kunstscene, som havde direkte relationer til udviklingen i verdenskunsten. De kunne rejse, de kunne købe magasiner, og de kunne mødes med mennesker, hvilket ikke var muligt i sovjettiden. Resultatet blev i begyndelsen en række ret formelle værker. De unge kunstnere forsøgte bare at komme af med de gamle traditioner, de havde lært i skolen, og samtidig lære nye udtryksformer i verdenskunsten," uddyber han.
De første værker, som den unge generation skabte i starten af selvstændighedsperioden, var derfor såkaldte normale kunstværker - det vil sige hovedsageligt malerier. Forskellen kunne først og fremmest ses i størrelsen, der udfordrede udstillingstedernes vægplads, samt i farvebrugen, der blev mere sprælsk.
"Disse første værker er stadig påvirket af følelsen af frihed - de vil ikke kun være en imitation af vestlig kunst. Størrelsen og stilen er fuld af entusiasme," siger kunsthistorikeren og forklarer, at det næste skridt i den kunstneriske evolution var en ny opfattelse af, hvad kunst er. For de fleste unge kunstnere fik ikke noget med modernismen at gøre.
"Da de unge startede med at få informationer fra omverdenen, gik det op for dem, at kunstneren ikke længere er et ensomt geni, der skaber noget stort for andre mennesker. Kunstneren er blevet en aktiv social medspiller, der står mellem samfundet og kulturinstitutionerne - som mere er en dj end en hellig skaber. Med den ændrede opfattelse fik vi performance- og konceptkunsten," siger Jonas, der er blevet helt forpustet af at snakke.
Bunden i kaffekopperne er forlængst kommet til syne, og nysgerrigheden efter selve udstillingen er vakt efter denne indledende talestrøm.
Tænk, man behøver slet ikke gå helt ud på den anden side af bymurene for at komme til en anden virkelighed.

Den hellige skaber
Udstillingen starter med at præsentere en række eksempler på den vigtigste litauiske kunst som den så ud i slutningen af 80'erne og starten af 90'erne - tidspunktet hvor de politiske forandringer startede.
I rummet er der kun billeder - et maleri der forestiller et frygteligt helvede, to abstrakte og to collager. Alle er de eksempler på værker, der ikke var acceptable i sovjettiden.
"Sammenlignet med den officielle kunst i sovjettiden, er disse malerier virkeligt pessimistiske. De har heller ikke dette monumentale patos af sovjetiske værdier over sig. De handler mere om den laveste del af det sociale miljø," forklarer Jonas Valatkevicius og henleder opmærksomheden på en dyster collage.
"Collagen var en forbudt teknik, så man kunne ikke komme med på udstillinger med denne type værker," siger han og forklarer, at kunstneren til værket var blandt de første udbrydere af Kunsternes Union. I stedet dannede han sammen med andre udbrydere en selvstændig gruppe, som de kaldte Group 24.
Men selvom kunstnerne samledes i nye kunstgrupper, betød det ikke, at de samarbejdede om selve skabelsen af værkerne, for deres tilbagevenden til den modernistiske tradition før Anden Verdenskrig indebar også, at de overtog denne tids kunstsyn.
"De ældre generationer kunne ikke rigtigt dele deres arbejde med andre, for de var så meget inde i den modernistiske tankegang, hvor kunstneren ses som det ensomme geni, der kommunikerer med en Gud. Det er den hellige skabers individuelle proces," forklarer den
unge kunsthistoriker.

Opgør med gamle normer
Efter en tid med usikker fumlen og søgen, slog en ny måde at opfatte kunstneren på igennem. Hvor det før var den enkelte kunstner, der var ansvarlig for sit eget arbejde, begyndte kunstnerne nu at samarbejde. Det gav sig udslag i performance-og konceptkunst skabt ikke af én kunstner, men af kunstkollektiver.
"Den kunst var relateret til en anderledes forståelse og en anderledes situation i samfundet. Kunstnerne blev i højere grad skabere af en situation frem for af objekterne i sig selv," forklarer Jonas Valatkevicius med henvisning til de mange eksempler på videokunst, der sender et væld af lyde og lys ud i lokalet.
Men det er ikke kun videoproduktioner og installationer, som kunstkollektiverne skabte. Kunsthistorikeren fremhæver et værk, der trods placeringen på væggen ligner en bademåtte. I måtten er teksten Frend is olvais velcome to Lithuania vævet ind med en tydelig gul skrift.
"Dette værk er relateret til åbningen af samfundet, og vesten har altid været en slags metafor på paradis - alt hvad der kom fra vesten var noget bedre og klogere. Folk ville virkelig gerne være som dem," forklarer Jonas om tæppet, der er skabt af en af Litauens mest berømte og toneangivende kunstkollektiver, APG.
"Men det var selvfølgelig ikke muligt, for vores historie, sociale miljø og mentalitet var så anderledes, så det er et billede på, at vi forsøger at kommunikerer med Vesten, men samtidig ikke rigtig kan finde ud af det, fordi vi ikke er gode nok til sproget," analyserer han.

Den kollektive proces
Den første unge kunst forsøgte at gøre op med mange ting på en og samme tid. Dels opfattelsen af, hvad kunst er for en størrelse; og dels et opgør med en række påduttede kunstneriske teknikker samt en sideløbende søgen efter en ny inspirationskilde.
De unge kunstnere følte sig frem, og resultatet blev i høj grad kommenterende i forhold til samfundsudviklingen og i forhold til den nære fortid.
Den mest synlige forandring blev ændringen af det kunstneriske sprog. Hvor det før var maleriet, der dominerede, interesserede de unge kunstnere sig nu mere for at lave skulpturere og objekter.
"Disse værker er lavet af unge kunstnere, der kun netop er ved at aflægge sig det, de lærte på kunstakademiet, mens de samtidig lod sig inspirere af Vesten," forklarer Jonas og sætter kursen mod et gammelt oversavet skab, der står i det enorme lyse rum, som er museets største udstillingslokale.
"Dette værk er en kommentar på samfundsudviklingen. Skabet er skåret i stykker og så sat sammen igen. Ligesom vores samfund i starten af 90'erne, hvor det gamle system blev fuldstændig ødelagt, og et nyt system sat sammen - og så får du det samme resultat," analyserer han.
"Vi tænkte dengang, at nu er sovjettiden ovre, og vi har fået noget helt nyt. Men når man skaber noget nyt med den gamle mentalitet, så får du det samme resultat. Det er dette årtis store problem: At prøve at skabe noget nyt, men man tænker mere på konstruktionen end på, hvad der sker med mentaliteten," følger han op.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her